KORT NYT FRA UDLANDET:
Millioner af menneskeliv kan være i fare, efter at et nyt studie har vist, at intet står i vejen for, at resistente malariaparasitter kan inficere myggearter i Afrika og Asien. Det skriver bbc.com.
»Det her er en yderligere brik til puslespillet, der ligner en verdensomspændende katastrofe,« fortæller studiets medforfatter dr. Rick Fairhurst fra det amerikanske National Insitute of Allergy and Infectious Disease til bbc.com.
I det nye studie kunne forskerne uden videre inficere Afrikas største spreder af malaria - myggearten Anopholes coluzzii - med en malariaparasit, der er resistent over for det førende malariamiddel, 'Artemisinin', hvis udvikler for nylig blev belønnet med Nobelprisen. De resistente malariaparasitter kunne også inficere to forskellige arter af asiatiske myg.
Studiet er publiceret i tidsskriftet Nature Communications.
»Vi har parasitter, der ikke blot er modstandsdygtige over for Artemisinin... De har ingen barriere imod at inficere adskillige forskellige myg og derefter overføre infektionerne hele vejen til et menneske,« fortæller dr. Rick Fairhurst.
Den resistente malariaparasit blev først opdaget i Cambodia i 2008, men er siden blevet fundet over hele Sydøstasien.
Siden 1950'erne har det ene stof efter det andet mistet sin virkning, efterhånden som malariaparasitten har udviklet modstandsdygtighed over for det. Og hver gang, det er sket, er de resistente malariaparasitter første gang blevet fundet ved grænsen mellem Thailand og Cambodia, hvorefter de har spredt sig til hele verden.
»Vi tror, at det her vil give yderligere fremdrift til at intensificere - og ved 'intensificere' mener jeg voldsomt intensificere - indsatsen for at eliminere malaria i Sydøstasien,« siger dr. Rick Fairhurst til bbc.com.
Læs også:
Steriliserede myg kan bekæmpe malaria
Malaria kan stamme fra gorillaen
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
on































