Stubberne udlægger nogle af de største vendepunkter og spørgsmål i rummets historie. De kommer også med en forsigtig forudsigelse om, hvad der mon kommer til at ske i rumfartens verden i det nye år.
\ Automatisk oplæsning
Rumalderen begyndte på en måde, som ingen havde ventet, og siden da har rumfarten været med til at forme den moderne verden – men fremtiden i rummet er stadig ganske uvis.
Så kort kan rumfartens historie skrives. Det er en historie med rødder næsten 100 år tilbage i tiden, og som begyndte som en drøm om at rejse ud i Solsystemet for at udforske andre planeter.
I en serie hen over julen svarer Videnskab.dk's faste rumskribenter, Stubberne, på nogle af astronomien og rumfartens helt store spørgsmål.
De vil også fortælle om, hvordan det har været at beskæftige sig med, skrive om og selv opleve nogle af de store vendepunkter og begivenheder i astronomien og rumfartens historie. Sidst, men ikke mindst, giver de også deres bud på, hvad der kommer til at ske i astronomien og rumfarten i 2025.
I denne anden artikel i serien beskriver de, hvordan rumfarten har udviklet sig gennem de seneste årtier.
Der var en grund til, at der allerede før Anden Verdenskrig opstod rumfartsforeninger i flere lande som England, Tyskland, Rusland og USA.
Det var en fattig tid, med stor arbejdsløshed, men samtidig præget af store fremskridt især inden for flyvning – bare tænk på Charles A. Lindbergs flyvning over Atlanterhavet i 1927.
Det fik mange til at drømme om at tage det næste spring; at rejse ud i rummet. Amatører konstruerede ikke bare de første små raketter, men der blev også lagt planer for udforskningen af Solsystemet.
Man ville fortsætte fortidens store opdagelsesrejser til ukendte områder på Jorden. Solsystemet skulle nu udforskes, ved at en håndfuld forskere drog afsted i et rumskib og rejste ud til planeterne, hvor de ville møde udfordringer, lignende dem vi kender fra ekspeditioner her på Jorden - eksempelvis støvstorme på Mars eller at blive begravet under et sneskred på en af Saturns måner.
Man havde dengang ingen ide om, hvor vanskelig og dyr rumfart er.
Den almindelige opfattelse var, at en rigmand kunne bygge sin egen raket, lidt på samme måde som man dengang kunne bygge en flyvemaskine. Det var ikke let at være rumpioner, for mange kunne ’bevise’, at det var en umulig opgave at bygge en raket, der kunne flyve til Månen eller Mars.
Det argument, ved vi jo nu, var forkert.
Men rumfart var faktisk dengang en umulighed – ikke på grund af raketterne, men fordi det uden computere ikke var muligt at gennemføre de mange beregninger, som skal til for at rejse i universet. Det var der heldigvis ikke mange, som tænkte over, så man gik bare i gang med at planlægge alt fra rumstationer til månerejser.
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I mere end 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Det var amatører, der skabte grundlaget, for den rumfart vi kender i dag.
De raketeksperter, der fandtes dengang, havde næsten alle fået deres viden og erfaring ved selv at bygge små raketter i 1930'erne, og lige så vigtigt var der ganske detaljerede planer for erobringen af Solsystemet, som dog var baseret på, at rumfart var noget, mennesker skulle foretage.
Transistoren var jo endnu ikke opfundet, så man måtte klare sig med radiorør, der havde en tendens til at brænde ud og derfor måtte udskiftes.
Derfor talte man ikke så meget om at bygge satellitter, men om rumstationer, hvor man kunne have en stak teknikere, som kunne sørge for, at elektronikken virkede. Og rumskibene krævede navigatører, der med små regnemaskiner og astronomiske tabeller kunne sidde i timevis for at beregne en mindre kursændring på vejen mod Mars.
Drømmen var på plads, men hvad med virkeligheden?
Grundlæggende begyndte rumalderen med, at både USA og især Sovjetunionen efter atombomben havde brug for langtrækkende raketter, som kunne sende en atombombe de mange tusinde kilometer, der adskiller de to lande.
Amerikanerne havde ikke så travlt, fordi de rådede over store, langtrækkende og meget moderne bombefly. Det gjorde Sovjetunionens diktator Stalin ikke, så han havde brug for hurtigt at få bygget raketter.
Ekspertisen kom her fra folk som Sergei Korolev, der var formet af sit medlemskab af de tidlige raket- og rumforeninger, og det var med til at forme fremtiden.
Korolev fik bygget en langtrækkende raket før amerikanerne, men han så også muligheden for at bruge den til rumfart. Amerikanerne trak på tyskeren Wernher von Braun, som havde bygget V2-raketten, som blev brugt til at bombardere London under krigen. Men ligesom Korolev så han også raketten som adgangen til rummet.
Da den første V2-raket ramte London i 1944 sagde von Braun: »Raketten virkede fint, men den ramte den forkerte planet« - men han var altså villig til at hjælpe Hitler for at bevare sin drøm om rumfart.
Vi er nu fremme ved 1955, hvor amerikanerne talte om at opsende nogle små kun 10 kg tunge satellitter, der skulle være en del af det internationale geofysiske år 1957-1958.
Det var ren videnskab, i den stil man havde forestillet sig rumfart. Hvad der ikke blev sagt var, at den virkelige interesse var at skabe nogle spionsatellitter – for hvor utroligt det end lyder, så havde man ikke dengang så gode kort over det daværende Sovjetunionen, at kortene kunne bruges militært.
Absolut ingen havde hæftet sig ved, at russerne selv på en konference i København havde sagt, de også ville opsende satellitter.
Det skete så første gang 4. oktober 1957 med Sputnik 1.
Det vakte opsigt, for ganske vist var den lille Sputnik 1 meget svær at se, men til gengæld var hele den 27 meter lange raket også gået i bane om Jorden, og nu beskrev aviserne dag for dag, hvor man kunne se den på himlen.
Russerne så hurtigt propagandaværdien og fulgte op med den første hund, Laika, i rummet, den første raket til Månen og som kronen på værket det første menneske, Yuri Gagarin, i rummet.
Det førte til, at den amerikanske præsident Kennedy startede Apollo-programmet, og at vi dermed fik et kortvarigt månekapløb, som amerikanerne vandt.
Under månekapløbet var der en ægte mulighed for at gøre de gamle drømme om rumfart til virkelighed, men i virkeligheden var verden slet ikke klar til den slags ideer. Et par år efter Armstrongs første fodspor på Månen blev Apollo-programmet lukket ned, og det gjaldt også planerne om at bygge en atomdrevet raket til rejser ud i Solsystemet.
På en måde kan man beskrive månekapløbet som ’a false dawn’ – et falsk daggry – for den klassiske forestilling om rumfart.
At rumfarten overhovedet overlevede efter det politiske månekapløb, skyldes dels politik, men måske vigtigere nogle meget store fremskridt inden for elektronik. Uden transistoren og computeren var vi aldrig kommet ud i rummet – og samtidig fik rumfarten nye opgaver.
Rumfarten blev ikke domineret af mennesker, der rejste ud i Solsystemet, men af ubemandede satellitter i bane om Jorden, mens nogle få ubemandede rumsonder tog sig af resten af Solsystemet.
I virkeligheden udgør bemandede opsendelser også i dag kun en meget lille del af rumfarten, selv om det er den, som får den største omtale. Trods 63 års bemandet flyvning har færre end 700 mennesker været i rummet, og 2 gange har NASA end ikke haft bemandede rumskibe til rådighed, nemlig fra 1975-81 og igen fra 2011-2020.
Trods månerejserne og rumstationen ISS så er det de tusinder af ubemandede satellitter, som har ændret verden og dermed sikret, at vi stadig har rumfart.
I den berømt artikel fra 1945 beskrev den senere så berømte science fiction-forfatter Arthur C. Clarke, hvordan 3 rumstationer i den geostationære bane 36.000 km over ækvator kunne levere kommunikation til det meste af verden.
Rumfartens måske største betydning for samfundet har netop været at levere global kommunikation.
Clarkes forslag om tre store bemandede rumstationer er jo aldrig blevet til virkelighed. I stedet har vi fået mange hundrede ubemandede satellitter i den efterhånden noget overfyldte bane 36.000 km over ækvator, og uden dem ville det moderne samfund hurtigt bryde sammen.
Den oprindelige ide om, at rumstationerne især skulle bruges til telefoni, er heller blevet til virkelighed.
Det tager nemlig omkring et kvart sekund for en radiobølge at nå fra Jorden op til satellitten og ned igen. Så skal der svares, og det tager yderligere et kvart sekund, og det er sammenlagt nok til, at det er en generende forsinkelse i en almindelig telefonsamtale.
Så det meste telefoni går via kabler. Til gengæld bruges satellitterne nu især som en slags TV-tårne til at sende TV og radio til Jorden samt til dataoverførsel.
Internettet er jo kommet, og hvis man skal kunne bruge satellitter til at komme i forbindelse med nettet, så kan man slet ikke vente et halvt sekund på et svar. Det er nødvendigt at bringe denne tid ned til millisekunder, men det kræver så, at satellitterne kun er få hundrede km oppe.
Dermed velkommen til Starlink-satelitterne - for konstant at kunne dække hele Jorden fra satellitter i meget lave baner er det nødvendigt med tusinder, måske titusinder, af satellitter.
Kina er begyndt at opsende satellitter af Starlink-typen, og man ser frem til 100.000 internetsatellitter allerede om måske 10 år. Det vil give et sandt trafikkaos i rummet, hvis ikke der træffes internationale aftaler, der fastlægger nogle meget stramme regler – og det er for at sige det mildt noget af en udfordring, som verden lige nu ser ud.
Krigen i Ukraine har vist, at satellitter af typen Starlink har stor militær betydning, og dermed er grunden lagt til konflikter i rummet. Det er også problematisk, at anvendelsen af Starlink har givet det private firma SpaceX og Elon Musk en stor indflydelse på, hvordan krigen kan føres.
Også på et andet område har satellitterne ændret verden.
Spionsatellitter var forudsætningen for, at USA og Sovjetunionen allerede i 1972 kunne indgå den første aftale om begrænsning af antallet af interkontinentale raketter, da man ved hjælp af satellitbilleder kunne sikre, at aftalerne blev overholdt.
Også i dag har disse satellitter en stabiliserende indflydelse, da man nu ved så meget om hinanden, at sandsynligheden for at blive totalt overrasket af et pludseligt angreb er blevet mindre.
Men det er nok GPS, der har skabt den største revolution.
GPS har betydning både militært og civilt – alt fra luftfart til transport af varer med lastbil er i dag mere eller mindre baseret på brugen af den. Uden GPS vil fordelingen af fødevarer ret hurtigt bryde sammen, og der kan nævnes mange andre eksempler.
Også her har vi en kilde til konflikt, især i den form for hybridkrig, der for tiden kører for lavt blus i Europa. ’Jamming’ og ’spoofing’ er vist ord, vi kommer til at høre mere til også i det nye år.
’Spoofing’ betyder, at man narrer modtageren af GPS-signalet til at tro, at vedkommende er et andet sted, end signalet viser. Det er er måske militært effektivt, men kan skabe nogle ganske alvorlige ulykker i den civile verden, som i en politisk anspændt situation kan få ganske alvorlige følger.
Rumfarten er altså på godt og ondt blevet en del af den moderne verden.
Der er dog et lyspunkt: Den gamle drøm om at bruge rumfart til at udforske Solsystemet og universet er ikke helt død, selv om den rent videnskabelige del af rumfarten ikke fylder meget.
Bortset fra Mars får vi nok ikke bemandede rejser langt ud i Solsystemet.
Vi kommer til at opleve de fleste af Solsystemets planeter og måner alene gennem robotter. Mange steder kan mennesker nemlig slet ikke lande på grund af stråling eller temperatur. Hertil kommer, at Solsystemets fire største planeter - Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun - ikke har en fast overflade, man kan lande på.
Men hvad vi ikke kan nu, det kan fremtidens robotter udstyret med kunstig intelligens måske.
Til gengæld kan også mindre lande som Danmark være med, dels fordi man i dag kan udrette meget med selv en lille og billig rumsonde, og dels fordi det bliver stadig billigere at købe plads på en opsendelse.
Vi kan og skal være stolte af, at et så stort og dyrt projekt som James Webb-teleskopet er blevet gennemført, og der er stadig planer om store nye rumteleskoper, der kan vise os de fjerneste egne af universet.
Ser vi fremad, vil det meste af rumfarten bare blive opfattet som en del af samfundets infrastruktur, hvor kun få mennesker rejser ud i Solsystemet, og rumfarten stort set overlades til robotter.
Med denne udvikling vil rumfarten næppe nogensinde kunne blive så populær, som dengang vi mente, at menneskets fremtid lå ude i rummet, så Solsystemet efterhånden ville blive fyldt med kolonier og baser. Men rumfarten vil også langsomt, men sikkert, påvirke hele opfattelsen af vores plads i universet.
Det kan ikke undgå af få en betydning – også for de samfund, som vil eksistere et par hundrede år fra nu.
Disse fremtidssamfund har måttet overleve klimakrisen og sikkert også andre store problemer, og de vil have andre prioriteter, end vi har i dag. Men de vil nok huske, at det var i vores tid, vi begyndte at udforske universet.
Hver onsdag aften lander fascinerende artikler om astronomi og rumfart i din indbakke.
