Vi består hovedsageligt af grundstoffer, der kommer fra supernovaer. I en fjern fortid er gigantiske stjerner brændt ud og eksploderet, og livsnødvendige grundstoffer er blevet spredt ud i galaksen for til sidst at ende i os. Vi består af stjernestøv.
Det har astrofysikerne været klar over i årtier, og målinger fra rumteleskopet Chandra viser tydeligt, hvor meget vi har at takke supernovaerne for.
Chandra har nemlig været rettet mod Cassiopeia A, der er resterne af en supernova. Nu kan forskerne give gode bud på, hvor store mængder af forskellige grundstoffer, der blev sendt ud i universet, da stjernen eksploderede.
\ Læs mere
Ilt svarende til en million jordkloder
I de glødende rester efter stjernen udsender de forskellige grundstoffer røntgenstråling med forskellige energier, som detektoren i Chandra-teleskopet kan skelne imellem.
På den måde kan astrofysikerne se de forskellige grundstoffer og estimere mængden af dem.
Og det er ikke så lidt, der er sendt ud i rummet. Ud fra målingerne anslår forskerne for eksempel, at Cassiopeia A rummer
- svovl svarende til 10.000 gange Jordens masse
- silicium svarende til 20.000 gange Jordens masse
- jern svarende til 70.000 gange Jordens masse
- ilt svarende til 1.000.000 gange Jordens masse
Grundstoffer nok til at bygge DNA
Menneskekroppen består hovedsageligt af iltatomer, der udgør cirka 65 procent af vores masse. Al ilt i Solsystemet kommer fra supernovaer, som har leveret ufattelige mængder af grundstoffet.
Mængden af ilt, der kan ses i Cassiopeia A, svarer til tre gange massen af Solen. Det understreger, at det har været en gigantisk stjerne langt større end Solen, der engang kollapsede under sin egen vægt og eksploderede som en supernova.
Der er også fundet spor efter calcium, kulstof, kvælstof, fosfor og brint i Cassiopeia A. Supernovaresten rummer således alle de grundstoffer, der indgår i DNA – arvematerialet i levende organismer – og mere til.
Grundstofferne blev dannet, da lettere grundstoffer smeltede sammen i stjernens indre.
En typisk supernova
Supernovaen lyste op i vores galakse for godt 11.000 år siden, og ud fra størrelsen af supernovaresten kan astronomerne regne ud, at lyset fra den må have nået Jorden omkring år 1680.
\ Observeret siden 1999
Rumteleskopet Chandra blev sendt op med rumfærgen Columbia i 1999. Cassiopeia A var et af de første himmellegemer, røntgenteleskopet blev rettet imod.
Den kan sagtens have været synlig med det blotte øje, men der findes ikke sikre astronomiske optegnelser, der fortæller om supernovaens fremkomst på himlen dengang.
»Cassiopeia A er jo for ung til at kunne have bidraget til Solsystemet, men den ligner mange af de andre kendte supernovarester,« fortæller Henry Nørgaard, der er astrofysiker og ekspert i supernovaer.
»Før Solsystemet blev dannet har der været tilsvarende supernovaer, som har givet de fleste af de grundstoffer, Solsystemet består af,« siger han.
Kun de letteste grundstoffer fra starten
Ved Big Bang blev der kun dannet brint, helium og en smule lithium, så alle de tungere grundstoffer er kommet til sidenhen.
For milliarder af år siden har grundstoffer fra supernovaer beriget den store sky af brint og helium, som Solsystemet blev dannet af.
Der har også været grundstoffer fra mindre stjerner, udsendt i de sidste krampetrækninger før de udbrændte, og fra kolliderende neutronstjerner.
Det kan i øvrigt også have været en supernova, der gav skyen et skub og sørgede for, at den faldt sammen og endte med at blive til Solsystemet og til os mennesker.
