Videnskab.dk gik i luften i mandags den 21. april. Redaktionen har siden da fået utroligt mange positive tilkendegivelser - tak for dem. Efter vi er kommet i drift, viser der sig dog også små knaster, frem for alt i teknikken, som vi er afhængig af for at kunne få vores historier ud.
Den slags kan give anledning til irritation. Vi beklager, hvis du er løbet ind i nogle af de tekniske anstødssten. På redaktionen arbejder vi ihærdigt sammen med vores tekniske leverandør på at få dem fjernet så hurtigt som muligt
Et eksempel på et af irritationsmomenterne er, at man ikke kan åbne vores nyhedsbrev fra en hotmail-adresse. Det skyldes en kombination af, at mailudbyderen fører en stram politik overfor spam, og at vi ikke på forhånd har været i stand til at pakke vores nyhedsbrev rigtigt ind i forhold til det.
Nogle læsere har undret sig over, at vi ikke har sørget for at få samtlige tekniske detaljer på plads, inden vi gik i luften. Dertil må vi sige, at vi som et iværksætterprojekt ikke har haft ressourcer til at prioritere det 100 procent. Vi har valgt at komme ud til læserne med vores indhold i den løsning vi har, selvom der mangler nogle procent i at være perfekt.
Gode forslag er velkomne Mens vi arbejder på at løse de sidste udfordringer, vil vi bede jer om hjælp til at finde eventuelle udestående fejl.
Derfor: Oplever du tekniske uhensigtsmæssigheder på videnskab.dk, må du meget gerne sende en mail til redaktionen@videnskab.dk, hvor du beskriver problemet.
Vi vil også i høj grad være glade for indspark fra læsere med teknisk indsigt, som kunne have lyst til at bidrage med bud på løsninger eller tilkendegive deres mening. Vi ved, at it-udviklere sædvanligvis er i besiddelse af både en høj grad af faglighed og stærke holdninger på det tekniske område.
Du er velkommen med spørgsmål og kommentarer både i en mail til redaktionen og i debatten under denne artikel.



































