På Jorden oplever vi et træk fra Månen. Det er det, vi kender som tidevandskræfter.
Det vil sige, at Månen, med sin relativt lille størrelse, udøver enorme kræfter på Jorden. Så prøv at forestille dig, hvor store kræfter vores store Jord udøver på Månen.
Forskerne har længe kendt til tidevandskræfterne på Månen, men man var ikke klar over, at Jorden stadig var med til fysisk at forme vores måne.
Tidevandskræfterne er nu blevet undersøgt nærmere, og det viser sig, at Jordens tyngdekraft faktisk åbner forkastninger eller revner på Månen. Det skriver Space.com.
Det nye studie er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Geology.
Månen krymper stadig
Allerede i 2010 var NASAs rumsonde LRO, Lunar Reconnaissance Orbiter, med til at bevise, at Månen faktisk krymper.
Højtopløselige billeder viste 14 stejle forkastninger eller klipper, som formentlig blev dannet, da varmt klippemateriale fra Månens indre trængte op gennem overfladen. Da det blev afkølet, trak det sig sammen, og den solide skorpe slog revner.
I skrivende stund har LRO opdaget flere end 3.200 af de karakteristiske stejle klippekanter. Klipperne er omkring 10 meter høje og mindre end 10 kilometer lange. Forskerne har fundet ud af, at klipperne er mindre end 50 millioner år gamle og muligvis stadig bliver dannet i dag.
Forkastningerne er ikke tilfældige
Nu har man fundet ud af, at forkastningerne ikke har en tilfældig orientering. Det tyder på, at det er noget andet, der styrer dannelsen af formationerne, end kun de indre processer. Det er Jordens tyngdekraft.
Jordens tidevandskræfter er ikke ligeligt fordelt på Månens overflade. Tidevandskræfterne er stærkest på de to punkter, der præcist peger mod Jorden og præcist peger væk fra Jorden. Det skyldes, at Månen roterer, og centrifugalkraften skaber en modsatrettet kraft til Jordens tyngdekraft på den anden side af Månen.
Det betyder, at mange af klippeformationerne er orienteret i nord- eller sydlig retning tæt på Månens ækvator. Tættere på polerne har formationerne en retning mod øst eller vest.
Jordens tidevandskræfter på Månen er formentlig omkring 50 til 100 gange mindre end den effekt, der kommer af, at Månen krymper. Men tager man højde for begge dele, så stemmer forskernes modeller godt overens med virkeligheden.
Jorden skaber ‘måneskælv’
Hvis forkastningerne stadig er aktive, vil der givetvis forekomme måneskælv – ligesom vores jordskælv – langs dem.
Det er mest sandsynligt, at det sker, når Jordens tidevandskræfter er størst, og det er de, når Månen er længst væk fra Jorden i sin bane.
Næste skridt for at undersøge sprækkerne yderligere kunne være at opsætte seismometere på Månens overflade, som kan detektere måneskælvene.
