Normalt sidder mikrofonmodellen 4006 kuglemikrofon i koncertsale og teatre på planeten Jorden.
Men nu er et eksemplar af mikrofonen, som kommer fra det danske firma DPA Microphones, landet på Mars. Og dermed har vi for første gang nogensinde mulighed for at høre lyden af den røde planet.
»Vi er enormt stolte og glade,« lyder det fra Anne Berggrein, som er marketingsdirektør for DPA Microphones i Allerød.
Den danskudviklede mikrofon er en del af missionen Mars 2020, som efter en hæsblæsende rejse og mange års forberedelser landede på Mars 18. februar 2021 med et køretøj kaldet Perseverance.
Her er de første to lydoptagelser fra Mars
I de to optagelser herunder er de første lyde fra Mars offentliggjort.
I den ene optagelse kan du høre mekaniske lyde fra selve marskøretøjet, som er i færd med at tjekke sine systemer på Mars:
I den anden optagelse er lyden renset for ’støj’ fra køretøjet, og cirka 10 sekunder inde i optagelsen kan du høre »lyden af en brise fra Mars i få sekunder,« oplyser NASA:
»Det er første gang, at det er lykkedes at optage lyd med en mikrofon på Mars. På de to foregående missioner, som har sendt rovere til Mars, har man også forsøgt med andre mikrofoner, men det er mislykkedes begge gange,« fortæller John Leif Jørgensen, som er professor og står i spidsen for Danmarks Tekniske Universitets bidrag til Mars 2020-missionen.
»Det er selvfølgelig spændende at høre lyden af Mars, men perspektivet på sigt er, at lydoptagelserne også skal bruges til videnskabelige undersøgelser. Teoretisk set ved vi selvfølgelig godt, hvordan det burde lyde på Mars, men det er ikke det samme, som at det gør det.«
\ Den danske mikrofon
Det danske lydoptageudstyr på Mars er en del af det såkaldte EDL-kamerasystem på marskøretøjet Perseverance.
I modsætning til meget andet udstyr på rummissionen er mikrofonudstyret standardudstyr fra firmaet DPA Microphones, som ligger i Allerød.
Udstyret består af DPA’s 4006 kuglemikrofon, en MMA-A digital converter og et MMP-G modulært aktivt kabel.
Brugt over hele verden
Mens det meste andet udstyr på Perseverance er blevet specialudviklet til missionen, er den danske mikrofon standardudstyr, som blev udviklet for mere end 25 år siden.
»Det er en kuglemikrofon, som optager lyd fra alle retninger. Man finder typisk modellen i koncertsale, hvor den står på et stativ over et flygel eller hænger fra loftet og optager lyden af et orkester eller en større mængde musikere,« forklarer Anne Berggrein fra DPA Microphones.
Hun fortæller, at mikrofonen på Mars ikke er en af firmaets bedst sælgende modeller, men »fordi vi har solgt den igennem mange år, så den findes i koncertsale og studier over hele verden.«
»Vi er selvfølgelig enormt stolte over, at NASA har valgt vores mikrofon til missionen, for det er en kæmpe anerkendelse af vores kvalitet. At sende en mikrofon til Mars er den ultimative holdbarhedstest,« siger Anne Berggrein.
Ingen lyd fra landingen
NASA og DPA Microphones havde også håbet, at mikrofonen ville opfange lyden af nedstigningen til Mars – eksempelvis lyden af faldskærmen, som foldede sig ud – men ifølge en pressemeddelelse fra NASA opfangede mikrofonen ikke »brugbare data under nedstigningen.«
Anne Berggrein fortæller, at NASA’s uddybende forklaring lyder, at der opstod der en kommunikationsfejl i computeren, der skulle opfange audiodata under nedstigningen gennem Mars’ atmosfære.
Til gengæld har NASA udtrykt stor tilfredshed og glæde over, at det nu er lykkedes at få lydoptagelser, som har fanget marskøretøjets summende maskineri på overfladen af den røde planet og marsvinden.
»Det er overvældende,« lød det fra Dave Gruel, ledende ingeniør for EDL-kamerasystemet på Perseverance under på et pressemøde afholdt af NASA mandag aften, hvor han for første gang afspillede optagelsen af Mars for offentligheden.
Han påpeger, at lydoptagelserne fra Mars blandt andet vil gøre det muligt for synshæmmede at opleve udforskningen af Mars.

To mikrofoner i alt
Ud over den danskudviklede mikrofon, som sidder sammen med det såkaldte EDL-system, er der også en anden mikrofon ombord på Perseverance, som ikke er dansk – og som vi endnu ikke har fået optagelser fra. Denne mikrofon er specialudviklet til missionen og tilhører et instrument kaldet SuperCam, som skal hjælpe med at søge efter fortidigt liv i klipper på Mars.
»Mikrofonen på SuperCam giver forskere endnu en ’sans,’ som de kan bruge til at undersøge de klipper, som de studerer,« oplyser NASA i sin beskrivelse af de to mikrofoner ombord.
\ Om missionen
Mars 2020 hører under den amerikanske rumfartsorganisation NASA.
Ligesom alle andre tidligere Mars-missioner er der ingen mennesker med på Mars 2020-missionen.
I stedet sender NASA en robotstyret Mars-bil, kaldet Perseverance, op til planeten.
Som noget nyt skal Perseverance indsamle en række af de mest interessante prøver fra Mars, som skal sendes ned til Jorden på en senere mission.
Det samlede budget for Nasa-missionen er cirka 2 mia. USD – altså omkring 13 mia. kr. Til sammenligning er Danmarks offentlige forskningsbudget for alle områder omkring 24 mia. kr. årligt.
I beskrivelsen, som er lavet længe før landingen, lyder det, at den danske mikrofon har til formål at optage lyden af nedstigningen og landingen, hvilket altså ikke lykkedes.
Til gengæld står det klart i beskrivelsen, at man slet ikke var sikker på, at den danske mikrofon ville overleve hele den hæsblæsende landing på Mars.
»Det er ikke sandsynligt, at den vil virke efter landingen. Hvis den overlever, vil vi måske være i stand til at høre lyden af vinde på Mars og lyden af det arbejdende køretøj såsom drejende hjul, motorer eller varmepumpen, som holder den varm,« lyder det i NASA’s oprindelige beskrivelse af den danske mikrofon.
Andre indtryk af lyden
Heldigvis overlevede den danske mikrofon som bekendt, og den har nu skrevet sig ind i historien som den første af sin slags, der har sendt lyd fra Mars hjem til Jorden.
Men selvom det er første gang, at en mikrofon har lavet optagelser på Mars, er det faktisk ikke første gang, at vi får et indtryk af lydene på Mars.
Missionen InSight Mars, som sendte en lille muldvarp-agtig robot ned på overfladen af Mars i 2018, havde en seismograf ombord – et instrument, som kan måle rystelser, og som blandt andet bruges til at måle jordskælv på Jorden.
Seismografen opfangede vibrationer, der opstod på grund af vinde på Mars. Herudover kunne en trykmåler ombord på InSight-robotten også lave optagelser, som gav indtryk af lyden af vinde på Mars.
Optagelserne skete imidlertid med instrumenter, som ikke var dedikeret til at optage lyd, og selvom ‘lyden’ af Mars dengang vakte opsigt, er det reelt først nu, vi har egentlige lydoptagelser med en rigtig mikrofon fra Mars.
Mikrofonen fra Allerød er imidlertid ikke det eneste udstyr på Mars, som er udviklet på dansk jord.