KORT NYT FRA UDLANDET:
Der er en direkte sammenhæng mellem hændelser, som finder sted i barndommen, og de levevilkår, man har som voksen, mener franske forskere.
Det viser en ny undersøgelse, der er ledet af Cristina Barboza Solís, som er forsker ved universitetet i Toulouse. Det skriver forskning.no.
Undersøgelsen bygger på et studium af 7.500 mænd og kvinder i Storbritannien, der alle er født i 1958 og har oplevet ubehagelige episoder, mens de var mellem 7 og 16 år gamle. Den viser, at 60 % af de adspurgte mænd og 76 % af de adspurgte kvinder i dag har en usund livsstil, samt en lav uddannelse og indtægt.
Dag Øystein Nordanger, som er psykolog og forsker ved Uni Research Helse i Bergen, bekræfter, at en barsk barndom har stor betydning for barnets senere liv. ”Man kan sige, at en barsk barndom sætter hjernen i overlevelsesmodus. Det indebærer et svagere nervesystem til at beskytte dig mod senere belastninger og sygdomme,” siger han til forskning.no.
Selvom meget af sammenhængen mellem en barsk barndom og et hårdt voksenliv er indirekte, mener de franske forskere, at der gemmer sig en direkte biologisk sammenhæng. En sammenhæng som kommer af, at immunforsvaret og nervesystemet bliver påvirket negativt hos børn, der oplever traumatiske episoder. Episoder, som indebærer alt lige fra dårlig ernæring til traumatiske oplevelser, og som øger sandsynligheden for et dårligt helbred og levevilkår senere i livet.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences (PNAS).
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
cak
































