Ny opdagelse: Solstorme ‘støvsuger’ elektroner

Annonce:

Eksplosioner på Solens overflade, som slynger enorme mængder af gas i form af elektroner og partikler mod Jorden, kaldes solstorme.

De kan skabe forstyrrelser i Jordens magnetfelt, som viser sig i form af det smukke nord- og sydlys, men som samtidig kan være en trussel mod elektriske systemer på vores klode.

Nu har DTU Space fundet helt ny viden om de fascinerende eksplosioner, skriver DTU i en pressemeddelelse. Tilsyneladende er der en hidtil ukendt mekanisme i spil under solstormene.

Udbruddene sender nemlig ikke blot partikler mod Jorden – de fjerner samtidigt elektroner i store områder.

»Vi har foretaget omfattende målinger i forbindelse med en konkret solstorm over Arktis i 2014, og her har vi konstateret, at elektroner i store mængder nærmest støvsuges ud fra områder, der strækker sig over 500 til 1.000 kilometer. Det sker lige syd for et område med kraftige forøgelser af elektrontætheden, som kaldes patches,« siger professor Per Høeg fra DTU Space i pressemeddelelsen.

Under en solstorm sendes store pulser af elektroner ind i ionosfæren, som er en del af Jordens atmosfære. Det sker særligt på høje breddegarader, og derfor opstår nord- og sydlys som regel netop på disse breddegrader.

Det kan skyldes, at det magnetfelt, som bliver dannet af soludbruddet, rammer Jordens magnetfelt. På den måde kan partikler og elektroner trænge ind i ionosfæren, frem for at blive bøjet af. Men at store mængder elektroner også forsvinder i processen, overrasker forskerne.

Annonce:

Den nye opdagelse understøttes dog indirekte af tidligere studier fra Canada.

Forskerne forventer, at deres arbejde kan være med til at gøre navigation under ionosfæriske solstorme mere sikker i det arktiske område.

»Med den nye forskning har vi identificeret nogle kritiske faktorer, som påvirker kvaliteten af satellitbaseret navigation, og set på sandsynligheden for, hvornår disse faktorer kan indtræffe. På det mere teoretiske plan har vi fundet ud, af der fjernes elektroner i ionosfæren under solstormene, hvilket er det modsatte af, hvad man intuitivt ville forvente«. siger ph.d.-studerende ved DTU Space Tibor Durgonics i pressemeddelelsen.

Resultaterne er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Radio Science.

sbl

\ Video

Video, video, video!

Foretrækker du at se historierne udfolde sig i levende billeder? Så tjek vores seneste videoer, eller følg Videnskab.dk på YouTube.

Find flere videoer

\ Podcast

På med hørebøfferne!

Luk øjnene, og lad forskernes viden strømme ind ad øregangen. Her finder du Videnskab.dk's seneste podcasts.

Lyt til flere podcasts