En gruppe af forskere fra Danmark og USA har netop fundet ud af, at øret hos sumpskildpadder er tilpasset til at høre under vand. Sådan lyder det fra Jakob Christensen-Dalsgaard, der er lektor på Biologisk Institut ved Syddansk Universitet og leder af forskningsgruppen.
Den nye opdagelse er blevet publiceret i det ansete tidsskrift Proceedings of the Royal Society B.
Det, forskningen viser, er, at øret har en særlig form hos skildpadderne. I stedet for en normal trommehinde har de en plade, som mellemøreknoglen sidder fast i. Mellemøret bag pladen er et stort luftfyldt hulrum, og det er dette luftfyldte mellemøre, der gør skildpadden følsom for undervandslyd.
Forskerne ved endnu ikke, hvad skildpadden bruger sin undervandshørelse til. En god hørelse kan måske bruges til byttefangst og til at undgå rovdyr, men det er også muligt, at skildpadden laver undervandslyd, som vi bare ikke har registreret endnu.
Opdagelsen har ifølge forskergruppen betydning for vores forståelse af, hvordan øret virker hos andre vandlevende dyr som hvaler, sæler, krokodiller og havskildpadder samt for udviklingen af hørelse mere generelt.

































