KORT NYT FRA UDLANDET
Et nyt EU-initiativ skal hjælpe asylansøgere og flygtninge med videnskabelig baggrund til at arbejde som forskere i Europa, skriver Europa-Kommissionen i en pressemeddelelse.
Initiativet hedder ‘science4refugees’ og europæiske institutioner, der ønsker at tilslutte sig ordningen, kan bruge science4refugees-emblemet for at indikere deres interesse i at tiltrække asylansøgere.
»Opstarten af science4refugees er et meget spændende eksempel på, hvordan Europas videnskabelige samfund virkelig kan være åbent for verden. Det er også et eksempel på, hvordan Europa-Kommissionen kan levere konkrete tiltag for at afbøde den igangværende krise,« siger Carlos Moedas, der er Europæisk Kommissær for Forskning, Videnskab og Innovation, i pressemeddelelsen.
Flygtninge og asylansøgere får til gengæld en særlig portal på nettet, hvor de gratis kan vedlægge deres CV og udtrykke interesse for et job eller et praktik- eller træningsforløb. Her vil de også kunne finde information om arbejdsviljår i Europa for flygtninge og asylansøgere.
»Ved at matche flygtninge og aylansøgere, der har en videnskabelig baggrund, med videnskabelige institutioner, vil EU få en enorm alsidighed af ny indsigt til vores forskning, videnskab og innovation, samtidig med at vi tager praktiske skridt henimod at yde betydningsfulde muligheder for en enormt talentfuld, men meget underpriviligeret gruppe,« siger Carlos Moedas i pressemeddelelsen.
Det nye science4refugees-initiativ udspringer af et eksisterende europæisk forskningsinitiativ, ved navn EURAXESS. Til sammen omfatter initiativerne 250 centre i 40 europæiske lande og på langt sigt vil initiativtagerne bag science4refugees tilbyde flygtninge trænings- og mentorordninger, samt sprog- og integrationskurser.
»Dette er blot ét eksempel på, hvordan vi kan vise ægte solidaritet over for flygtninge og asylansøgere i Den Europæiske Union,« udtaler Carlos Moedas i pressemeddelelsen.
Læs også
Flygtninge og migranter – hvad er forskellen?
Engelsk forsker: Danmark kunne tage flere syriske flygtninge
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
on