Det er en tankeleg som de fleste synes er spændende: Findes der intelligente væsner et sted ude i verdensrummet? »Sandsynligheden er yderst lille,« svarer professor Andrew Watson fra University of East Anglia i England.
Han har udarbejdet en ny matematisk model, som er publiceret i tidsskriftet Astrobiology.
Fire trin
Ifølge undersøgelsen er mennesket resultatet af fire evolutionære udviklingstrin: Det første var livets oprindelse på jorden, i form af encellede bakterier.
Derefter fulgte udviklingen ad flercellede strukturer. Det næste trin var komplekse livsformer. Til sidst udviklede der sig intelligente livsformer, med mulighed for sproglig kommunikation.
»Denne udvikling er resultatet af en række usandsynlige tilfældigheder,« kommenterer forskeren til NASA’s net-magasin Astrobiology Magazine.
Stråling fra solen
Samtidig var udviklingen af intelligent liv på jorden et kapløb med tiden. Intelligent liv opstod nemlig relativt sent i det tidsvindue som livet har til rådighed på vores planet.
Mens det er omkring 4 milliarder år siden de første, enkle livsformer opstod, kan alt liv nemlig være udryddet om blot én milliard år. Årsagen er at solen efterhånden vil skinne kraftigere, og ødelægge jordens biosfære, ifølge undersøgelsen.
Yderst usandsynlig

»Det at intelligent liv opstod så sent i biosfærens levealder, gør at vores evolution var yderst usandsynlig,« udtaler professor Andrew Watson til Astrobiology Magazine.
Han har regnet sig frem til at der var mindre end 0.01 procents chance for at intelligent liv skulle nå at udvikle sig på ‘bare’ fire milliarder år.
»Havde intelligent liv derimod udviklet sig tidligt i biosfærens historie, kunne vi lettere forestille os, at noget sådant kunne ske også på andre planeter,« udtaler professoren. Pointen i undersøgelsen er altså, at selv om der skulle findes andre planeter som ligner jorden, vil intelligent liv formentlig ikke kunne nå at udvikle sig før livet på planeten forsvinder.
Uendeligt antal
Men så kan man jo indvende at der findes et næsten uendeligt antal stjerner og planeter i universet. Selv om den procentvise chance for intelligent liv måske er lav, burde chancen derfor alligevel være til stede. Men professor Andew Watson ved University of East Anglia er usikker. »Evolutionen er en uforudsigelig proces, og behøver ikke nødvendigvis at resultere i intelligente livsformer. Chancen for en evolution omtrent som den på Jorden kan være forsvindende lille,« udtaler forskeren.
Matematisk beregning
Modellen som han har publiceret kan minde om den kendte Drake-ligning. Det er et matematisk forsøg på at bestemme sandsynligheden for at der findes civilisationer i Mælkevejen. Modellen blev udviklet i begyndelsen af 1960’erne, af amerikaneren Frank Drake. Ifølge modellen bør det fra jorden være muligt at påvise ti planeter med civilisationer i Mælkevejen.
Drakes ligning
Ligningen lyder:
N = R* x fp x ne x fl x fi x fc x L

N er antallet af civilisationer i Mælkevejen med elektromagnetiske kommunikationssignaler
R* er fødselsraten for stjerner som kan give ophav til liv
fp er andelen af disse stjerner som har et planetsystem
ne er antallet af planeter per solsystem med et livgivende miljø
fl er andelen af de livgivende planetene hvor liv faktisk er opstået
fi er andelen planeter med liv hvor også intelligent liv er opstået
fc er andelen af planeter med civilisationer som udsender kommunikationssignaler der kan opfanges i rummet
L er et tidsmål for hvor længe sådanne civilisationer udsender sådanne signaler
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov