Den spanske syge var relativt mild i Danmark og ramte på mystisk vis de 20-40-årige hårdest

Man skulle ikke tro, at det kunne blive værre for soldaterne i skyttegravene under Første Verdenskrig. Men det kunne det.

En dødelig pandemi-influenza begyndte nemlig at brede sig.

De første officielle rapporter kom fra Madrid i juni 1918, men sygdommen var overalt.

Influenzaen, der kom til at hedde den spanske syge, slog 20 til 40 millioner mennesker ihjel på verdensplan i perioden 1918-1919. Det er to til fire gange flere, end der blev dræbt på slagmarkerne.

Men den spanske syge er trods navnet ikke specielt spansk. Forskellige forskere har peget på tre vidt forskellige teorier om, hvor det første udbrud fandt sted: I militærlejre i USA, i de europæiske skyttegrave og i Kina.

Her 100 år efter er det stadig uklart, hvor og hvordan den spanske syge opstod og spredte sig.

På RUC har vi kigget nærmere på data om den spanske syge i Danmark. Resultaterne opklarer ikke mysterierne bag pandemiens udspring, men fortæller os meget om, hvordan den spredte og om dens 'signatur-mønstre' af dødelighed.

Disse giver indblik i pandemier generelt og kan blive brugbare i fremtiden.

'Alle pandemiers moder' rejste verden rundt med soldater

På kun nogle måneder bredte den spanske syge sig over hele verden og slog en til to procent af verdens befolkning ihjel.

Men der er dog stor usikkerhed om dette estimat, for dødeligheden varierede voldsomt mellem forskellige lande verden over – fra 0,2 procent (Danmark) til 8 procent (Indien) af befolkningen.

Første Verdenskrigs troppebevægelser til søs gjorde det lettere for pandemien at brede sig mellem verdensdele og fra land til land og til civilbefolkningen – således at den hurtigt nåede verden rundt i efteråret 1918.

Den spanske syge kan betragtes som 'alle pandemiers moder' i den forstand, at den er den værste af fem influenza-pandemier fra 1889 til 2009, som vi har gode data for.

Derfor danner den vores forestilling om, hvordan et 'worst case scenario' kan se ud i forhold til fremtidige pandemier. Og derfor er den stadig uhyre relevant at forske i.

Samtidig er vi ved at forstå, hvorfor de 20-40-årige døde i hobetal, mens dem over 40 gik helt og aldeles fri.

Og hvorfor Danmark havde en lavere dødelighed end mange andre lande.

Unge, friske mennesker var særligt udsatte – og de gamle gik fri

I Danmark har vi bevaret detaljerede sygelister over, hvor mange patienter med influenza som var tilset hver uge i København. De data er særdeles gode, for de blev rapporteret af alle lægerne og indsamlet af politiet hver uge.

Samtidig har vi ugentlige dødsfald med dødelighedstal for meget specifikke aldersgrupper.

Samlet set gør disse data Danmark til et oplagt land at undersøge spredning og dødelighed af denne 'moder'.

Og derfor har vi kunnet finde ud af en hel masse om, hvad der egentlig skete, og hvad den særlige 'signatur' ved pandemien i 1918-19 var (i denne video fortæller jeg mere om de fantastiske danske data).

Vi brugte matematiske modeller til at få mening ud af disse gamle tidsserier af sygdoms- og dødstal for at se på mønstre i eksempelvis alder, tid og geografisk udbredelse.

Og her så vi noget overraskende:

Unge voksne døde i usædvanlig høj rate, mens folk over 40 år blev fuldstændig skånet. Børn og unge under 20 år var ramt, men ikke så dramatisk som de unge voksne.

Det er interessant, fordi influenza, som vi kender det i fra de årlige vinter-epidemier, er mest farlige for børn og ældre, som har dårligere immunforsvar overfor infektionssygdomme.

Men her var det altså helt omvendt. Hvorfor?

Vi ved nu, hvorfor ældre går fri

Vi har længe arbejdet på en hypotese om, at ældre voksne var beskyttet, fordi de havde været udsat for en lignende influenzavirus i deres barndom mange år tidligere.

Den hypotese fik vi bevist, da svineinfluenza-pandemien brød ud i 2009, og ældre igen var upåvirkede. Denne gang kunne man nemlig påvise beskyttende antistoffer i de ældres blod før 2009. Noget lignende må have været tilfældet med pandemien i 1918, forstår vi nu.

Men hvad så med børn og unge?

Det arbejder vi stadig på. Vores arbejdshypotese er, at visse fødselsårgange (dem som var 20-40 år gamle i 1918) i deres barndom har været udsatte for en influenzavirus, som prægede immunsystemet til at overreagere i 1918 og derfor ledte til den store overdødelighed.

Idéen er, at den første influenza, man er udsat for, præger immunsystemet gennem livet – og den kan enten være beskyttende eller føre til sværere sygdom.

Der er eksempler på den slags uhensigtsmæssige immun-fænomener fra andre sygdomme, for eksempel denguefeber.

En mild sommerbølge af pandemien beskyttede danskerne senere

En anden opdagelse, som vi gjorde på baggrund af de danske tal, var, at Danmark, Norge og visse andre lande oplevede en tidlig bølge af den spanske syge i sommeren 1918.

Vi kunne bevise, at det var en pandemibølge på dens signatur af hurtig spredning, og at næsten alle, der døde af den, var 20-40 år gamle – ligesom i den mere farlige anden bølge. Det endelige bevis kom, da virologer senere fandt virusset i lungevæv fra soldater, som var døde i maj-juli 2018.

Vi har også fundet ud af, at dem, som var syge i den første bølge, blev naturligt immuniseret forud for den mere voldsomme efterårsbølge af pandemien samme år.

Eksistensen af en udbredt 'immuniserende' første bølge forklarer måske, at kun cirka 0,2 procent af den danske befolkning døde i anden bølge, mens tallene var 40 gange højere i visse andre lande. For eksempel døde 5-10 procent af befolkningen i Indien og Sydafrika af influenza, hvor ingen første bølge er fundet.

Hvad kan vi lære af gamle pandemier?

Selvom den spanske syge har mere end 100 år bag sig, er det stadig væsentligt at forske i dens mønstre og udbredelse, for den viden kan vise sig værdifuld, næste gang en pandemi dukker op.

På samme måder studerer vi også de andre influenza-pandemier i 1889, 1957, 1968 og 2009 for at forstå de gennemgående mønstre.

Hvis der kommer en ny pandemi-trussel i fremtiden, må vi forvente, at den kommer i flere bølger – det er ikke en tornado-lignende affære, der er overstået efter første bølge. Ja, faktisk har vi set eksempler på, at dødeligheden kan blive værre i de næste bølger af sygdommen flere år efter den første – som det eksempelvis var tilfældet med 1889-pandemien.

Det gode ved den indsigt er, at det giver en reaktionstid, så man måske kan nå at komme ind med vacciner, selvom den først er klar efter den første bølge – som det var tilfældet i 2009-pandemien.

I takt med, vi dykker ned i dette emne, sker der det, der ofte sker for forskere – at for hvert spørgsmål vi besvarer, dukker der to nye op.

Det er interessant, at 100 år efter Den Spanske Syge er der stadig mange løse ender. Også selvom vi efterhånden ved meget om de særlige signaturer, såsom at den ramte de 20-40-årige klart hårdest.

Hvor meget bør vi frygte en fremtidig pandemi?

Menneskeheden har i mange århundreder haft dødelige erfaringer med pandemier såsom pest, kolera og influenza.

Nogle af disse er ikke en reel trussel for velhavende lande mere.

For eksempel dræbte kolera cirka tre procent af alle københavnere i 1853 – en uhygiejnisk by på det tidspunkt. Men nu om dage er det en sygdom, som udelukkende skaber epidemier i fattige lande, mens den ikke kan sprede sig effektivt i lande som Danmark.

Influenza er derimod mere demokratisk. Vi ved, at influenza-pandemier er en tilbagevendende begivenhed – det sker cirka hvert 40. år. Det store spørgsmål er, om den igen kan være så dødelig som den spanske syge, eller om den er relativt mild som i 1968 og 2009.

Det er også muligt, at en fremtidig pandemi vil være en anden virus – måske en vi endnu ikke kender. FN’s sundhedsorganisation WHO kalder sådan en mulig ukendt fremtidstrussel for 'Disease X'.

En luftbåren virus som influenza, som spreder sig hurtigt ved nys og host, er det bedste bud på en fremtidig pandemi, som kan ramme alle – rige som fattige – og sprede sig verden over på bare få måneder.

En uhyggelig trussel kom i 2003, da SARS – en coronavirus, som ellers er kendt som en forkølelsesvirus – blev overført fra desmerdyr, muterede og spredte sig i Asien og Canada og dræbte cirka 10 procent af dem, der blev syge.

Heldigvis blev den hurtigt stoppet og nåede aldrig pandemiske proportioner.