Et sikkert arbejdsmarked bringer flere til stemmeurnen
Usikkerhed på arbejdsmarkedet medfører mindre deltagelse i det politiske liv. Men ved at konstruere en velfærdsstat og arbejdsmarkedsinstitutioner kan man komme usikkerheden til livs og gavne demokratiet.

Især for arbejdere, der forventer at have gentagende perioder af usikker eller ingen ansættelse, er der desværre tegn på en lav grad af politisk deltagelse.
(Foto: <a href="http://www.shutterstock.com/pic-134923592/stock-photo-asian-businessman-... target="_blank">Shutterstock</a>)

 

Muligheden for fast arbejde blev tidligere taget for givet. Den nye europæiske virkelighed er dog, at unge borgere veksler mellem arbejdsløshed og midlertidige jobs. Usikkerhed er blevet reglen i stedet for undtagelsen.

I mange europæiske lande ses det i det store antal af tidsbegrænsede kontrakter (se Figur 1). Samtidig stiger den politiske utilfredshed. Noget, som giver udslag i flere protestbevægelser og fremgang for populistiske partier eller ved et fald i politisk engagement.

Men hænger de to ting sammen? Fører usikkerhed på arbejdsmarkedet til politisk fremmedgørelse og mindre engagement? Vi ved, at usikkerhed omkring ansættelse kan være en dybt frustrerende oplevelse, der kan have alvorlige psykologiske konsekvenser.

Mange regner med, at denne form for frustration kan blive politisk relevant. Både i form af vrede rettet mod den politiske elite eller i form af resignation og apati. I begge tilfælde kan usikkerhed omkring ansættelse drive unge borgere væk fra politik og bidrage til at underminere demokratisk legitimitet.

Unge arbejdere og tidsbegrænsede ansættelseskontrakter

Ud fra disse bekymringer har jeg analyseret den politiske adfærd blandt arbejdere med tidsbegrænsede ansættelseskontrakter. Tidsbegrænsede ansættelseskontrakter bruges normalt af virksomheder for at undgå omkostninger i forbindelse med at de skal afskedige ansatte.

Det er særligt i lande med strenge regler omkring afskedigelser, at tidsbegrænsede ansættelseskontrakter giver en større fleksibilitet i tilpasning af deres bemandingsniveau. Men det betyder også, at usikkerheden koncentreres omkring en bestemt gruppe arbejdere. Ofte de unge.

Tidsbegrænsede arbejdere er derfor en særlig interessant gruppe at undersøge, når man vil vide noget om hvorvidt usikkerhed omkring ansættelse kan have en effekt på graden af politisk deltagelse.

Tidsbegrænset arbejde giver lav politisk deltagelse

Men har tidsbegrænsede arbejdere en lav grad af politisk deltagelse? Det er der desværre tegn på, Det gælder især for arbejdere, der forventer at have gentagende perioder af usikker eller ingen ansættelse. De viser  en lavere tilfredshed med demokrati og tillid til politiske partier, og der er en meget højere sandsynlighed for, at de ikke stemmer ved valg.

De negative effekter af usikkerhed kan dog dæmpes. Tidsbegrænsede arbejdere, der tror på, at de har en mulighed for fremgang, adskiller sig ikke fra fastansatte arbejdere på de nævnte dimensioner.

Min foretrukne tolkning af dette resultat er, at hvis tidsbegrænsede arbejdere ser en mulighed for at undslippe de gentagende perioder med tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, vil det medvirke til, at de opfatter effekterne af det politiske system som mere legitime.

Hvis min fortolkning er korrekt, har det vigtige politiske konsekvenser. Om en tidsbegrænset arbejder er optimistisk omkring sin fremtid afhænger dog også af en række personlige faktorer. Men vi kan påvirke optimismen med politiske beslutninger og med sin flexicurityordning har Danmark fundet en løsning, der beundres internationalt.

Den gyldne trekant

Figur 1: Andel af tidsbegrænsede arbejdere blandt alle arbejdere i alderen 15-24 år i Europa (2013). (Kilde: <a>Eurostat</a> (hentet 30. januar 2015))

Flexicurity er en blanding af fleksibilitet på arbejdsmarkedet og social sikkerhed.  Ordningen er baseret på den gyldne trekant, som består af fleksibel ansættelsesret, generøs arbejdsløshedsunderstøttelse samt velfunderede og virksomme arbejdsmarkedspolitikker.

Fleksibel ansættelsesret sikrer, at det individuelle arbejde ikke er overbeskyttet. Derved har Danmark undgået den markante distinktion mellem sikre 'insidere' og usikre 'outsidere', som vi ser i mange europæiske lande. I stedet er usikkerheden fordelt mere ligeligt ud over det danske arbejdsmarked.

Denne mangel på beskyttelse kompenseres traditionelt med en generøs arbejdsløshedsunderstøttelse og – lige så vigtigt – med virksomme arbejdsmarkedspolitikker.

Selv om arbejdsløshedsunderstøttelsen forhindrer sociale problemer på kort sigt, kan de virksomme arbejdsmarkedspolitikker forbedre de langsigtede muligheder på arbejdsmarkedet. De er især effektive, hvis de er orienteret mod menneskelig kapital, altså hvis de hjælper jobsøgende med at udvikle de kvalifikationer, som arbejdsmarkedet efterspørger.

 

Flexicurity giver demokratisk legitimitet

Efter min mening er der tre aspekter ved flexicurity, der gør det vigtigt for demokratisk legitimitet.

 

  1. For det første er det et relativt retfærdigt system, som fordeler arbejdsmarkedets risici. Det reducerer den nærmest vilkårlige adskillelse, mellem privilegerede og marginaliserede arbejdere, som vi ser i store dele af Mellem- og Sydeuropa, men også i Sverige.
     
  2. For det andet vil fokus på evner og arbejde modvirke den potentielt giftige vedholdenhed i den gentagende cyklus af usikkerhed og arbejdsløshed. 
     
  3. For det tredje viser samfundet de usikre arbejdere, at det er villigt til at opretholde et kompliceret system af støtte, så de ikke tabes på gulvet. Det er meget anderledes end i Sydeuropa, hvor ulemperne ved arbejdsmarkedet tydeligere, og hvor staten giver en utilstrækkelig social beskyttelse til unge arbejdere.

 

En rollemodel, som ikke bør bespares

To vigtige konklusioner dukker op. For det første bør europæiske politikere fortsat se flexicurity som en rollemodel.

Selv om det generelt anses for politisk vanskeligt at overføre systemet til andre samfund, vil den nuværende arbejdsmarkedskrise måske åbne døren for mere radikale politiske forandringer. Også selv om en gradvis bevægelse i retning af flexicurity ville være velkommen i mange lande.

For det andet har der været mange diskussioner om den danske velfærdsstat i de senere år. I disse diskussioner er der stor tilslutning til besparende foranstaltninger også med hensyn til søjlerne i flexicuritymodellen.

Om sådanne besparelse i velfærdsstaten er påkrævet eller hensigtsmæssige er et komplekst spørgsmål, som jeg ikke hævder at have svaret på. Men det, som jeg anbefaler, er, at man i diskussionerne overvejer flexicuritys demokratiske relevans.

Danmark står også over for en vanskelig situation på arbejdsmarkedet, og her er utilfredsheden med den politiske elite også håndgribelig. Meget tyder dog på, at man bør holde fast ved flexicuritymodellen, selvom arbejdsmarkedet er sat under pres.