Det lyner på Jupiter, og det har man vidst, lige siden NASA’s Voyager 1 fløj forbi planeten i 1979.
Dengang viste data, at radiosignalerne fra lynene ikke lignede signalerne fra lyn på Jorden, men nu kan forskere fra NASA’s Juno-mission vise, at lynene på de to planeter er mere ens end som så. Det skriver NASA.
Indtil rumsonden Juno kom på banen, var alle lynsignalerne fra Jupiter begrænset til enten visuelle opdagelser eller opfanget fra kilohertzområdet af radiospektret, fortæller forskeren fra NASA’s Jet Propulsion Laboratory Shannon Brown, der er hovedforfatter på det nye studie af lynene.
På Juno, der har været i kredsløb om Jupiter siden juli 2016, har man imidlertid et såkaldt ‘Microwave Radiometer Instrument’ (MWR), der optager emissionerne fra den store gasplanet på et bredt sprektrum af frekvenser.
Allerede på første flyvning havde MWR’en opfanget 377 lynudledninger – både i megahertz- og i gigahertzrækkevidde – og forskerne kunne konstatere ligheden.
Der er dog også visse forskelle på lynene, de to planeter imellem.
På Jorden lyner det mest nær ækvator, mens Jupiters lyn primært rammer polerne, og det har at gøre med, hvordan Solens stråler påvirker de to planeter:
- På Jorden får Solen varm luft til at stige op og ‘fodre’ tordenvejret over ækvator.
- På Jupiter, der primært får sin varme fra sin egen kerne, bliver den øvre atmosfære over planetens ækvatorlinje stabil ved hjælp af en noget mindre andel solstråler, mens polerne forbliver ustabile og derved fulde af lyn og torden.
Som med så meget andet, NASA foretager sig, danner opdagelsen grobund for nye spørgsmål. Næste skridt bliver at finde ud af, hvorfor man opfanger flest lyn ved Jupiters nordlige pol.
Studiet er publiceret i Nature.
\ Læs mere
ele
