Solsystemet er langt fra så stabilt, som vi går og forestiller os. Og det er slet ikke sikkert, at Jorden vil kredse om solen indtil vores lokale stjerne langsomt brænder ud.
Nye simuleringer på supercomputere viser, at der er en lille risiko for, at Jorden om nogle milliarder år kolliderer med Venus eller Mars.
Det er de to franske astronomer Jacques Laskar og Mickael Gastineau fra Institut de Mecanique Celeste et de Calcul des Ephemerides i Paris, som har undersøgt, hvad bittesmå ændringer i Merkurs kredløbs om solen kan betyde.
Deres resultater offentliggøres i dagens udgave af det videnskabelige tidsskrift Nature.
Kaos i solsystemet
Laskar og Gastineau har kørt 2.501 simulationer af solsystemets udvikling i de næste fem milliarder år. I cirka en procent af tilfældene opstod der så store ustabiliteter i Merkurs bane at den lille planet skabte ravage hos naboerne.
Nogle af de kaotiske scenarier medførte, at hele systemet af indre planeter i solsystemet efter 3,3 milliarder år blev kaotisk og i nogle af tilfældene endte det for Jorden med en kollision med Venus eller Mars.
Jacques Laskar er dog selv ganske rolig ved dommedagsscenariet:
»Vi er sikre på, at der ikke sker noget i de næste 100 millioner år,« siger han til Science News.