Sommeren er over os, og vi har passeret midsommer, hvor Jordens nordlige halvkugle hælder mest mod Solen. Selvom vi dermed går mørkere tider i møde, betyder det stadig lyse nætter, hvilket unægtelig tager lidt af glæden ved stjernekiggeri.
Men fortvivl ikke; der er stadig noget tilbage at kigge på, hvis du har tålmodighed til at vente til omkring midnat og de par timer frem, hvor natten er mørkest (eller måske rettere: mindst lys).
Lad os starte med en klassiker:
\ Kig op: Din månedlige guide til stjernehimlen
I begyndelsen af hver måned kan du her på Videnskab.dk læse en ny artikel i serien Kig op, der giver overblik over højdepunkterne på den kommende måneds stjernehimmel.
Artiklerne skrives på skift af forskere og stjerneformidlere fra Ole Rømer Observatoriet og Aarhus Space Centre ved Aarhus Universitet, fra Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet og fra Syddansk Universitet.
Astronomerne håndplukker de allermest spændende begivenheder på himlen, krydrer med interessante fakta og fascinerende historier, og så guider de naturligvis til, hvordan du kan se det meste med det blotte øje eller en kikkert.
Du vil hver måned også kunne læse om tidspunkterne for solopgang og solnedgang, nymåne og fuldmåne, samt hvor på himlen du kan se planeterne.
I denne måned føres pennen af Peter Laursen, der er ph.d., astrofysiker og videnskabsformidler ved Cosmic Dawn Center, der hører under Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet og DTU Space.
Tilmeld dig Videnskab.dk’s gratis nyhedsbrev om rummet, hvis du vil være sikker på ikke at gå glip af de næste artikler i Kig op-serien!
Sommertrekanten
Sommertrekanten er ikke et stjernebillede, men en såkaldt 'asterisme': Forskellen er egentlig bare historisk. Enhver er jo fri til at sætte hvilke som helst stjerner sammen og sige, »dét der ligner en bæver, og dét der ligner en triangel«.
Den Internationale Astronomiske Union, hvis retningslinjer astronomer har det med at følge, anerkender dog kun 88 figurer som stjernebilleder. Men visse figurer er alligevel så prominente, at man let genkender dem.
Den mest kendte af disse er nok Karlsvognen, der er en del af stjernebilledet Store Bjørn, og som ses hele året rundt fra vores breddegrader. Men om sommeren ses også Sommertrekanten, som udgøres af de tre klare stjerner Deneb, Altair og Vega.
Vega ligger i det lille stjernebillede Lyren og træder kraftigt frem stort set lige over hovedet på dig.

Vega og Deneb ses meget højt på himlen, mens Altair ses længere mod horisonten, cirka mod sydøst eller syd, alt efter hvad tid du går ud og kigger op. Kan du lokalisere Karlsvognen i nordvest, viser de to bageste stjerner dig retningen til Nordstjernen, mens 'vognstangens' bue kan forlænges til at vise dig den røde stjerne Arcturus (som Nick Cave fortæller os er 37 lysår væk i sangen 'We Real Cool' fra 2013).
Nederst til venstre i billedet ses, med lyseblåt, den retning, hvorfra man kan være heldig at se stjerneskud fra sværmen Alpha Capricorniderne sidst på måneden. De peaker 31. juli og giver blot en lille håndfuld i timen; til gengæld har de en tendens til at være særdeles lysstærke (og om et par hundrede år bliver de til en kraftigere meteorstorm end nogen nuværende).
Den gule stjerne markerer T Coronae Borealis, som beskrives til sidst denne artikel. (Illustration: Stellarium/Peter Laursen)
Tæt på ligger stjernebilledet Svanen, som jeg holder meget af på grund af dets tydelige kors, som udgør svanens bagkrop, vinger og lange hals. Svanens klareste stjerne er Deneb, som så er 'halen', og som også står højt på himlen. Længere mod horisonten i sydøst ligger Sommertrekantens tredje hjørne, Altair, i stjernebilledet Ørnen.
Glæden ved at vide lidt om, hvad du ser
Som med så mange andre himmelfænomener ligger det interessante nok ikke så meget i at se et par lysprikker, der til forveksling ligner alle de andre (omend Sommertrekantens stjerner trods alt er en del klarere).
Dét jeg synes er fascinerende ved at betragte nattehimlen, er at vide bare lidt om det, man kigger på. Alle tre stjerner er større end Solen, men hvor Altair og Vega er cirka dobbelt så store, er Deneb 200 gange større og skinner 200.000 gange kraftigere.

Alligevel er Deneb mindre klar end de to andre. Hvorfor? Fordi den er afsindigt langt væk.
Hvor Altair og Vega er hhv. 17 og 25 lysår væk, hvilket er ganske standard for stjerner på nattehimlen, der typisk ligger mellem 10 og 100 lysår væk, ligger Deneb i omegnen af 2.600 lysår væk, hvilket gør den til én af de fjerneste stjerner, du kan se med det blotte øje.
Det betyder, at hvis du lige nu befandt dig i nærheden af Deneb med et (urealistisk) kraftigt teleskop rettet mod Jorden, ville du se Pythagoras traske omkring og tegne retvinklede (sommer)trekanter!
55-års månejubilæum
Den 20. juli i år, kl. 22:17 dansk tid, er det 55 år siden Apollo 11’s landingsmodul landede på Månen med Neil Armstrong og Buzz Aldrin. Fem minutter senere vil du kunne se Månen kravle op over horisonten i stik sydøst, og i en håndkikkert kan du se med dine egne øjne, hvor Armstrong om natten dansk tid 21. juli 1969 trådte ud og fremsagde sine mindeværdige ord om små og store skridt.

Og hvilken måne! Tilfældigvis falder det sammen med, at det i år er fuldmåne. Jeg elsker sommerfuldmåner, fordi de er lavthængende, hvilket får dem til at se store og varme ud. Størrelsen er et psykologisk fænomen, mens farven skyldes, at Månens lys skal gennemtrænge mere atmosfære, som filtrerer det blå lys fra (det er samme effekt, der gør solnedgange røde).
I modsætning hertil fremstår vinterfuldmåner ofte sprøde og klare. Hvorfor? Månen er fuld, når den er modsat Solen. Som bekendt står Solen højt om sommeren og lavt om vinteren. Da Solen og Månen bevæger sig i samme plan i forhold til Jorden, må fuldmånen gøre det modsatte. Om vinteren kommer den derfor højt op på himlen, hvor den ikke rødfarves.
Selv om fuldmånen er flot, kan jeg faktisk bedre lide at observere den, når den er ikke-fuld. På grænsen mellem Månens lyse og mørke side — altså dér hvor det er aften på Månen — bliver skyggerne lange, og kratere og bjergkæder træder tydeligt frem i smukke formationer, der ses i en håndkikkert med rolig hånd og i al sin pragt i bare et lille teleskop på stativ.
En lille stjerneeksplosion
Tretusind lysår væk ligger en stjerne, der hedder T Coronae Borealis, eller 'T CrB'. Jeg har markeret dens position i stjernekortet ovenfor med en gul stjerne.
Ligesom Albireo, og ligesom mange andre stjerner, er T CrB i virkeligheden et dobbeltstjernesystem. De to stjerner er på størrelse med Solen, men meget længere fremme i deres udvikling:
Den ene er så småt ved at løbe tør for brændstof og er derfor svulmet op til en 'rød kæmpe'. Den anden er allerede løbet tør og har derfor trukket sig sammen til en kompakt 'hvid dværg'.
\ Hvad er en hvid dværg og rød kæmpe?
En hvid dværg er en ualmindelig kompakt stjerne. Faktisk så kompakt, at en teskefuld af den ville veje det samme som en bil! Den er skabt af kernen fra en afdød, ‘almindelig’ stjerne.
En rød kæmpe er en stjerne, der hen imod slutningen af sit liv løber tør for brint i sin kerne. Helium og kulstof smeltes sammen og frigiver energi. Når brinten slipper op, og brintfusionen når stjernens yderlag, udvider den sig og bliver en rød, kæmpe stjerne. Solen vil blive en rød kæmpe om cirka fem milliarder år.
Normalt er de alt for lyssvage til at kunne ses med det blotte øje. Men i deres kredsløb om hinanden tiltrækker den hvide dværg gas fra den røde kæmpe.
Gassen varmes op, og når temperaturen overstiger 20 millioner grader, antændes den og starter en form for løbsk kædereaktion af brintfusion.
Stjernen blusser voldsomt op i en uges tid, udløser lige så meget energi som vores Sol producerer på tusinder af år og blæser sin atmosfære ud med en million kilometer i timen.
Derefter falder den til ro og begynder langsomt at opsamle ny gas, indtil den igen eksploderer. For T CrB’s tilfælde sker det cirka hvert 80. år, og på det seneste har stjernen vist tegn på, at det kommer til at ske i løbet af sommeren, sandsynligvis i juli.
Dette fænomen kaldes en 'nova', hvilket betyder 'ny' på latin, fordi en stjerne, der hidtil har været usynlig for øjet, pludselig træder frem på himlen.
T Coronae Borealis forventes at blive lige så klar som Nordstjernen og bliver dermed den klareste stjerne i hele området mellem Vega og Arcturus. Du kan læse mere om den her.
Planeterne
Alle planeterne kredser om Solen i næsten samme plan, kaldet 'ekliptika', og følger derfor nogenlunde samme bane henover himlen. Desværre står planeterne lidt ugunstigt for tiden, men med lidt snilde kan du godt få dem at se alligevel.
Merkur og Venus ligger tættere på Solen end Jorden og ses derfor kun om aftenen og om morgenen. Merkur finder du lettest 7. juli, for dér står en næsten ny - men tiltagende - Måne blot en fingerbredde lige ovenover og viser vej. Kig lidt vest for Solen, inden den dykker under horisonten kl. 23. Har du en kikkert, burde du godt kunne have både Merkur og Månen i synsfeltet.

Venus står endnu tættere på Solen og er væk allerede en halv time efter solnedgang. Til gengæld er den så klar, at du sagtens kan se den inden solnedgang, hvilket også har givet den navnet 'Aftenstjernen'.
Mars og Jupiter er flotte røde, men står sent op i juli. Den 2. juli sejler Månen, som et tyndt segl, cirka 5° forbi Mars mod øst-nordøst, svarende til bredden af tre fingre i strakt arm. Men du er nødt til at vente til efter kl. 01:30 om natten, og selv da når den ikke langt over horisonten, før Solen kommer og spolerer udsynet.
En times tid efter Mars står Jupiter op. Jupiter er nok min yndlingsplanet; stor og rød, og selv med en lille håndkikkert (og en sikker hånd) kan du — ligesom astronomerne Simon Marius og Galileo Galilei gjorde i starten af 1600-tallet — se dens fire største måner, Io, Europa, Ganymede og Callisto som klare prikker på lige linje omkring planeten.
Efterhånden som vi kommer hen i slutningen af måneden, står Mars og Jupiter tidligere op, men du er stadig nødt til at vente til 00:30–01:00-tiden. Lykkes det dig at se Jupiters måner, vil du kunne se, at de skifter position fra nat til nat. Den inderste, Io, bruger under to døgn på at komme rundt om Jupiter, mens den yderste, Callisto, bruger godt to uger.
At se Saturn er heldigvis lidt lettere: Den skinner knap så klart som Jupiter, men den står tidligere op: Klokken 00:30 i starten af måneden, og allerede kl. 22:30 i slutningen vil du kunne se denne fine planet, opkaldt efter Jupiters far, stå op i øst.
I en mindre stjernekikkert kan man normalt se Saturns smukke ringe, men for tiden er de desværre orienteret sådan, at vi ser dem næsten fra siden, hvilket gør dem svære at spotte.
Solen og Månen
I København går Solen 1. juli ned kl. 21:56 og står op igen 04:30.
En måned senere, 31. juli, må vi undvære Solen mellem 21:16 og 05:16.
Bor du i Svaneke eller Esbjerg, er disse tidspunkter henholdsvis cirka et kvarter tidligere eller senere, mens jo længere mod nord du bor, jo kortere er natten. Således har skagboer hele 45 minutter mindre nat end falstringer i starten af måneden.
Selvom Solen står under horisonten, er himlen dog stadig lys. Man skelner generelt mellem 'borgerligt', 'nautisk' og 'astronomisk' tusmørke, defineret ved at Solen står mindre end henholdsvis 6°, 12° og 18° grader under horisonten.

I starten af juli har vi kun nautisk tusmørke, men fra 9. juli begynder det astronomiske tusmørke at sprede sig fra midnat, som i København på det tidspunkt falder kl. 01:13. Men selv ved månedens udgang har vi stadig lyse nætter, med astronomisk tusmørke mellem 23:14 og 03:14.
Månen starter ud i juli med at være aftagende og bliver 'ny' 6. juli, mere præcist kl. 00:57, mens den er fuld 21. juli.
\ Gode råd til stjernekiggere
- Tjek vejrudsigten: Hvis der er helt overskyet, er chancen for at se stjerneskud eller andet spændende på himlen lig nul. Tjek også, hvornår Månen står op og går ned. Man kan se flere stjerneskud og himmellegemerne tydeligere, når Månen ikke er på himlen.
- Find et mørkt sted: Tag ud af byen, hvor lysforureningen er minimal. Alternativt find et sted, hvor huse, bygninger eller træer skygger for lys fra gadelamper.
- Giv dig tid: Efter omkring et kvarter i mørket er øjnene markant bedre til at se lyssvage stjerner, satellitter eller stjerneskud.
Hvis du er ude efter at se stjerneskud, så:
- Husk varmt tøj og gerne et tæppe: Det kræver tålmodighed at se efter stjerneskud. Især nogle af de mindre sværme, hvor der kan være langt mellem meteorerne.
- Læg dig ned på ryggen eller i en liggestol: På den måde har du en større del af himlen i dit synsfelt og dermed større chance for at se et stjerneskud.
Udstyr
Man kan sagtens nyde himlen uden at have en stor astronomisk kikkert. Nedenstående udstyr kan øge udbyttet uden at vælte budgettet:
- En stjernekigger-app til mobilen eller programmet Stellarium til computeren.
- Et drejbart stjernekort, der kan vise, hvilke stjernebilleder der kan ses på himlen i årets løb og på ethvert tidspunkt af natten. Man kan søge på nettet under ‘drejbart stjernekort’.
- Københavns Universitets Almanak ’Skriv og Rejsekalender’, der angiver, hvornår Sol, Måne og planeter står op og går ned.
- Fuglekikkert eller udsigtskikkert på stativ. Stativet er vigtigt for at få et roligt billede, og det er bedst, hvis kikkerten kan forstørre 20-60 gange. Med en sådan kikkert kan man se Månens kratere, Saturns ringe, Jupiters fire store måner og meget andet.
Hvis man ønsker at købe en astronomisk kikkert, kan man med fordel kontakte den lokale amatørastronomiske forening. Her kan man normalt finde god hjælp til at vælge et godt amatørteleskop og vejledning til at bruge det.

































