En kæmpe, overset rummagt: Indien er Europas nye, gode ven i rummet

Det europæiske rumagentur ESA har udsendt en pressemeddelelse om, at man nu vil til at øge samarbejdet med det indiske rumagentur ISRO, og det er der flere gode grunde til.

For al erfaring viser, at samarbejde er grundlaget for at drive rumforskning – og det samarbejde har jo fået nogle store udfordringer, efter de store nedskæringer NASA nu står overfor.

Derfor er rumagenturer verden over begyndt at se sig om efter nye samarbejdspartnere, hvor man kan indgå aftaler, som rækker flere år ud i fremtiden, da rumprojekter ofte tager mange år at gennemføre.

Her er det ofte noget oversete indiske rumagentur ISRO en oplagt partner for ESA, da ISRO er et stort rumagentur med et stabilt rumprogram.

ISRO har næsten 20.000 ansatte (hvilket er lidt flere end NASA) med et årligt budget på kun 1,6 mia dollar – hvilket dog mest afspejler de lave lønninger i Indien. Til sammenligning har ESA godt 2.500 ansatte med et årsbudget på 8,7 mia dollar.

Teknologisk er ISRO fuldt på højde med ESA, og det blev demonstreret for nylig, da Indien i rummet gennemførte en sammenkobling af to ubemandede satellitter. En teknik, der fremover bliver meget brug for. Men inden vi ser på samarbejdet mellem ESA og ISRO, en kort beretning om det indiske rumprogram.

Indien i rummet – begyndelsen

Det allerførste tilløb til et indisk rumprogram var opsendelsen af en lille raket i 1963 fra det sydlige Indien til en højde på 150 km, og det skete på et tidspunkt, da Indien kun havde været et selvstændigt land i godt 15 år.

På det tidspunkt var Nehru landets første premierminister, og han var klar over, at videnskab og teknik var vigtige for at gøre Indien til en moderne stat.

Hans datter Indira Ghandi, som også blev premierminister, delte sin fars opfattelse. Således har hun sagt, at Indien ikke kunne undvære et rumprogram.

Regeringen indså også tidligt, at kun satellitter kunne skabe den nødvendige infrastruktur til hurtigt at gøre Indien til et moderne land, hvad det bestemt ikke var ved rumalderens begyndelse.

Langt de fleste boede jo i små landsbyer, langt fra de store byer. Her levede man i de fleste tilfælde stort set isoleret fra resten af Indien – ingen telefon eller fjernsyn og måske kun en enkelt radio i landsbyen.

Det var klart, at uden god kommunikation ville det ikke være muligt at skabe et sammenhængende samfund, og her kunne satellitter spille en afgørende rolle – blandt andet ved at uddanne befolkningen i moderne landbrugsmetoder og familieplanlægning.

Alternativet til satellitter var at forbinde de op mod 600.000 landsbyer med kabler, og det ville være en meget langvarig opgave, som også var uoverkommelig dyr.

Og det blev ikke ved snakken, for et helt afgørende skridt blev taget i 1975 med projekt SITE, en forkortelse for Satellite Instructional Television Experiment. Det var et samarbejde mellem NASA og Indien, hvor amerikanerne stillede en satellit ved navn ATS 6 til rådighed til at sende uddannelsesprogrammer til udvalgte områder i Indien.

ATS 6 var en stor satellit med en ni meter stor parabolantenne, og det gjorde det muligt fra 1975-76 at sende en række programmer direkte til 2.600 landsbyer – et projekt, der blev støttet af FN. Dette første forsøg var så vellykket, at det fik Indien til at begynde på sit eget INSAT-program, der omfattede en lang række satellitter til kommunikation og vejrforudsigelser.

INSAT-programmet førte også til de første forsøg med telemedicin. Ideen er via satellit at forbinde nogle af de større hospitaler i storbyerne med de mindre og dårligere udrustede hospitaler i landområderne.

Derved kan læger på et lille hospital overføre TV-billeder og data om en patient til et stort hospital, hvor ekspertisen er til stede. En diagnose eller lægelig vejledning kan sendes retur, eller det kan besluttes, at patienten skal overføres til et større hospital.

Netop den kendsgerning, at rumprogrammet fra begyndelsen var centralt for at skabe den moderne indiske stat, og at inderne kunne se, at det virkede, betød, at rumprogrammet havde opbakning i befolkningen.

Faktisk blev en af de førende raketingeniører dr. Abdul Kalam (1931-2015) præsident for Indien i årene 2002-2007. Efter at Indien i 2004 opsendte den to ton tunge Edusat, der udelukkende skulle formidle uddannelsesprogrammer, kom Kalam med denne kommentar:

»Vi opsendte Edusat, fordi vi har 600.000 landsbyer med 700 millioner indbyggere, og det betyder, at 70 procent af inderne bor der. Dette er vores første prioritet.«

Det moderne indiske rumprogram

Der er nu gået 45 år, siden Indien blev en rummagt, og meget er ændret. De gælder både Indien og rumprogrammet, hvor man nu ser det store kinesiske rumprogram som en alvorlig konkurrent.

Det betyder, at det oprindeligt helt civile program nu er ved at blive suppleret med en militær del. Og i lighed med mange andre lande udvikler Indien også en privat rumdindustri.

Vi vil her se på de enkelte dele af det indiske program:

ESA og ISRO passer godt sammen

Den nye aftale mellem ESA og ISRO blev underskrevet i New Delhi af direktøren for Josef Aschbacher. Formelt er det en hensigtserklæring, hvor detaljerne senere skal udfyldes.

I første omgang vil man se på samarbejde i bemandet rumflyvning i lav bane om Jorden – og med tiden måske også på Månen.

Men allerede her har ISRO et projekt, som ESA nok er interesseret i, nemlig deres egen lille rumstation kaldet Bharatiya Antariksh, som består af fem moduler.

Det første modul skal opsendes i 2028, og man regner med, at stationen vil være færdigbygget 2035. Den skal kredse i en højde på 400-450 km over Jorden, altså i omtrent samme højde som ISS.

Stationen er jo ikke særlig stor, så besætningen vil normalt ikke være på mere end tre mand, men når ISS er væk, og de kommende kommercielle rumstationer alle er amerikanske, så giver det en mulighed for en gang imellem at få en ESA-astronaut op.

Men det vil naturligvis kræve særlige aftaler. Det er i hvert fald en fordel, at de forskningsopgaver, der nævnes, minder meget om den forskning, som nu udføres på ISS. Her kan ESA bidrage med noget af den erfaring, som Indien har brug for.

Et andet område, som nævnes, er den indiske POEM-platform, der er monteret på sidste trin af raketten.

POEM kan levere strøm, kommunikation og lagerplads for data, så POEM kan næsten bruges som et slags 'hotel', hvor man kan placere instrumenter, man gerne vil have afprøvet ude i rummet – og sådan et 'hotel' kan ESA da også anvende.

Der er i det hele taget mange muligheder for et samarbejde. Således vil ISRO samarbejde med Japan om den kommende månesonde Chandrayaan 5, som skal landsætte en 250 kg tung rover på Månen. Der kommer sikkert flere månesonder, og hvem ved, om ESA her kan være med.

I det hele taget er videnskab et godt område for samarbejde, for der vil ofte være mulighed for, at man kan få plads til et ekstra videnskabeligt instrument på en satellit eller rumsonde mod at betale noget af regningen og så dele data.

Sagen er, at det indiske rumprogram passer godt med det europæiske – de to rumagenturer har programmer, der ligner hinanden, bortset fra at Indien har sit eget bemandede program, noget som Europa ikke har, fordi vi helt har satset på ISS.

Set i bagklogskabens lys ville det nok have været en fordel, om ESA for flere år siden havde investeret i et lille bemandet rumskib, så vi selv kunne opsende astronauter i stedet for at være helt afhængige af USA.

Det er ikke oplyst, hvad ISRO kan få ud af et øget samarbejde, men alene initiativet er et vigtigt første skridt mod at skabe de nye alliancer.

Disse alliancer bliver nok nødvendige efter Trumps noget brutale nedskæring af NASA, som jo gør det svært at samarbejde med amerikanerne, når selv store rumprogrammer med international deltagelse pludseligt kan aflyses.