Kig op i marts: Sjælden planetparade og hele Messier-kataloget i kikkerten

Jeg vil gerne indlede denne artikel med at sige undskyld til min mor.

I starten af februar kom hun begejstret og fortalte, at der snart ville være en planetparade, hvor seks planeter ville kunne ses på himlen på samme tid; et fænomen der kun sker med 10–20 års mellemrum.

Jeg havde ikke hørt om det, og da min mor så fortalte, at hun havde læst det på Facebook, blev jeg ikke bare skeptisk — jeg afviste det med ordene: Så er det garanteret noget AI-genereret vås.

Men da jeg med softwaret Stellarium undersøgte planeterne fremtidige baner, gik det op for mig, at den er god nok. Så undskyld, mor Lis!

Det er dog om at skynde sig ud, for planetparaden finder sted i lige ved månedsskiftet. Når du den ikke nu her, kan du til gengæld ved jævndøgn opleve en god portion af objekterne fra det godt 250 år gamle Messier-katalog med det blotte øje (og dem alle, hvis du har et mindre teleskop).

Skynd dig ud: Planetparade i månedens første dage

Man kan læse flere steder på internettet, at seks af Solsystemets syv planeter (udover Jorden) vil kunne ses samtidig 28. februar. Men selvom det er rigtigt, at denne dag er mest optimal, burde det med lidt helt også være muligt et par dage før og efter.

Største problem er Merkur og Venus, som står ret tæt på Solen. Lige efter solnedgang omkring kl.17:40 er himlen nok stadig for lys, og ved 19-tiden går planeterne ned i vest.

Det bedste tidspunkt at se planeterne på, er derfor nok omkring kl.18:25–18:40. Går du ud på dette tidspunkt, vil du samtidig kunne se Den Internationale Rumstation passere hen over den sydlige himmel som en klar prik med betragtelig fart på.

Saturn ses som det klareste objekt i vest, lidt længere oppe end de to andre planeter, og går først ned en halv time senere.

Jupiter står derimod højt på himlen i sydøst, som det klarest himmellegeme (bortset fra Månen, som står længere mod øst og desværre ødelægger showet lidt, fordi den er næsten fuld).

De to sidste planeter er Neptun og Uranus, som kræver en kikkert at se. Neptun står lige ved siden af Saturn, som derfor kan bruges som pejlemærke.

Uranus er nok sværere, men kan fanges ved først at lokalisere den lille stjernehob Pleiaderne (Syvstjernen), og derefter kigge 5° ned mod horisonten. 13. marts markerer i øvrigt 245-årsdagen for, at Uranus blev opdaget af William Herschel.

Er vejret ikke med dig 28. februar, så fortvivl ikke. Planeterne bevæger sig ret langsomt, og ovenstående billede er ikke meget anderledes de følgende dage.

Problemet er Merkur, som nærmer sig Solen mere og mere, men jeg vil vurdere, at det ikke er helt umuligt de første to til tre dage af marts.

Den eneste planet der mangler er Mars, som går ned før Solen. Vil du se alle syv planeter på én gang, skulle du enten have været vaks for et år siden, eller vente til år 2161.

Messier-maraton ved jævndøgn

Som nævnt er Månen fuld i starten af marts, og stjernekiggeri er derfor sjovest i midten af måneden.

Fredag 20. marts kl.15:46 passerer Solen ækvator; det vil sige, at vi har jævndøgn. Heromkring, og et par uger frem, er det i princippet muligt at se alle 110 objekter i det såkaldte ‘Messier-katalog’.

Charles Messier (1730–1817) var en fransk kometjæger, som var træt af at spilde sin tid på at undersøge de tågede klatter, som alligevel bare hang ud på himlen nat efter nat. Derfor lavede han et katalog over dem, så han lettere kunne undgå dem i sin søgen efter rigtige kometer.

Nogle tåger hører vinterhimlen til, og nogle hører sommerhimlen til, men omkring jævndøgn kan det lade sig gøre at se dem alle.

Kun 10–15 stykker kan dog ses med det blotte øje; for at se dem alle kræves nok et teleskop på mindst 10 centimeter i diameter.

Der skulle gå omtrent 150 år, før vi havde forstået alle de forskellige tågers natur. De fleste af Messier-objekterne er stjernehobe og gaståger inde i vores egen galakse, Mælkevejen, men godt en tredjedel er andre galakser.

Én af disse er Malstrømsgalaksen, som godt burde kunne ses som en svag klat i en almindelig håndkikkert.

Den ligger lige til højre for den yderste stjerne i Karlsvognens vognstang, Alkaid, og disse to udgør hver sin grundvinkel i en ligebenet trekant, hvor topvinklen udgøres af stjernen ‘24 Canum Venaticorum’ (24 CVn).

Malstrømsgalaksen er én af mine yndlingsgalakser; både fordi den er et smukt eksempel på en spiralgalakse, fordi den er i færd med at støde sammen med sin nabo, dværggalaksen NGC 5195, og fordi det var den første galakse, hvor man fandt dette nu så velkendte og karakteristiske mønster.

Dobbeltstjerne på dobbeltstjerne

Er der for meget lysforurening (eller ryster du for meget på hånden) til at finde den, kan du i stedet nyde synet af Karlsvognens næstsidste stjerne, Mizar, som danner et dobbelstjernesystem med naboen Alcor.

Selvom dette system har været kendt i årtusinder, fandt man først i 2011 ud af, at de ikke bare ligger i samme retning og afstand, men er gravitationelt bundne. Det betyder, at de er bundet sammen af deres egen tyngdekraft, hvilket forhindrer dem i at flyve fra hinanden.

Men ikke nok med dét: Mizar består selv af to dobbeltstjernesystemer, der kredser om hinanden, og i 2009 fandt man ud af, at Alcor også er to stjerner.

I alt udgør de altså et seksdobbelt system. Fire af dem er cirka dobbelt så store som Solen, og to af dem er kvart så store.

Sol og Måne

I København står Solen i starten af marts op kl. 7:00 og går ned 17:44. I Rønne og Esbjerg kommer Solen hhv. otte til ni minutter tidligere og 16 minutter senere.

Efter at vi natten til søndag 29. marts stiller om til sommertid, varer dagen i slutningen af måneden fra 6:43 til 19:45 i København, fra 7:00 til 20:01 i Esbjerg og fra 6:35 til 19:36 i Rønne.

Som nævnt er Månen fuld i starten af marts, mere præcist 3. marts kl. 12:37, mens den er ny 19. marts kl. 02:23.

Planeter

Bortset fra Mars, så står planeterne som beskrevet ovenfor gunstigt i starten af måneden (’gunstigt’ i astronomisk forstand; jeg skal ikke kunne udtale mig om, hvordan de står astrologisk).

Faktisk skal du nok ikke regne med at se Mars overhovedet de næste mange måneder, medmindre du står tidligt op og er beredt på at brænde din nethinder, for den røde planet befinder sig i øjeblikket næsten modsat Solen, set fra vores synspunkt.

Jupiter, derimod, står flot og højt på den sydlige himmel, og besøges 26. marts af en forbipasserende halvmåne (eller rettere: af 61 procents måne).

Saturn ses nogenlunde klar i vest kort efter solnedgang i starten af marts, men nærmer sig Solen mere og mere i løbet af måneden. Forveksl den ikke med Venus, som også står nær Solen, men som er meget klarere, og som i øvrigt langsomt fjerner sig fra Solen i løbet af måneden.

Merkur er en ’aftenstjerne’ lige i starten af marts, men bevæger sig i løbet af nogle dage om på den anden side af Solen. Det vil så sige, at den i stedet for at gå ned efter Solen, står op før Solen som en ’morgenstjerne’.

Vil du se den efter den første uge af marts, skal du kigge mod øst lige før solopgang, men det bliver ikke let.