’Astronauter’ smugtræner til Mars-rejse

Pladsen i rumkapslen er meget trang. Og indespærringen på 105 dage temmelig lang. Alligevel var de seks ‘astronauter’ lutter smil, da de den 31. marts 2009 trådte ind gennem døren til deres kommende hjem og smækkede lugen i bag sig.

‘Rumkapslen’ flyver nu ingen steder, da faciliteten kun er beregnet til at simulere rumflyvninger. Alligevel kommer deltagerne ud på noget af en rejse, for de næste tre måneder skal de lade som om, at de er på vej til Mars.

Eksperimentet hører inde under det efterhånden verdenskendte projekt ‘Mars500’, der skal simulere en bemandet Mars-flyvning, sådan som man forestiller sig, at den vil komme til at forløbe om cirka 20 år.

Arrangørerne bag projektet er det europæiske rumagentur ESA samt det russiske ‘Institute for Biomedical Problems’ IBMP, der begge drømmer om at kunne gennemføre en sådan rumflyvning i fremtiden. Projektet er delt i to, hvoraf den første går ud på at spærre et team ‘astronauter’ inde i 105 dage. Baseret på erfaringerne fra dette forsøg vil ESA og IBMP i slutningen af 2009 isolere endnu et hold deltagere i 520 dage. Om det bliver det samme team, der skal køre 520-dages projektet, ved man endnu ikke, men en del af teamet vil med stor sandsynlighed gå igen.

Derudover har russerne i 2008 kørt et lille projekt, hvor de i en måned kørte et isolationsforsøg i miniatureudgave.

Et hav af ansøgere

Det lille team, der for øjeblikket er ombord på ‘rumkapslen’, består af seks mænd, fire russere, en tysker og en franskmand, der alle er blevet håndplukket til opgaven. Da ESA og IBMP oprindeligt efterlyste kandidater til projektet tilbage i 2007, meldte mere end 5600 interesserede sig på banen!

Siden da har ESA og IBMP snævret ansøgerfeltet voldsomt ind ved at udsætte de utallige ansøgere for et hav af fysiske og psykiske tests, der er præcis de samme, som rigtige astronauter skal igennem. På den måde får man fat i nogle kandidater, der ligner rigtige astronauter af sind og som vil reagere på samme måde, som den ægte vare gør.

Ikke behov for supermænd

Man behøver ikke at være supermand for at blive astronaut, men det er selvfølgelig vigtigt, at man i det store og hele er sund og rask, og at en eventuel skavank er så lille og kontrolleret, at den ikke lige pludselig sætter astronauten ud af spil. Inden man bliver udnævnt som astronaut, følger lægerne derfor astronautens helbred igennem flere år, så de ved, hvor de har én.

Umiddelbart skulle man tro, at et vigtigt krav er, at astronauterne skal kunne agere under påvirkninger af store tyngdefelter i rummet. Men det er faktisk en myte. I modsætning til en kamppilot skal en astronaut bare kunne holde til den voldsomme belastning i de minutter, det tager rumfartøjet at komme ud i rummet, hvor påvirkningen er minimal.

En anden ting, der giver point, er, om de har en naturvidenskabelig uddannelse, da man undervejs skal være i stand til at gennemføre et hav af forskningsprojekter under de stressende forhold, der er ombord.

Med de slags rumfartøjer, som rumagenturerne bygger i dag, har man typisk kun brug for en enkelt pilot eller to til at styre fartøjet. Til gengæld er der brug for mange ingeniører, der kan overskue og takle det komplicerede laboratoriearbejde.

En stor del af projekterne går ud på at undersøge, hvordan naturen opfører sig i det meget svage tyngdefelt i rummet, og da en stor del af den medbragte natur findes inde i astronauterne selv, vil de i høj grad selv skulle lægge krop til forsøgene. Derfor har ESA og IBMP også haft fokus på at få mindst én læge med, der har styr på de enkelte organers funktioner.

Hård træning gav forstørret hjerte

Indtil de endelige kandidater var udpeget, har ansøgerne haft mundkurv på, så der ikke slap følsomme oplysninger ud til offentligheden, der på nogen måde kunne påvirke forløbet. Men nu har de vragede kandidater fået lov til at løfte sløret for, hvad det egentlig var, der skete undervejs.

I Danmark er vi så heldige at have haft en kandidat med helt fremme i ansøgerfeltet, som videnskab.dk selvfølgelig straks har allieret sig med. Manden hedder Steffen Kjær Johansen og er civilingeniør og ph.d. i matematisk fysik fra DTU.

Steffen Kjær Johansen røg først i svinget i 11. time under et sundhedstjek på det russiske hospital Central Clinical Hospital of the Russian Academy of Sciences i Moskva, der fandt sted i midten af oktober sidste år.

På det tidspunkt var der kun otte europæiske ansøgere tilbage plus et tilsvarende antal russiske kandidater. Under opholdet i Moskva blev de resterende kandidater behandlet som helte. Ansøgerne fik blandt andet deres helt egen læge, som fulgte dem i tykt og tyndt, og de blev indlogeret på hospitalets øverste etage. Her fik kandidaterne en kærlig behandling, som man ikke er vant til i vesten.

Historisk vingesus

Lederen af militærhospitalet var Viktor Baranov, der var med til at kickstarte rumalderen for godt 50 år siden med opsendelsen af hunden Leika i rummet.

»Hver gang han talte, kunne vi mærke det historiske vingesus, og han har en udstråling og en karisma, der sagde spar to. For ham var udforskningen af verdensrummet det allervigtigste i hele verden, og jeg følte mig dybt beæret over at få lov at være med. Den følelse var ganske enkelt fantastisk,« fortæller Steffen Kjær Johansen.

Men selv om deltagerne blev båret i en guldstol, så viste nogle af de medicinske tests at være ret så barske, og her hjalp ingen kære mor.

En af testene på hospitalet i Moskva gik i al sin enkelthed ud på at føre et ret stift stykke slange, der var mere end en meter langt, op i endetarmen for med et kamera at tjekke, om alt var som det skulle være.

Som en afledningsmanøvre kunne patienten selv følge med på en skærm undervejs.

Det er intet mindre end historieskrivning de laver, de gutter. Og det ville jeg selvfølgelig enormt gerne have været med til.

Steffen Kjær Johansen

»Undersøgelsen gør temmelig ondt, og det ser voldsomt ud når man ligger på siden med diverse stikkende ud af ‘det sted, hvor der ikke burde være noget’,« konstaterer Steffen Kjær Johansen.

Han lå på briksen med min russiske tolk stående ved sin side. Tolken var imidlertid ny i faget og havde derfor aldrig været vidne til sådan en undersøgelse før. Lægen kunne kun tale russisk og Steffen Kjær Hansen beder tolken spørge hende, hvad det er, han kan se på skærmen. De snakker lidt frem og tilbage gennem tolken, men pludselig bliver tolken helt hvid i hovedet og begynder at svaje lidt ustabilt.

»Jeg spørger hende naturligvis, om hun er ok og straks kommer det fra den kvindelige læge, at hun kun troede det var franskmænd, der kunne være galante i en situation som den, jeg befandt mig i. Dertil kunne jeg jo kun sige, at det var os danskere, der lærte franskmændene at være galante. Det fik tolken til at grine og slappe af,« fortæller han.

Tarmene viste sig at have det fint, men legen stoppede, da man havde lavet en undersøgelse af hjertet. Det viste sig nemlig, at hans hjerte var en smule forstørret, og han måtte rejse hjem.

I 2005 var der astronautkampagne i Danmark, hvor Steffen Kjær Hansen blev nummer fire ud af 266 ansøgere. For at ruste sig til astronautkonkurrencen, begyndte han at løbetræne i bjergene. Da konkurrencen var slut, intensiverede han træningen endnu mere for at komme i form til Mars500.

»For at komme i den bedst tænkelige form, begyndte jeg at dyrke ultra-marathon, men paradoksalt nok har træningen åbenbart forstørret hjertemusklen, og det faldt jeg desværre på i Moskva,« fortæller en ærgerlig Steffen Kjær Johansen.

Et smugkig i dagbogen

Selv om han røg ud af konkurrencen, har han alligevel haft kontakt til de to ESA-kandidater gennem hele slutspurten, og derfor kan han løfte sløret for, hvad de gik igennem op til de blev spærret inde.

Under opholdet i Moskva blev de otte europæere skåret ned til fem, og man gjorde klar til at skære endnu en fra. Problemet løste imidlertid sig selv, da en af kandidaterne fik kolde fødder. Efter at have regnet på det måtte han konstatere, at den beskedne løn på 30 euro om dagen var for lav til, at han kunne forsøge sin familie i den tid, som projektet stod på.

»Vi kan roligt sige, at det ikke er på grund af lønnen, at man gør det her, heller ikke selv om lønnen så vidt jeg ved er skattefri,« siger Steffen Kjær Johansen og ler.

Tilbage var der to europæere plus to stedfortrædere.

Da Rusland og ESA har kørt hver deres udskillelsesforløb, har han ikke fået noget førstehånds-indtryk af, hvad der er foregået i den russiske lejr. Men han har selvfølgelig hørt pålidelige rygter.

De sidste deltagere hos både russerne såvel som europæerne er mænd, men så vidt Steffen Kjær Johansen ved, så var der faktisk en russisk kvinde med i opløbet til 105-dage-eksperimentet. Hun blev imidlertid sorteret fra, da der opstod ballade i slutspurten.

Undersøgelsen gør temmelig ondt, og det ser voldsomt ud når man ligger på siden med diverse stikkende ud af ‘det sted, hvor der ikke burde være noget’

Steffen Kjær Johansen

Også i det russiske 30-dages projekt var der en kvindelig kandidat med, der sammen med de andre resterende russiske ansøgere i 2008 blev spærret inde i rumkapsel-faciliteten i Moskva. Testen skulle give et indtryk af, om teamet var i stand til at arbejde sammen – et springende punkt, når man er på en farefuld mission ude i rummet.

Men det viste sig hurtigt, at flere af de mandlige deltagere havde svært ved at holde koncentrationen.

»Rygterne siger, at flere af de mandlige kandidater blev forelsket i kvinden, og jeg kan tænke mig, at det var det, der diskvalificerede hende bagefter. Hun røg i hvert fald ud,« fortæller Steffen Kjær Johansen.

Kosmonauter blandt de russiske deltagere

En anden forklaring på, at russerne valgte de fire mænd kunne være, at det ganske enkelt var dem, der havde de bedste kvalifikationer.

»De russiske deltagere er sindssygt professionelle, for IBMP har valgt at sætte en læge, en civilingeniør og to trænede kosmonauter ind i rumkapslen, hvoraf den ene, Sergei Ryazansky, fungerer som kaptajn for teamet. Han var også kaptajn for det russiske 30-dages projekt,« fortæller Steffen Kjær Johansen.

Selv om det hele kommer til at foregå på landjorden har ESA og IBMP alligevel lagt sig i selen for så vidt muligt at få deltagernes hverdag til at ligne den barske virkelighed, som rigtige astronauter kommer til at opleve, den dag, de flyver til Mars.

Kapslen på 550 kubikmeter er opdelt i tre moduler: et fødevarelager, et sundhedsmodul og et opholdsmodul. Hver deltager har hver eget soveværelse på 3,2 kvadratmeter og har hver især fået lov at medbringe enkelte personlige ting som bøger, dvd’er og computere.

De har også kontakt til ‘missionskontrollen’ og familien, men for at gøre forsøget så livagtigt som muligt foregår kommunikationen med 20 minutters forsinkelse. Derudover indeholder rumkapslen et særligt modul, hvor de seks skal opholde sig i 30 dage. Det er den tid, det planlægges, at et rumfartøj skal være i kredsløb om Mars.

Ny indsigt skaber fred

Selv om ‘astronauterne’ lever temmelig isoleret, vil omverdenen alligevel kunne følge med i deres strabadser ombord. På ESA’s website opdaterer deltagerne nemlig løbende en dagbog, hvor fortæller om deres hverdag, hvad de laver og hvordan det er, at være indespærret i så lang tid.

Steffen Kjær Johansen krydser fingre for teamet og sender dem ofte en tanke. Samtidigt ærgrer han sig gul og grøn over, at han ikke fik lov at være med.

»Det er historieskrivning de laver, de gutter. Og det ville jeg selvfølgelig enormt gerne have været med til. Ud over at turen kan gøre os klar til at besøge Mars, vil den kunne give os en helt ny indsigt i en lang række videnskabelige emner,« siger han og slutter:

»Jo mere vi ved, des lettere vil vi kunne opbygge et samfund, der giver de bedste muligheder for alle. Sidst men ikke mindst skal kampen mod terrorisme og religiøs fanatisme i det lange løb vindes ved, at vi opnår større naturvidenskabelig erkendelse.«