Der findes mange forkerte forestillinger om solsystemet og verdensrummet.
En del af dem skyldes givet Hollywood, som med en perlerække af rumfilm, der er iblandet kunstnerisk frihed, får plantet forkerte ideer i vores hoveder.
Star wars-filmene, Star Trek, Stargate, Sunshine, Total Recall og senest Interstellar har gjort sit til at påvirke os.
Billederne fra fiktionens verden kan sætte sig fast som sandheder, og nogle af dem finder også vej ind til vores Spørg Videnskaben-postkasse på Videnskab.dk. Her stiller vores læsere blandt andet spørgsmål om, hvorvidt man kan flyve gennem et asteroidebælte, om Månen har en skyggeside, og om sorte huller fungerer som kosmiske støvsugere, der suger alt i nærheden til sig.
For at aflive myter og forkerte forestillinger og komme spørgsmål i møde, har vi samlet en række af myterne og sendt dem videre til tre forskere, som kan hjælpe os med at finde ud af, hvad der i virkeligheden er op og ned i verdensrummet.
1: Solen har en forkert farve
Hvis jeg spørger dig, hvilken farve Solen har, vil du uden at blinke med øjnene svare, at den er gul. Måske vil du tro, at det er et trick-spørgsmål, og så vil du svare orange. Svarer du blå, er du ret meget på vildspor.
Næsten alle mennesker har den samme forestilling om farven på Solen, hvilket også afspejles i alverdens børnetegninger, hvor en nydelig rund og gul sol er placeret oppe i det ene eller det andet hjørne.
Den er gul, og er der ingen gul tusch i penalhuset, bryder helvede løs i 0.B.
Solen er sågar videnskabeligt klassificeret som en ‘gul dværg’, så der er vel slet ikke noget at tage fejl af? Det burde man i hvert fald mene.
Men faktisk er Solen slet ikke gul, og her kommer chokket så: Den er hvid. Dertil kommer, at den ikke er indhyllet i et bølgende flammehav, som Hollywood ellers gerne vil have os til at tro.
Har du ikke lyst til at få svitset øjnene i et forsøg på at undersøge sagen nærmere, kan du kaste et blik på Solen til højre i artiklen. Sådan ser den ud, når NASA tager billeder af den fra et rumteleskop. Det ligner nærmere stødballen i billard end blommen på et æg.
Professor ved Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet Jørgen Christensen-Dalsgaard forklarer, hvordan det hele hænger sammen:
»Det er faktisk sådan, at Solen udsender lys i alle farver, og når man blander dem sammen, får man hvid. Derfor er Solen hvid. Når vi tror, at den er gul, kan det skyldes, at den ser gul ud, når vi eksempelvis ser den under en solnedgang ved havet. Her kan vi kigge på Solen direkte, men det blå lys bliver spredt mere end det røde lys i atmosfæren, og derfor fremstår Solen mere gul. Ser man derimod på solnedgangen fra en bjergtop, skal sollyset ikke gennem så meget atmosfære som ved havniveau, så her vil solnedgangen være med en hvid sol,« siger Jørgen Christensen-Dalsgaard.
Solen er altså hvid som de fleste andre stjerner. Der findes dog masser af meget varme stjerner, der er mere blå, da de udsender mere af det blå lys, mens kolde stjerner er mere røde.
2: Vægtløshed er en illusion
På den anden side af gangen i forhold til Jørgen Christensen-Dalsgaard sidder astronom og kommunikationsmedarbejder i Instituttet Ole J. Knudsen.
Ole J. Knudsen har i mange år samlet på misforståelser omkring verdensrummet, og han fortæller, at en anden populær myte er, at man bliver vægtløs i rummet, fordi man forlader Jordens tyngdekraft.
»Astronauter flyver op i rummet, og på et tidspunkt forsvinder Jordens træk i dem, ikke sandt? Det tror de fleste mennesker, men det er forkert,« slår Ole J. Knudsen fast.
Jorden slipper aldrig sit tag; og astronauterne, deres rumskibe og alle satellitterne i omkreds omkring Jorden falder ned mod Jorden igen med en rasende fart – hele tiden.
De klasker dog ikke ned i din forhave, fordi de samtidig bevæger sig sidelæns omkring Jorden.
»Det vil sige, at de konstant falder ned mod Jorden, men at de samtidig rammer ved siden af hele tiden. Derfor falder de ikke ned, så at sige, men holder deres bane omkring Jorden. Mange mennesker tror også, at satellitter skal bruge motorer for at blive i omløb omkring Jorden, men tyngdekraften og den sidelæns bevægelse er nok til, at de kan blive deroppe på næsten ubestemt tid,« forklarer Ole J. Knudsen.
3: Sorte huller er ikke støvsugere
En tredje populær myte – og den her har Hollywood utvivlsomt bidraget betydeligt til – er, at sorte huller fungerer som gigantiske kosmiske støvsugere, der ubønhørligt trækker hele verdensrummet ind i deres mørke indre.
Film som Star Trek, Stargate og Doctor Who har alle bidraget til denne forståelse, som heller ikke har det fjerneste hold i virkeligheden.
Lad os for eksemplets skyld forestille os, at vi vågner op i morgen, og Solen er erstattet af et sort hul med den samme masse som Solen. Ville det så betyde, at Jorden og alle de andre planeter ville blive suget ind i intetheden, inden dagen var omme?
Nej, det ville det ikke, for det sorte hul ville have den samme masse som Solen, og derfor ville dets tyngdekraft også være den samme. Det er simpel fysik.
Jorden ville fortsætte sin bane om det sorte hul på samme måde, som det har sin bane om Solen, om end her ville være en smule koldere på Jorden.
»Et sort hul suger kun alt til sig, der kommer tilstrækkeligt tæt på. Er man langt væk, opfører det sorte hul sig som tyngefeltet omkring en hvilken som helst anden stjerne. Det er kun meget tæt på, at problemerne ville opstå. Her ville den voldsomme tyngdekrafts påvirkning være større et sted på et objekt, end det ville være på et andet sted. Et menneske ville eksempelvis opleve et meget større træk i fødderne end i hovedet, og så ville man i sagens natur blive flået fra hinanden,« siger Jørgen Christensen-Dalsgaard.
LÆS OGSÅ: Sådan dør du i et sort hul
4. Sikker flyvning gennem asteroidebælter
Mens vi er ved farerne ved rumfart, kan vi lige så godt punktere en myte, som Harrison Ford i skikkelse af Han Solo i Star Wars-filmene nok i nogen grad står bag.
I filmen ‘Emperiet slår tilbage’ skal Han Solo navigere gennem et asteroidebælte, og kun ved held og gode flyvefærdigheder får han kastet ‘Tusindårsfalken’ fra side til side mellem de mange asteroider, der farer forbi rumskibets vinduer.
Hollywood får os til at tro, at asteroidebælter er dødbringende for enhver rumeventyrer.
I virkeligheden er asteroidebælter dog langt mere fredsommelige, for afstandene mellem asteroiderne er så enorme, at man skal være mere end almindeligt uheldig for at ramme én, selv hvis man flyver i en lige linje gennem asteroidebæltet.
Da NASA i 2002 sendte rumsonden New Horizon gennem asteroidebæltet i vores solsystem, jublede astronomerne således over, at rumsonden ved et tilfælde kom til at passere så tæt som 104.000 kilometer (to en halv gange rundt om Jorden eller 25 gange frem og tilbage til Barcelona) forbi en asteroide.
Forskerne havde ellers beregnet, at de måske ville komme til at passere en asteroide i en afstand af 1.000.000 til 3.000.000 kilometer, så de fik altså en uventet chance for at afprøve deres instrumenter, da der pludselig var en asteroide ‘tæt på’.
Faktisk er det usandsynligt, at man på rumfærder rammer så meget som blot et enkelt støvkorn.
»Chancerne for at ramme noget som helst uden for Jordens næregn er meget lille. Der har dog været nogle eksempler, hvor kollisioner med støv og skidt fra rummet har krævet handlinger. Eksempelvis da en meteor passerede forbi Mars for nyligt. Der valgte man at flytte satellitterne omkring Mars, så man sikrede sig, at de ikke ramte ind i støv og skidt fra meteoren,« fortæller Jørgen Christensen-Dalsgaard.
LÆS OGSÅ: Løbsk komet sender Mars-satellitter i flyverskjul
5. Meteorer er ikke rygende ildkugler
Når vi snakker om ting, der flyver gennem rummet, er meteorer også ophav til en populær myte.
Her drejer det sig om, at meteorer er rødglødende sten, når de rammer Jorden.
Mange film, for eksempel Superman, viser scener af skoldhede meteorer, som ligger i folks baghaver eller på marker og ulmer, mens de sender røgsøjler op i luften.
Virkeligheden er dog en anden, for selvom meteorer ganske vist bliver opvarmet ved kombinationen af hastighed og friktion med molekyler, når de tordner ned gennem atmosfæren, så har de trods alt tilbragt et par milliarder år i rummet først, så de er godt gennemfrosne, da temperaturen i rummet er omkring minus 270 grader.
Derfor vil den forholdsvis korte opvarmning gennem Jordens atmosfære ikke være nok til at efterlade en glødende sten på en mark eller i en have. Den vil højst være en smule varm på overfladen. Astronauter bliver heller ikke kogt inde i rumskibene, når de vender tilbage til Jorden.
»Så medmindre man får meteoren i hovedet, vil den nok være ganske kold,« siger Jørgen Christensen-Dalsgaard.
6. Man eksploderer ikke i rummet
Får man en meteor i hovedet, når man nok ikke at opdage, om den er varm eller kold, før lyset slukker. Lidt mere tid til at tænke over tingene har man, hvis man bliver udsat for verdensrummets vakuum.
For selvom flere film ellers har givet ophav til myten om, at blodet begynder at koge, og kroppen eksploderer næsten øjeblikkeligt, hvis man udsættes for rummets vakuum, så er sandheden – omend stadig dramatisk – lidt mindre eksplosiv.
Det fortæller ph.d.-studerende Lonnie Grove Petersen, der er rummediciner på afdeling for Nyre- og Karforskning ved Panum Instituttet ved Københavns Universitet.
Ifølge Lonnie Grove Petersen begynder blodet ikke at koge, hvis man havner på den forkerte side af væggen på et rumskib. Derimod opstår luftbobler i blodet, som opfører sig som tusindvis af små blodpropper.
Det lyder måske meget dramatisk med tusindvis af blodpropper, men det samme sker for dykkere, der stiger for hurtigt op til havoverfladen efter et dybt dyk.
De små luftbobler er dog ikke nok til, at kroppen eksploderer, som Arnold Schwarzenegger ellers vil have os til at tro i filmen Total Recall, hvor hovedpersonen havner på overfladen af Mars uden rumdragt.
Men det er klart, at selv uden kogende blod og kraftige eksplosioner, er det ikke nogen behagelig fornøjelse at blive udsat for rummets vakuum.
»Boblerne i blodet dør man af, hvis man ikke får øjeblikkelig intensiv behandling. Har man i tillæg forsøgt at holde vejret, vil forskellen i tryk mellem inden i lungerne og i omgivelserne have fået lungerne til at svulme så meget op, at de kan være gået i stykker. Endelig fryser både blod og personen selv til is, hvis de bliver alt for længe ude i rummet uden beskyttelse,« siger Lonnie Grove Petersen.
7. Månen har ikke en skyggeside
Månen er også ophav til et par myter eller to.
Her snakker vi ikke om manden på Månen, om vi overhovedet er landet der, eller om Månen er lavet af grøn ost, for det er der vel forhåbentlig ikke mange, som tror på.
Der er til gengæld mange, som tror, at Månen har en permanent mørk side – altså en side af Månen, som er i konstant skygge.
Det er dog noget vås, hvis man spørger Jørgen Christensen-Dalsgaard.
»Månen roterer om Jorden, så det er ganske rigtigt, at vi altid ser den samme side. Når vi har fuldmåne, er bagsiden af Månen også i skygge. Når vi til gengæld har nymåne, er bagsiden af Månen fuldt oplyst af sollys, så der er intet sted på Månen, som er i konstant skygge. Dette skyldes, at Månen først og fremmest roterer om Jorden og ikke om Solen,« siger Jørgen Christensen-Dalsgaard.
Professoren fortæller dog, at der er kratere ved Månens sydpol, hvor der kan være skygge hele tiden på grund af kraternes dybde. Her har forskere forhåbninger om, at der kan findes is, da Solens stråler ikke smelter isen og får den til at forsvinde.
8. For langt til nærmeste stjerne
Ole J. Knudsen fortæller om en myte, som han ofte støder på, når han snakker med andre om sit arbejde.
Her spørger folk ofte ind til, hvorfor vi ikke kan flyve til de nærmeste stjerner, når nu vi kan flyve til de nærmeste planeter.
Han bliver endda ofte stillet spørgsmålet, om der er nogle stjerner i vores solsystem – altså ud over Solen.
Ole J. Knudsen fortæller, at folk ofte har meget svært ved at forstå de store afstande i rummet, hvilket giver ophav til misforståelserne.
Som illustration befinder en planet som Jupiter sig 778.000.000 kilometer fra Jorden. Der kunne vi flyve hen på omkring et år med den nuværende teknologi. Den nærmeste stjerne (Alfa Centauri) befinder sig 4,22 lysår væk, svarende til 40.000.000.000.000 kilometer.
Det ville altså med lidt hovedregning tage omkring 50.000 år at flyve derhen, og derfor har hverken NASA, ESA eller nogle andre rumagenturer planer om at gøre det i en overskuelig fremtid.
»Før det giver mening at snakke om at flyve til andre stjerner, skal vi have fat i nogle lidt hurtigere rumskibe. Vi skal helt op omkring noget, der ligner lysets hastighed, før det vil være muligt,« siger Ole J. Knudsen.
