Opdatering 11. oktober kl. 21.20: NASA har besluttet at udskyde rumvandringen, så Videnskab.dk kommer ikke til at være til stede på Planetarium 12. oktober. Vi meddelelser nyt om vores planer, når vi kender den nye dato for rumvandringen.
Oprindelig artikel:
Andreas Mogensen træder ud i rummet. Videnskab.dk's journalister træder ud af redaktionslokalet. Og hvad skal du lave på torsdag?
Vi synes, at du skal komme med i Planetarium, hvor du 12. oktober kan følge med live på storskærm, når Andreas Mogensen som den første dansker nogensinde tager på rumvandring!
Mens Andreas Mogensen vandrer vægtløst i det frie verdensrum, kan du også hilse på Videnskab.dk's journalister, der dækker den historiske begivenhed direkte fra Planetarium.
Vi er til stede sammen med nogle af landets fremmeste forskere inden for rumfart, så du er meget velkommen til at hænge ud sammen med os og stille spørgsmål om rumvandring og rumrejser generelt.
Film, tis og drinks
Planetarium disker op med et spændende arrangement under hele rumvandringen.
På det 23 meter store, altomsluttende kuppellærred kan du se det spritnye show HUGINN T/R, der netop handler om Andreas Mogensens mission. Og som noget særligt denne aften er der også live-transmission af rumvandringen på Planetariekuplen.
Udover showet byder Planetarium også på udstillingen KOSMOS, hvor der ligeledes er storskærm med livebilleder af Andreas i rummet. Udstillingen omtales som en »eksplosion af visuelle indtryk«, og i dagens anledning vil det være muligt at smage renset tis ligesom astronauterne - eller få sig en anden god drink i baren.
Hvor og hvornår?
Du kan læse mere om dagens program på Planetariums hjemmeside, men her er den vigtigste praktiske info:
- Rumvandringen foregår 12. oktober og begynder klokken 16:00. Den varer i seks timer, og hver time vises showet HUGINN T/R i Planetariekuplen.
- Du kan få gratis adgang ved at sende os en mail med dit navn og telefonnummer på redaktion@videnskab.dk. Vi kan udlodde op til 50 fribilletter, og det er først til mølle.
- Planetarium ligger på Gl. Kongevej 10, 1610 København V. Få mere praktisk information her.
Du kan læse meget mere om rumvandringen i nedenstående artikler.

































