I Solsystemets yderste egne, meget længere ude end de kendte planeter, kredser en hidtil ukendt planet rundt og venter på at blive opdaget.
Det har de to anerkendte astronomer Konstantin Batygin og Mike Brown postuleret, og det er en teori, der tages alvorligt af andre astronomer, fortæller Uffe Gråe Jørgensen, der er lektor og astrofysiker på Niels Bohr Institutet under Københavns Universitet:
»Det virker meget realistisk. Der er noget, der tyder på, at det er rigtigt – der er meget stærke evidenser for eksistensen af den niende planet.«
»Jeg tror, den er der. Jeg tror, den findes. Det er bare et spørgsmål om at finde den.«
Teorien om en ’Planet 9’, der er i omegnen af 10 gange så tung som Jorden, og som omkredser Solen i en meget fjern og aflang bane, hvor den er mange tusinde år om at komme en gang rundt, undersøges nu nærmere af andre astronomer rundt omkring i verden.
Målet er at beregne den hypotetiske planets bane, så den bliver nemmere at få øje på med teleskoper. Før planeten er observeret, er den nemlig ikke rigtig opdaget.
Atypiske baner kræver en forklaring
De to astronomer fra Caltech i USA fremlagde teorien i en artikel i tidsskriftet The Astronomical Journal den 20. januar 2016.
På baggrund af matematiske modellering og computersimuleringer, kombineret med data om baner for seks Kuiperbælte-objekter – mindre kloder, der kredser omkring Solen længere ude end den fjerneste planet Neptun – konstaterede de, at der må være en ekstra planet i Solsystemet.
Sagen er den, at de seks objekter har atypiske, meget langstrakte baner, der minder om hinanden – de klumper sig nærmest sammen. Det kan bedst forklares med, at et meget større og hidtil uset himmellegeme holder dem i skak, mener Konstantin Batygin og Mike Brown.
Stadig flere kloder peger på Planet 9
De medgiver dog, at det også kan være helt tilfældigt, at banerne ligner hinanden så meget, men beregner sandsynligheden for dette til at være 0,007 procent.
Så sent som i sidste måned blev der opdaget endnu et Kuiperbælte-objekt, der passer ind i teorien, og det er ikke det hele, lyder det fra Uffe Gråe Jørgensen:
»Teorien forudsagde, at der også måtte være objekter med baner vinkelret på den hypotetiske planet. Og det var der så også.«
»Alle de ting tilsammen er svære at forklare på en anden måde. Det ville være meget usandsynligt at få den konfiguration, uden at der var en stor planet, der havde hevet dem ud i de baner.«
Rumsonde-målinger giver et spor
Franske astronomer har brugt en detaljeret model for Solsystemet til at regne på, om sådan en ny planet nu også kan passe ind i det store billede. Alle Solsystemets kloder påvirker nemlig hinanden, og en stor og hidtil uopdaget planet langt væk vil skabe små forstyrrelser i banerne for de andre kloder.
Spørgsmålet var, om de eksisterende data om Solsystemet levner plads til en Planet 9 – om den ville forstyrre de andre planeters baner så meget, at det ikke passer med de kendte data, eller om den hypotetiske planet godt kunne passe ind i modellen.
Resultatet af analysen blev, at Planet 9 faktisk godt kan være virkelighed – dog under visse forudsætninger. Der er nemlig grænser for, hvor i Solsystemet den kan befinde sig.
På den måde viser franskmændene, at deres metode kan bruges til at pejle sig ind på planeten og altså være et værktøj i jagten på den. De andre kloders baner fortæller, hvor i verdensrummet en Planet 9 højst sandsynligt befinder sig, hvis den findes.
Astronomerne har blandt andet brugt data fra rumsonden Cassini, der har kredset om Saturn siden 2004, til at forfine modellen for Solsystemet. Det fik nogle medier til at skrive, at forstyrrelser af rumsondens bane tyder på eksistensen af Planet 9, men det er altså ikke tilfældet, hvilket den amerikanske rumfartsorganisation NASA så sig nødsaget til at påpege i en pressemeddelelse.
Planet 9 jages med teleskoper
Nu har astronomerne steder at pege teleskoperne hen, og jagten er for alvor gået ind. Planet 9 er meget svær at se, fordi den er så langt væk, så selv om den er stor, er det ikke underligt, at den ikke er fundet endnu. Omvendt vil den med sikkerhed kunne observeres med eksisterende teleskoper, hvis den findes. Den kan ikke gemme sig i lang tid, hvis den er derude, nu hvor astronomerne er på sporet af den.
Hvis de franske astronomer har ret, burde planeten dukke op på billeder fra det store teleskop, der bruges af Dark Energy Survey i Chile. Og ellers er der størst chance for at finde Planet 9 med det enorme japanske teleskop Subaru, der er placeret på toppen af Mauna Kea i Hawaii. Det er simpelthen det bedste til at afsøge himmelrummet i jagten på sådan en planet.
»Subaru er et stort teleskop, og så har det en vid vinkel. Det skal man bruge, når man skal eftersøge et stort område for at finde en planet, der er langt ude,« siger Uffe Gråe Jørgensen og fortsætter:
»Vi finder den nok inden for de næste fem år. Det kan være i morgen, eller der kan gå nogle år – man må bare gå systematisk frem med eftersøgningen. Det er så spændende – det er helt utroligt, at vi inden for vores levetid måske kan opdage en ny planet i vores Solsystem.«
Slynget ud af gaskæmper eller adopteret
Forskere fra universitetet i Bern i Schweiz har i øvrigt regnet på, hvordan planeten må se ud. De er kommet frem til, at en planet med en masse som 10 jordkloder må have en radius 3,7 gange større end Jorden, og at dens overfladetemperatur må være minus 226 grader celsius.
Men hvad har sådan en planet med en størrelse mellem Jordens og Neptuns egentlig at gøre i Solsystemet? Her er svaret, at det kunne være en planet, der er blevet dannet sammen med resten af Solsystemet og så på et tidspunkt er blevet slynget ud i Solsystemets fjerne afkroge af gaskæmperne Saturn eller Jupiter.
Der er også en lille sandsynlighed for, at planeten er adopteret fra et andet stjernesystem. Det er i hvert fald, hvad en svensk og to franske astronomer for nyligt har foreslået.
I første omgang gælder det dog om at finde ud af, om Planet 9 overhovedet eksisterer.
