Istidens sidste dage er fortalt i små pattedyrs knogler

Ved den lille kystby Nørre Lyngby, lige nord for Løkken og et stykke vest for Hjørring, ligger der en ganske speciel cirka 20 meter høj klint.

Klinten eroderes kontinuerligt af det til tider voldsomme Vesterhav, hvilket får tværsnittet af et ferskvandsbassin til at træde synligt frem i klinten.

Her har man fundet knogler fra adskillige arter af små pattedyr i ferskvandsaflejringerne fra den sidste del af istiden.

Sammenholder vi de fund med de klimatiske faktorer, vi kender, kan vi se en fuldstændig unik biotop træde frem, hvor steppeegern og pibeharer levede side om side med rensdyr og bjørne.

Stedet har været kendt i cirka 150 år, og lagene kan dateres til den sidste del af Weichsel-istiden, hvor isranden lå godt oppe i vore dages Sverige.

Nørre Lyngby-aflejringerne tyder på at være dannet i et tragtformet bassin, hvor der periodevis har været gennemstrømning af vand.

Og Nørre Lyngby-søen, som vi kan kalde den, var dengang en del af et landskab, der var præget af istidens sidste krampetrækninger.

Den senglaciale periode var begyndt, og med den fulgte højere temperaturer og nye og mere varmeelskende planter og dyr.

\ Læs mere

Arkæologiske fund set fra luften

Fra en tid før Nordsøen blev skabt

Nørre Lyngby-søen var ingen lille sø. Aflejringerne strækker sig 180 meter fra nord til syd og breder sig cirka 2 kilometer mod øst.

I dag ligger søaflejringerne helt ude på kanten af det vestligste Danmark, men tilbage i Senglacial lå de langt inde i landet.

Senglacial referer til den sene del af den seneste istid, som vi kalder for Weichsel-istiden.

Det sene Weichsel dækker perioden fra cirka 29.000 til cirka 11.500 før nu. Når vi taler om Senglacial, mener vi ofte de sidste 5.000-6.000 år af denne periode, hvor isen er helt væk fra Danmark.

På det tidspunkt i Senglacial hvor Nørre Lyngby-søen bredte sig i landskabet, var den en del af et landområde, der strakte sig helt til vore dages England.

For ved slutningen af Weichsel-istiden begyndte temperaturen ganske vist at stige og isen at smelte, men istiden havde stadig sit faste greb i området.

Det betød blandt andet, at store mængder vand var bundet i isen oppe nordpå, og at Nordsøen endnu ikke var opstået.

\ Læs mere

Middelhavet steg og faldt under sidste istid

At grave efter istidens guld

Fundene fra Nørre Lyngby fremtryller et billede af en unik lokalitet.

Det hele begyndte i 1877 da den ærværdige professor Japetus Steenstrup ved Københavns Universitets Zoologiske Museum under en spadseretur bøjede sig ned foran aflejringerne og samlede ét af de mest spektakulære fund fra stedet op: en fin underkæbe fra det, der senere skulle vise sig at være et steppeegern af arten Spermophilus major.

Senere fulgte både fundet af en pilespids kaldet Nørre Lyngby-pilen samt et rentakslagvåben, men det var først i 1975, at det næste stykke zoologiske guld dukkede op.

På en geologiekskursion fandt man et næsten intakt kranie fra en russisk desman i de nederste dele af lagene.

Den russiske desman er en insektæder i familie med muldvarpen, omend den er noget større. Og ganske som sin fætter, den europæiske desman, lever den russiske desman tæt knyttet til ferskvand.

Disse eksotiske fund var medvirkende til, at lektor i kvartærzoologi Kim Aaris-Sørensen på det daværende Zoologisk Museum i København knap tyve år senere besluttede at indlede en omfattende undersøgelse af aflejringerne.

Det betød, at adskillige udgravninger i de følgende år frembragte en bred palet af knoglefund fra såvel småpattedyr, som padder og fisk.

\ Læs mere

Ferskvand fra istiden fundet under Kattegat og Østersøen

En fauna ala nutidens centrale Rusland?

Udgravningerne dokumenterer, at den lokale småpattedyrfauna for lidt mere end 13.000 år siden var yderst varieret.

Listen inkluderer så eksotiske arter som den russiske desman (Desmana moschata), fjeldlemmingen (Lemmus lemmus), dværgspidsmusen (Sorex minutus), pibeharen (Ochotona cf. pusilla) og den rødbrune sisel (Spermophilus major), populært også kaldet for et steppeegern.

Flere af fundene er datereret til 13.600 – 13.100 kalibrerede ¹⁴C-år før nu. Usikkerheden skyldes, at vi må kalibrere ¹⁴C-år til kalenderår.

Grunden er den, at vi daterer knoglerne ud fra dyrets optag af ¹⁴C, mens det stadig lever, sammenholdt med at den årlige ¹⁴C-produktion varierer.

Arternes nutidige udbredelse er meget forskellig, men ser vi på den samlede småpattedyrfauna, er der faktisk ét sted, hvor de alle findes i dag. Det er i området nord for Det Kaspiske Hav, som ligger mellem Volgafloden og de vestlige skråninger i Uralbjergkæden.

Her breder en steppevegetation sig ud over sletterne, og både nåleskov og blandet løvskov vokser i henholdsvis stor højde og på de lavere bakker. Et interessant sammenfald, som vi vil vende tilbage til.

\ Læs mere

Derfor uddøde pattedyrene under sidste istid

Knoglefund, pollenanalyser og indikatorarter

Knoglefund fra Nørre Lyngby-lagene vidner om, at her har været mange forskellige dyr på dette tidspunkt i dansk Senglacial. Men en del af fundene bringer information om andet end deres blotte tilstedeværelse.

Et enkelt knoglefund siger ikke meget

I udgangspunktet er det vanskeligt ud fra et enkelt knoglefund at sige noget om, hvordan der så ud omkring søen. For at opnå et mere komplet billede må både pollenanalyser og geologiske undersøgelser inddrages.

Samtidig er det også vigtigt at erkende de tafonomiske processer. Dem definerer vi som det, der påvirker en forhistorisk knogles bevaring, fra dyret dør frem til, at vi står med knoglen i hånden.

De tafonomiske processer er mange og hårde ved en knogle, og vi må derfor regne med, at mange knogler aldrig bliver fundet. Og hvis de bliver fundet, er der ofte kun tale om enkelte eller få knogler fra en dyreart.

Men det betyder naturligvis ikke, at vi kan konkludere, at en art ikke var til stede tilbage i Senglacial, blot fordi vi mangler knoglerne.

\ Læs mere

Istidens sidste dage er fortalt i små pattedyrs knogler

Et større puslespil tager form

Så hvordan kan vi alligevel sige noget om Nørre Lyngby-søen og dens omgivelser på disse betingelser?

Vi må kigge på indikatorarterne igen og på hvilke habitater, de hver især foretrækker at leve i. På den baggrund må vi pusle billedet af et senglacialt Nørre Lyngby sammen.

Det kan vi gøre ved at rangere de forskellige habitattyper, som en given art foretrækker i sit nutidige udbredelsesområde. Det rangeres på en skala fra 0-1, sådan at den højeste værdi gives til den habitattype, som arten oftest træffes i.

Ser bort fra unikke tilfælde

Dværgspidsmusen var en af de arter, der blev fundet i aflejringerne ved Nørre Lyngby. I dag findes den både i boreal skov, tundrahabitater, løvfældende skov, bjergrige habitater og i mediterane habitater.

Men ved at sammenligne dens udbredelse i de fem forskellige habitater, bliver det tydeligt, at dværgspidsmusen kun sjældent foretrækker de bjergrige og mediterane områder.

Derfor får boreal skov, tundrahabitater og løvfældende skov en højere ranking.

Kan vi så konkludere, at der har været masser af løvskov i området langs Nørre-Lyngby-bredden?

Nej, for ved at sammenholde dværgspidsmusens præferencer med resultatet fra de andre små pattedyr, bliver billedet af den senglaciale biotop mere nuanceret.

Denne metode kaldes for et taxonomisk habitatindex og har den store fordel, at vi ud fra ganske fåtallige og endda enkeltstående knoglefund kan få en unik viden om den biotop, som dyret levede i.

\ Læs mere

11.000 år gamle danske elgknogler er omgærdet af mystik

En helt og aldeles enestående fauna

Aflejringerne fra den gamle senglaciale Nørre Lyngby-sø gemte altså på en meget spændende faunasammensætning. Og det samlede taxonomiske habitatindeks fortæller os, at småpattedyrene langs søbredden foretrak habitat-typer som boreal skov, steppe og tundra.

Det kan vi se, når vi samler resultaterne af at rangere de habitattyper, som de enkelte småpattedyr foretrækker.

Vi kan konstatere at småpattedyrenes fælles nutidige udbredelsesområde findes i et tørt og kontinentalt russisk steppemiljø, men det vil ikke give os det rigtige billede, hvis vi bare sidestiller dette sted med et senglacialt Nordjylland.

I stedet skal vi forestille os, at de klimatiske faktorer, der spillede ind på vore breddegrader henimod Weichsel-istidens afslutning, skabte en unik biotop, hvor såvel desmaner som pibeharer kunne trives.

Istidens økosystem findes ikke mere

Og det bliver kun mere overraskende, når vi inddrager resten af den senglaciale pattedyrfauna. For når småpattedyrfundene fra Nørre Lyngby-søens bredder sammenholdes med andre pattedyrfund fra perioden, må vi konstatere, at der ikke i dag findes et økosystem på kloden, hvor denne artssammensætning kan opleves.

Vi skal nemlig forestille os et scenarie hvor desmanen fiskede efter insekter i vandet, mens en pibehare har samlet forråd af græs og små urter. En rensdyrflok har græsset nær bredden, og den brune bjørn har utvivlsomt jaget lige i nærheden. Og ikke ret langt derfra har også isbjørnen slået sine folder.

Hvis vi så udvider scenen til at omfatte hele det område, der senere skulle blive til Danmark, har den irske kæmpehjort og elsdyret samt de to firbenede jægere - ulven og jærven - også spillet en rolle.

Og det hele toppes af fundet af Nørre Lyngby-pilen, som vidner om, at også mennesket var tilstede tidligt i en tid, der var præget af isens sidste krampagtige greb om naturen.