For første gang nogensinde er en dansk astronaut sendt af sted som øverste leder i en amerikansk rumraket med kurs mod Den Internationale Rumstation (ISS).
Dermed er der lørdag morgen blevet skrevet dansk rumhistorie, og Andreas Mogensen og hans tre astronautkolleger befinder sig lige nu i vægtløs tilstand i en rumkapsel i kredsløb om Jorden.
Herunder kan du se Videnskab.dk's sammendrag af morgenens spændende og nervepirrende opsendelse:
Rumkapslen med Andreas Mogensen ankommer efter planen til rumstationen søndag eftermiddag klokken 14:50. Du kan følge selve dockingen live her på Videnskab.dk fra klokken 13.
De første ord fra rummet
»Velkommen i rummet,« sagde Andreas Mogensen som det første, da Dragon-rumkapslen endelig var nået i kredsløb om Jorden.
»Det må være verdens hurtigste dovendyr,« lød det lidt senere fra den danske astronaut, da han kunne se en bamse af et dovendyr svæve rundt i rumkapslen.
Astronauter tager nemlig tøjdyr med sig i rumskibet, og det sekund, rumskibet går i kredsløb, begynder bamserne at svæve rundt i kabinen.
Andreas Mogensen havde taget et dovendyr med, som hans børn havde valgt.
Forskningsministeren til Videnskab.dk: »Vi skal være stolte!«
Forsknings- og undervisningsminister, Christina Egelund (M), var til stede under opsendelsen i Florida.
Efter raketten var lettet, havde hun svært ved at skjule sin begejstring, da Videnskab.dk’s udsendte i Florida, Jonas Salomonsen, fik en kommentar fra hende:
»Det var en meget overvældende oplevelse. Det var meget stort og bevægende at se Andreas Mogensen, som man jo kender, på den måde forsvinde hurtigt ue i rummet. Det var jo virkelig en opvisning i ekstrem teknisk kontrol,« siger hun til Videnskab.dk
»Jeg synes, at vi hjemme i Danmark skal være stolte af at have en astronaut, som er så dygtig, at han får lov til at være den første ikke-amerikanske pilot ombord på en NASA-rumfærge. Det får man kun lov til, hvis man er mega dygtig.«
Hun understreger vigtigheden for Danmark af Andreas Mogensens præstation:
»Det betyder selvfølgelig noget for Danmark, at vi er med til at markere os som en stærk nation inden for rumfart. Det, at vi er et land med en kendt astronaut, tror jeg ikke, man skal undervurdere i forhold til det internationale samarbejde.«
I videoen herunder kan du se og høre Videnskab.dk's udsendte fortælle om, hvordan det var at opleve opsendelsen helt tæt på. Han beskriver blandt andet, at det voldsomme brag fra raketten gav ham et kæmpe chok:
DTU-forskers kamera venter på Andreas Mogensen: »Glad for, at opsendelsen gik godt«
En af de forskere, der med særlig stor spænding har fulgt opsendelsen live fra DTU, er Olivier Chanrion. Han har været med til at bygge et særligt kamera, som Andreas Mogensen skal bruge til at filme tordenvejr på ISS.
»Mit kamera er allerede deroppe, og Andreas Mogensen skal op og hente det, så jeg er virkelig glad for, at opsendelsen gik godt. Nu er jeg spændt på, hvordan det går, når han ankommer til rumstationen og får fat i kameraet om en uges tid,« siger Oliver Chanrion, der er seniorforsker på DTU Space.
Sidste gang, Andreas Mogensen var på ISS, filmede han blå kæmpelyn med DTU-forskernes kamera. Optagelserne og lynenes betydning, kan du læse om i artiklen Gå i Andreas Mogensens fodspor på jagt efter mystiske kæmpelyn
Siden den forrige mission i 2015 er kameraet blevet endnu mere avanceret, fortæller Oliver Chanrion.
»Vi håber, at de optagelser, Andreas sender ned, kan give os en idé om, hvor mange lyn, der er, og hvor meget energi, de udsender. De lyn han filmer, befinder sig over skyerne, så de er anderledes end dem, vi kan se på Jorden. Lyn udsender drivhusgasser og ændrer kemien i atmosfæren. Vi er interesseret i at finde ud af, hvilke ændringer der sker,« siger han.

Høj stemning på DTU
Der var både spænding og glæde i luften op til opsendelsen, som Videnskab.dk dækkede live fra både Kennedy Space Center i Florida og Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby, hvor omtrent 300 rumentusiaster var mødt op for at følge Andreas Mogensens opsendelse.
Følg med i resten af Andreas Mogensens rejse ud i rummet
Du kan se Andreas Mogensen docke på ISS kl. 14:50 søndag 27. august.
Hold dig opdateret på Videnskab.dk.
Artiklen opdateres



































