Ballonbehandling er en central behandling til at forbedre en forsnævring eller blokering af en pulsåre forårsaget af åreforkalkning. En del patienter får dog efterfølgende en forsnævring af karvæggen og blodprop efter ballonbehandlingen.
Et sundt og intakt lag af de celler som beklæder pulsårernes inderside, endotelcellerne, er af afgørende betydning for, om der udvikles karforsnævring og blodprop. Beskadigelse af endotelcellelaget kan få denne udvikling til at gå hurtigere, og derfor er det vigtigt at kroppen kan erstatte ødelagt eller manglende endotelceller med nye.
I det seneste årti har den fremherskende teori været, at et ødelagt eller manglende endotelcellelag bliver fornyet af stamceller, der bl.a. dannes i knoglemarven og via blodet føres til de steder, hvor der er brug for dem. Denne teori har været udgangspunkt for utallige eksperimentelle og kliniske studier, men hidtidige undersøgelser af dens holdbarhed har været mangelfulde.
Nu viser et nyt studie udført af forskere i Forskningsenheden for åreforkalkning ved Hjertemedicinsk Afdeling B og Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitetshospital, at teorien er forkert. Det skriver Aarhus universitetshospital i en pressemeddelelse.