Det er et af grundprincipperne i moderne naturvidenskab. Eksperimenter og målinger skal kunne efterlignes af andre.
Men det er lige nøjagtig, hvad et konsortium af institutioner ledt an af Observatoire de Genève i Schweiz ikke kan.
Ved en exoplanet-konference i Italien i går måtte de, ifølge ScienceNOW, meddele, at de ikke kunne finde spor af den jordlignende planet Gliese 581g, der skulle være i kredsløb om stjernen Gliese 581.
En planet, som amerikanske forskere ellers for to uger siden gjorde verdensberømt ved at udråbe den som den første beboelige planet uden for vores solsystem nogensinde spottet - en såkaldt 'guldlok-planet'.
Gliese 581-pionerer står bag
Det schweiziske konsortium ved, hvad de taler om. Det var dem, der som de første opdagede, at Gliese 581 havde et planetsystem omkring sig.
De fandt således de første fire planeter ved at måle på ændringer i stjernens bevægelse, forårsaget af planeternes tyngdekraft.
29. september i år oplyste et hold med Steven Vogt fra University of California i spidsen så, at de havde fundet en femte. Tilmed en planet med den rette størrelse og i den rette afstand fra moderstjernen til at kunne huse liv.
\ Fakta
LÆS OGSÅ
Planeten blev bestemt til at være tre gange så stor som Jorden og dermed i stand til at fastholde en vandholdig atmosfære. Vandet ville samtidig kunne holde sig flydende på grund af gunstige temperaturer.
Det amerikanske hold brugte to sæt observationer: Et 11 år langt sæt med 122 målinger foretaget af dem selv, og et 4,3 år langt sæt med 119 målinger publiceret af det schweiziske konsortium.
'Vi kan ikke bevise, at den ikke findes'
Men i går modtog det videnskabelige tidsskrift Science så en email sendt under den italienske exoplanet-konference: 'Astrophysics of Planetary Systems meeting'.
»Vi kan ikke finde noget bevis for en femte planet (...) som annonceret af Vogt et al.,« skriver astronomen Francesco Pepe fra Observatoire de Genève på vegne af sine kollegaer i den schweiziske gruppe ifølge ScienceNOW.
Deres konklusion bygger på en analyse af deres egne publicerede observationer, kombineret med ekstra data fra den amerikanske gruppe. Det gav dem et sæt på 6,5 år med 180 målinger.
Samtidig understreger de, at de ikke kan bevise det modsatte - at planeten ikke eksisterer. Ifølge Francesco Pepe findes der ikke præcise nok målinger til at kunne udelukke en så lille exoplanet.
Astronomen Paul Butler fra det amerikanske hold anerkender, at det kræver flere observationer at bekræfte eksistensen af planeten. Han regner dog med at debatten vil blive afgjort inden for de næste par år.

































