KORT NYT FRA DANMARK
Når kernefamilien splittes op i to, betyder det ofte, at nye sted-søskende kommer til. Men hvordan håndterer børnene egentlig det?
Det spørgsmål og mange flere har forskere fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole på Aarhus Universitet undersøgt. De er kommet frem til, at de fleste børn er gode til at håndtere, når der kommer nye søskende ind i familien, men jo flere søskende de har, des hårdere bliver arbejdet for at få relationerne til at fungere. Det skriver DPU Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
»Søskendeskaber opstår ikke automatisk. Du er nødt til at have en følelsesmæssig investering i det, hvis det skal fungere, og det er børn i den grad motiveret til. Men det er også hårdt arbejde, og des flere søskende et barn har, jo mere komplekst bliver arbejdet,« siger Ida Wentzel Winther, der er projektleder og lektor ved DPU Aarhus universitet, i pressemeddelelsen.
Forskerne bag projektet, Bevægelige Søskendeskaber, har interviewet og observeret omkring 100 børn fra hele landet. Dette inkluderer både søskende, der bor sammen og en del, der ikke gør. Her fandt de, at søskende fra skilsmissefamilier får nogle forskellige egenskaber.
»Nogle af de børn, som har mere end et hjem og mere end én gruppe søskende er gode til at kommunikere og sans for logistik. De er også gode til at finde ind og ud af forhold,« siger Ida Wentzel Winther i pressemeddelelsen.
Ifølge forskerne kan resultaterne være med til at skubbe til den almindelige opfattelse, at det er synd for skilsmissebørn, at de ikke vokser op i en kernefamilie.
Forskernes resultater er blevet publiceret i en gratis e-bog, som du kan downloade lige her.
Læs også:
Unge er blevet bedre til at håndtere skilsmisse
Delebørn trives bedre end andre skilsmissebørn
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
aml