I midten af februar er der - hvis vejret tillader det - en god chance for at fange den drilske planet, Merkur, lavt over den vest-sydvestlige horisont kort efter solnedgang.
Omkring kl. 18:30 dansk normaltid vil Solen være kommet så langt under horisonten, at Merkur kan skimtes som en klar stjerne i skumringen.
Da Merkur på dette tidspunkt står forholdsvis lavt over horisonten mod vest-sydvest, kræves frit udsyn i denne retning for at få øje på planeten. Tag eventuelt en håndkikkert (7x50) til hjælp.
Merkur fanges bedst i midten af februar
Set her fra Jorden vil Merkur i denne omgang stå længst fra Solen d. 16. februar. Herefter vil den igen nærme sig vores livgivende stjerne.
Bedste mulighed for at fange Merkur i denne omgang er altså i dagene omkring d. 16. februar.
Næste gode mulighed for at fange Merkur kommer i slutningen af maj i år, hvor den lille planet igen vil slå sine folder på aftenhimlen, denne gang i selskab med både Venus og Jupiter.
Få et glimt af Merkur i aften
Også her i februar vil Merkur få selskab af en af Solsystemets andre planeter, nemlig Mars. De to planeter vil stå meget tæt på hinanden (ca. en kvart grad) fredag d. 8. februar.
Desværre vil planetparret allerede omkring kl. 18 dansk normaltid stå meget lavt (knap tre grader) over horisonten i vest-sydvest.
Med klart vejr, en håndkikkert og helt frit udsyn mod vest-sydvest (for eksempel ved Vesterhavet) burde det dog være muligt at få et glimt af det kosmiske stævnemøde.

































