Mars' to små måner Phobos og Deimos vil være yderst interessante at lande på, før vi går efter at lande på Mars. Få indblik i de to måner, og hvorfor man tidligere troede, Phobos var kunstig og anbragt af aliens.
\ Automatisk oplæsning
Mars' to små måner Phobos og Deimos vil være yderst interessante at lande på, før vi går efter at lande på Mars. Få indblik i de to måner, og hvorfor man tidligere troede, Phobos var kunstig og anbragt af aliens.
Alle forventer, at rumfartens næste store mål bliver Mars. Sådan kan det også gå, men man er begyndt at tale om, at det næste sted, hvor mennesket sætter foden, ikke bliver på selve Mars, men på en af de to små marsmåner Phobos og Deimos.
Den europæiske rumsonde HERA er netop fløjet forbi Mars 12. marts, og sonden har allerede sendt fotos hjem, ikke bare af Mars, men også af den lille Deimos, som vi hidtil kun har haft få gode billeder af.
Rumforskerne fra ESA ser på nedenstående foto begejstrede ud over at modtage de første billeder fra HERA-rumsonden. Så må vi se, om billederne kan give inspiration til en ekspedition til de to marsmåner.
Phobos er tættest på Mars, og det er nok den måne, man taler mest om. En landing her vil være en fantastisk oplevelse. Da Mars kun er 6.000 km borte, vil himlen være helt domineret af den røde planet.
Med det blotte øje vil man kunne se den store kløft ved ækvator, de enorme vulkaner og forskellen mellem de flade sletter mod nord og det kraterdækkede område mod syd. Kun de isdækkede poler vil være uden for synsfeltet.
Den største oplevelse vil nok være tyngdekraften – eller rettere manglen på tyngdekraft. For Phobos er så lille, at tyngdekraften er under 1/1.000 af Jordens tyngdekraft. Bare man tager et skridt, vil man derfor hoppe mange meter op i rummet og svæve der et par minutter, før man kommer ned igen – så at gå rundt på Phobos er vist ikke muligt.
I al den tid, Phobos har kredset om Mars, må den have indsamlet støv, der er slynget ud i rummet som følge af store meteornedslag på Mars.
Så det støv, der findes alle steder på overfladen, vil blive nøje undersøgt, fordi det er indsamlet over en periode på måske milliarder af år - og dermed kan fortælle noget om, hvordan Mars har ændret sig gennem tiden.
Man kan endda være så heldig på denne måde at finde stof, fra dengang Mars var en klode, der måske havde et hav og en tæt atmosfære, og hvor der måske har været liv.
Alene denne mulighed er et stærkt argument for at lande på Phobos – men vi kommer også ind på, hvorfor den anden måne Deimos har andre fordele.
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I mere end 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Der er to grunde til at en landing på enten Phobos eller Deimos kan komme før en landing på selve Mars.
Vi har jo ingen erfaring med mange måneder lange rejser ud i Solsystemet, hvor der ikke er mulighed for at få reservedele og forsyninger fra Jorden. Det stiller store krav til rumskibet, som skal kunne klare sig selv gennem en tid på 2-3 år.
For bare at nævne tre nøgleteknologier, som endnu ikke er udviklet:
En rejse til marsmånerne vil være en utrolig god forberedelse til en landing på Mars, fordi man her kan afprøve disse og andre teknologier uden den ekstra belastning, det vil være at skulle lande.
De to små måner blev opdaget af Joseph Hall i 1877 fra den amerikanske flådes observatorium i Washington D.C.
Han døbte månerne Phobos (frygt) og Deimos (rædsel), fordi de kredser om Mars, der jo har navn efter den romerske krigsgud Mars.
De to måner er så små, at de selv i store teleskoper kun ses som små lysprikker, og det var først, da rumsonder blev sendt til Mars, at man kunne se, at de ikke engang er runde. De er nærmest kartoffelformede og dækket af store og små kratere, og på Phobos findes også nogle dybe riller.
| Fakta om Phobos og Deimos | Største diameter | Mindste diameter | Højde over Mars | Omløbstid om Mars |
|---|---|---|---|---|
| Phobos | 27 km | 19 km | 6000 km | 7,65 timer |
| Deimos | 15 km | 11 km | 20100 km | 30,3 timer |
Phobos og Deimos ligner mest af alt to små asteroider, så det var meget naturligt at antage, at der var tale om asteroider, der engang i fortiden var indfanget af Mars.
Der er dog et stort problem med denne teori, nemlig at begge måner har næsten helt cirkulære baner næsten lige over Mars’ ækvator. Selv i dag ville det være en udfordring at anbringe en rumsonde i en så cirkulær bane lige over ækvator.
Asteroider, der indfanges, vil normalt ende i meget aflange baner, som ikke ville ligge lige over ækvator. Og endnu vigtigere: For at blive indfanget skal en asteroide bremses ned – ellers vil den bare flyve forbi Mars.
I dag er der ikke noget som kan bremse end asteroide ned, selv om den passerer tæt forbi Mars, så derfor anser man det nu for mere sandsynligt at de to små måner er opstået ud fra en skive af støv, sten og gas der engang har kredset om Mars.
En sådan skive kan være opstået efter et enormt nedslag på Mars, der har slynget store mængder stof ud i rummet.
På den anden side har begge måner meget mørke overflader af en sammensætning som minder meget mere om asteroider i den ydre del af asteroidebæltet end om Mars. Det spørgsmål kan kun afklares ved at lande på en af månerne og indsamle prøver.
Omkring 1950 opdagede man, at Phobos hvert år kommer den 2 cm nærmere til Mars, og man har skønnet, at den vil ramme Mars om mindre end 100 millioner år, hvilket førte til en teori om, at Phobos måtte være kunstig.
Udregninger viste nemlig, at man kun kunne forklare, at Phobos hele tiden kommer nærmere til Mars, ved, at massefylden var så lav, at månen må være hul – og så var der kun et lille skridt til teorien om, at Phobos måtte være en kunstig Måne opsendt af en nu forsvunden civilisation på Mars
Nærbilleder af Phobos taget af rumsonder viser, at den helt klart ikke er kunstig, men målinger viste også, at massefylden er bare 1,9 g/cm3 , hvilket er meget lavt for en klode opbygget af sten og klippe.
Den moderne forklaring er, at Phobos i virkeligheden bare er en stor dynge sten, som kun lige akkurat holdes sammen af den meget svage tyngdekraft.
Sådanne kloder ret almindelige. De kaldes på engelsk for ’rubble piles’ eller skrotdynger, og de er sandsynligvis fyldt med store og mindre hulrum, som bringer massefylden ned.
Hulrummene giver måske en mulighed for at undersøge, hvad der findes dybt under overfladen, om ikke andet så med ubemandede droner.
Men selv om Phobos ikke er kunstig, så har man da fundet noget, som ligner monolitten fra den berømte film ’Rumrejsen 2001’. Det er dog nok bare en 90 meter stor sten, som på et tidspunkt er slynget op og så faldet ned i lodret stilling. Men den bliver da morsom at se nærmere på.
Det bedste ved det hele er, at man virkelig kan udforske Mars fra en af de to Måner.
For det første kan man grave sig ned for at blive beskyttet mod strålingen fra rummet.
For det andet kan man sende ubemandede sonder ned til Mars fra både Phobos og Deimos, som helt direkte kan styres af astronauterne, da det kun tager radiobølgerne en brøkdel af et sekund at komme de få tusinde km fra en måne og ned til Mars.
I praksis kan astronauten sidde foran en TV-skærm som er koblet til et kamera på roveren, som så ikke hele tiden skal spørge Jorden om, hvor den nu skal køre hen.
Faktisk er Deimos bedre egnet til det formål end Phobos, fordi Deimos er længere væk fra Mars, så man herfra har et bedre overblik over planeten.
Fra Phobos kan man kun se godt 90 procent af overfladen, mens man fra Deimos kan se 97,5 procent af overfladen. Forskellen skyldes især, at man fra Deimos har en meget bedre udsigt til de polare områder end fra Phobos, så fra Deimos kan man styre rovere over det meste af Mars, men dog ikke helt op til polerne.
Det vil i øvrigt være naturligt at besøge begge måner.
Det vil kun tage mindre end 9 timer at flyve fra Phobos til Deimos, og tager man hensyn til, at rumskibet først skal forlade Phobos og derefter have justeret sin bane, så det kan lande på Deimos, kræver det kun en fartændring på under 3.000 km/time, så brændstofforbruget er til at overse.
Vi har omtalt, at der er dybe riller på Phobos. Der er flere teorier om disse riller.
En af dem er, at rillerne på Phobos kan være revner, der er opstået, fordi den lille måne nu er så tæt på Mars og så løst opbygget af store og små sten (rubble pile), at tidevandskræfter nu er ved at bryde Phobos i stykker, så den måske ender som en ring af støv og småsten i bane om Mars i stedet for at styrte ned.
Til sammenligning kan vi se på Neptuns måne Triton, der en dag vil kollidere med Neptun, selv om det er noget, som ligger langt ude i fremtiden. Triton nærmer sig Neptun og er ligesom Phobos udsat for stærke tidevandskræfter. Det er måske forklaringen på, at man har fundet store forkastninger og højderygge, kaldet sulci, hvilket er et tegn på en betydelig tektonisk aktivitet.
Phobos og Triton er milliarder af kilometer fra hinanden og opbygget af forskellige materialer – men deres fælles skæbne gør det naturligt at sammenligne de to kloder, for at lære noget om de kræfter der påvirker en måne, som er på vej til at falde ned.
Måske vil det, vi kan lære om Phobos, give os en bedre forståelse af den fjerne Triton.
Jo, der er virkelig god grund til at besøge de to små måner – og hvorfor ikke begynde med dem?
Hver onsdag aften lander fascinerende artikler om astronomi og rumfart i din indbakke.
