Forestillingen om sociologen, der forstående udspørger den enlige mor om hendes situation, eller med åbent sind interviewer den hjemløse på gaden, giver kun et delvist billede af den moderne forskers arbejde.
Men der er stor forskel på at tale med de svage og udsatte i samfundet, og så på at banke på til chefkontoret og interviewe topledere og andre magtfulde mennesker. Det kræver nogle helt andre interview-redskaber, hvis forskeren ikke skal blive kørt rundt af de medietrænede chefer, skriver sfi.dk
SFI-forsker Frederik Thuesen har på egen krop oplevet dilemmaerne, og giver i artiklen ’Navigating Between Dialogue and Confrontation: Phronesis and Emotions in Interviewing Elites on Ethnic Discrimination’ sit bud på, hvordan sociologen bedst manøvrerer på de bonede gulve.
I artiklen argumenterer Frederik Thuesen blandt andet for, at forskeren skal være bevidst om sin egen rolle i interview-situationen. Det kan gøre det lettere for forskeren at være kritisk over for en interview-deltager. I stedet for at evt. kritiske spørgsmål kommer fra forskeren som person, kan forskeren repræsentere forskellige positioner i projektet, og lade deltageren forholde sig til dem.
Samtidig kan forskeren undgå at etablere et ”falsk venskab” med interview-deltageren, hvor de – ofte karismatiske og veltalende ledere – tales efter munden, for derefter at blive ”kritiseret” i den efterfølgende analyse, hvor forskeren ikke sidder ansigt til ansigt med interview-deltageren.
Læs også: Motion gør chefer til bedre ledere
