I marts bliver den vigtigste opsendelse nok rumskibet Starliner, som er bygget af Boeing.
Det er en gentagelse af et forsøg fra december 2019, hvor en ubemandet Starliner blev opsendt på en prøveflyvning, hvor opgaven var at koble rumskibet sammen med rumstationen ISS.
Det lykkedes ikke på grund af en softwarefejl i rumskibets computer. Da Starliner så skulle lande, var det også lige ved at gå galt på grund af en anden softwarefejl.
Rumskibet kom dog godt ned, men det skulle altså tage næsten 15 måneder at få rettet de 2 fejl.
Går det nye forsøg i marts godt, skal tre astronauter på en prøveflyvning i september til ISS. Derefter skulle Boeing så være klar til ’rutineopsendelser’ af astronauter til ISS med Starliner.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.
NASA arbejder på at sikre amerikansk tilstedeværelse på ISS
Starliner er det ene af to nye rumskibe, NASA nu vil bruge til at sende astronauter op til ISS.
Det andet er Dragon bygget af SpaceX, og her er den næste opsendelse med 4 astronauter planlagt til 20. april.
Men NASA's motto er ’Better Safe Than Sorry’, og når de nuværende fem amerikanere forlader ISS ombord på et andet Dragon-rumskib og Soyuz-rumskibet, kan man risikere, at der ikke vil være en eneste amerikaner ombord på ISS, hvis Dragons nye opsendelse bliver forsinket.
Den situation ønsker NASA absolut ikke at komme i, så NASA er ved at forhandle en ekstra opsendelse med et russisk Soyuz-rumskib i april.
Den mulige amerikanske astronaut kan i så tilfælde komme til at koste pladsen for en russisk kosmonaut, som allerede er i fuld gang med træningen.
\ Serien 'Rumfarten'
'Rumfarten' giver dig hver måned en oversigt over de vigtigste aktuelle rumfartsnyheder.
Følg også med i serien 'Kig op', der i starten af hver måned zoomer ind på de vigtigste astronomiske begivenheder på himlen og ude i rummet.
Småt er godt: Små satellitter er på mode i rumfarten
Rumfarten er ved at gå ind i en ny tid, hvor mottoet er ’småt er godt’.
Små satellitter med en vægt på højst et par hundrede kg er ved at blive højeste mode. De har den store fordel, at de er billige at opsende, og sker der et uheld, er det let at erstatte satellitten.
Mange af de små satellitter er simpelthen til afprøvning af ny teknik i rummet. Som eksempel kan nævnes udvikling af optiske metoder, så små satellitter kan kommunikere med hinanden ude i rummet.
Det er nu normalt at afprøve både ny teknik og nye ideer ude i rummet i stedet for bare at se på computersimulationer.
Andre små satellitter har opgaver som at overvåge forurening, isdækket på havene eller spore fly og skibe – noget, som klares bedst med et stort antal små satellitter i stedet for nogle få store.
Virksomheder konkurrerer om opsendelser af satellitter
Industrien reagerer allerede nu på denne ny form for rumfart: I januar opsendte det amerikanske firma Virgin Orbit en raket, som havde intet mindre end 10 satellitter med sig.
Raketten startede ikke fra Jorden, men blev frigjort fra et fly af typen Boeing i en højde på over 10 kilometer og med en fart tæt på lydens hastighed.
Når man starter på den måde, kan selv en lille og billig raket ret let sende små satellitter i bane om Jorden, og opsendelsen gik da også helt efter planen.
Virgin Orbit en nu parat til at komme ind på det nye marked med mange små satellitter.
Men bare en uge senere opsendte SpaceX (hvem ellers?) en Falcon 9-raket med 143 satellitter.
Det er en ny rekord.
Den gamle rekord tilhørte Indien, der med en enkelt raket har opsendt 104 satellitter.
Forskellen er især, at SpaceX meget aktivt går ind på markedet og er i stand til at presse priserne så langt ned, at de er svære at konkurrere med.
Således har SpaceX nu offentliggjort en pris på bare en million dollar for at opsende en 200 kg tung satellit i deres nye ’Transporter’ projekt. Det er utroligt lavt og skyldes både, at Transporter kan medføre mange satellitter, og at man kan genbruge første trin af Falcon.
Der er også andre måder SpaceX lokker kunder på: Meget kort tid, fra man køber en opsendelse, og til satellitten er ude i rummet – og det betyder i denne sammenhæng en ventetid på under et halvt år.
Endelig arbejdes der på en ’rumslæbebåd’ der kan opsendes med Transporter. Rumslæbebåden kan så færge en lille satellit til den helt ønskede bane, efter den er frigjort fra Falcon-raketten.
Især denne sidste ide er et hårdt slag mod de firmaer, som selv har bygget meget små raketter, som Electron, netop for at sikre, at kunden får en raket for sig selv og derfor helt kan bestemme banen.
Opsendelser er ikke miljøvenlige
Når vi taler om rumfart og forurening, så tænker vi normalt på de mange satellitter, som efterhånden fylder godt op ude i rummet.
\ Læs mere
Det er også et problem, men rumfarten kan også godt forurene på helt andre måder.
Vi kan starte med opsendelser.
Når fly forurener, så foregår det nede i den lavere del af atmosfæren, normalt i højder på under 12 km.
Når en raket opsendes, så ender mange af udstødningsgasserne højt oppe i stratosfæren, hvor det vigtige ozonlag befinder sig.
Meget af udstødningen består af CO2 og vanddamp H2O, men med de forholdsvis få raketopsendelser er problemet endnu ikke stort.
Værre er det med raketter, der bruger fast brændstof. De udleder masser af små partikler af aluminium og også store mængder af luftarten klor.
Denne klor kan reagere kemisk med ozonen, og man har observeret, at der kan dannes små huller i ozonlaget, som først forsvinder efter flere dage.
Et lige så stort problem er sort sod fra udstødningen. Den sorte sod opsuger Solens stråling og kommer derved til at virke som en ekstra varmekilde til den ellers meget kolde stratosfære. Betydningen af denne form for forurening kendes endnu ikke.
\ Læs mere
Japansk satellit af træ kan bane vejen for miljøvenligt rumskrot
Men hvad der kommer op, falder jo på et eller andet tidspunkt tilbage i atmosfæren.
Dagligt brænder store og små satellitter op i en højde på 80-100 km over Jorden. Det skaber alle mulige forskellige former for støv, herunder aluminiumspartikler fra metal, samt andre støvpartikler fra solpaneler, computere og andre former for elektronik.
Hvor skadeligt det er, ved man endnu ikke – men Japan er allerede ved at tage hånd om problemet.
De er nemlig ved at bygge satellitten LignoSat, der bliver verdens første satellit bygget, ikke af metal, men af træ, hvor det overhovedet er muligt. Satellitten skal opsendes i 2023.
Alle antenner kan være indvendigt, da radiobølger let gennemtrænger træ. Det gør det også simplere at bygge satellitten.
Og under nedturen gennem atmosfæren brænder træet helt op uden at efterlade noget aluminiumsstøv, så det er måske vejen frem.
For selv om forureningen af den øverste atmosfære endnu kun er et mindre problem, så er der jo noget, der hedder ’rettidig omhu’.
Her er i hvert fald et problem, vi har mulighed for at undgå - allerede om nogle år, hvor der hvert år opsendes tusinder af internetsatellitter, kan det være for sent.
Den lange vej til Jupiter
Flere rumsonder har allerede besøgt Jupiter, første gang i 1973 – så man skulle jo tro, at det er en teknik, vi behersker. Teknisk set er det også korrekt, men når så økonomi og politik begynder at blande sig, så har vi det, som man vist kalder ’en ny situation’.
Det er netop, hvad der er sket for et af NASA's helt store projekter, nemlig Europa Clipper, som skal undersøge den isdækkede måne Europa.
Under isdækket findes et dybt hav, som, mange forskere mener, har gode muligheder for at rumme liv.
Europa Clipper er en meget stor rumsonde med en vægt på over seks ton, så den kræver en stor raket, især hvis man vil flyve ad en hurtig rute.
Så det var lige opgaven for NASA's store SLS-raket, som er en arvtager til den gamle Saturn 5. Raketten er rigeligt stor til den opgave, og den var da også udvalgt til at sende Europa Clipper af sted i 2024 ad en hurtig rute.
Men måneprojektet ARTEMIS, der skal sende mennesker til Månen, har også brug for SLS. Desuden foregår produktionen af SLS-raketter ret langsomt. Månen har højere prioritet end Jupiter hos NASA, og man kunne simpelthen ikke holde en SLS-raket i beredskab til en rumsonde.
Men det problem kan SpaceX løse, med deres Falcon Heavy, som desuden er meget billigere.
Problemet er bare, at Falcon Heavy er en meget mindre raket end SLS, så for at komme til Jupiter skal man vælge en bane, hvor rumsonden flere gange får et ekstra skub ved at flyve forbi en anden planet. Og det har så ført til følgende noget lange og snoede bane for Europa Clipper:
- Rumsonden opsendes i oktober 2024 med kurs mod Mars. Her tager den 28. februar 2025 et sving rundt om Mars, og så tilbage til Jorden igen.
- Et nyt sving om Jorden i december 2026 giver så Europa Clipper et ordentligt skub, så den når frem til Jupiter i april 2030 efter en flyvning på 5½ år. Den opgave kunne SLS have klaret på en meget kortere tid, men sådan skulle det ikke være.
Men vi får måske også noget ekstra ud af den lange ventetid: Ikke mindre end 45 forbiflyvninger af Europa, helt ned til en afstand på 25 km fra overfladen.
Og der er også et radaranlæg med, som både kan måle isens tykkelse og måske endda give os et glimt af det skjulte hav.
Vi skal dog nok ikke vente at få et radarbillede af en stor hval.
