Rådgivningsvirksomheden COWI har netop gennemført en uafhængig analyse af mulighederne for bygning af verdens største teleskop i Atacama-ørkenen i Chile, ifølge COWI selv.
Verdens største teleskop, som skal bygges i Atacama-ørkenen i Chile, skal give os fundamental ny viden om universet. Det er formålet med det forskningsmæssigt banebrydende projekt – E-ELT, The European Extremely Large Telescope – som COWI netop har gennemført en uafhængig analyse af.
Analysen er foretaget for organisationen ESO, European Southern Observatory, og kommer til at spille en afgørende rolle i den endelige beslutning om at realisere projektet.
COWI er den 7. danske virksomhed, som har fået en Big Science kontrakt i år. Formålet med BSS er netop at hjælpe de danske virksomheder med at opnå kommercielle kontrakter på opbygning af Big Science-faciliteter som det i Chile.