Glem alt om dumme, danske vikinger. I 1700-tallet lå de skandinaviske søfolk helt i top, når det gjaldt om at bruge hovedet:
»De menige søfolk havde flere færdigheder i Nordeuropa, end de havde i Sydeuropa. Og når det kom til danskerne og skandinaverne er tendensen endnu mere markant. Det var et resultat, vi ikke havde ventet at se,« siger Bo Poulsen, lektor ved RUC, i en pressemeddelelse. Sammen med Dr. Jelle van Lottum fra University of Cambridge står han bag et nyt omfattende forskningsprojekt.
Undersøgelsen bygger på 966 søforhør, som forskerne har gennemgået på Rigsarkivet i London.
I 1700-tallet var England nemlig i krig med stort set alle andre europæiske lande. Det medførte, at flere tusinde fremmede skibe blev bragt op, hvorefter besætningen blev stillet for en militær domstol og underkastet søforhør, der afsluttedes med en nedskrevet vidneforklaring. Op mod 20000 af disse er bevaret for eftertiden. Det er de dokumenter, der nu, efter forskernes systematiske analyse, kan dokumentere datidens søfolks numeriske og skriftlige færdigheder:
»Vi har kigget på dokumenterne og sammenlignet de forskellige nationaliteters evne til at huske deres alder og evne til at kunne skrive under med deres navn på retspapiret frem for blot at sætte et kryds,« forklarer Bo Poulsen i pressemeddelsen.
Formålet med undersøgelsen er at bidrage med et kvalificeret indspark til den forskningsdiskussion, som omhandler hvilken rolle folks intellektuelle evner – såkaldt human kapital – spiller for et samfunds økonomiske udvikling.