Fimpe fra Jul på Slottet elsker den. Lunte i Nissebanden er vild med den. Og Pyrus kan ikke leve uden den. Det er naturligvis selveste risengrøden, der er tale om.
Nissernes kærlighed til grøden er ikke til at tage fejl af, men den har alligevel sat gang i en undren hos vores læser Line Krüger, som spørger:
»Hvorfor elsker og spiser nisser altid risengrød?«
I mangel på en nisse at spørge tager vi på en rejse sammen med to forskere i nissens historie, som kan gøre os lidt klogere på nissernes madvaner.
Nissen var vikingernes afgud
Julenissen, som vi kender ham i dag, trækker tråde helt tilbage til vikingetiden. Dengang var nissen dog en gårdnisse, som vikingerne dyrkede som en afgud, fortæller Else Marie Kofod, som er leder af Dansk Folkemindesamling.
»Han var en slags husgud, og hvis man skulle gøre det rigtig godt for den her nisse, skulle han have noget godt at spise. Dengang havde man ikke ris i Danmark, så det var sød grød, altså korn kogt på sødmælk. Det satte man så hen til nissen, og hvis det skulle være rigtig fint, hældte man smør hen over. Så grøden har været en form for festmad, hvis man går tilbage i tiden,« siger Else Marie Kofod.
Det var dog ikke kun grød, som kunne gøre gårdnissen glad.
»Man kunne også sørge for på andre måder, at han havde det godt, for eksempel ved at han boede et godt sted. Han kunne godt lide at bo i hestestalden, og på den måde kunne man behandle ham ordentligt på forskellig vis. Men det var noget, man gjorde hele året rundt. Det var ikke knyttet til julen,« siger Else Marie Kofod.
Nissen skulle behandles respektfuld
Gårdnissen skulle altså forkæles med den lækre grød, og det var ikke helt uden grund, fortæller Charlotte S. H. Jensen fra Forsknings & Formidlingsafdelingen på Nationalmuseet.
»Det at give grød var en del af det at behandle nissen respektfuldt, og behandlede man ikke nissen respektfuldt, så kunne det gå forfærdelig galt. Hvis man blev drillet venskabeligt, som en nutidig julenisse kan drille, så ville det være det mindste af det. Bondesamfundets nisse kunne for eksempel finde på at dreje halsen om på den bedste ko, man havde. Det var ret alvorlige ting,« siger Charlotte S. H. Jensen.
I et af de gamle sagn bliver det også beskrevet, hvordan en nisse, som er vant til regelmæssigt at få sin mælk og grød hver aften, pludselig må undvære, fordi gårdejeren holder op med at give ham noget. Sagnet ender derfor også uheldigt for den stakkels bonde:
\ Julemytologi
Det første billede af en grødspisende nisse er et litografi fra 1845. Det er et akvarel, som er lavet af Thomas Lundby.
Litografiet forestiller en familie, som står i juletøjet, og oppe for oven sidder nissen så og spiser grød.
»De danske kunstnere skabte med juletræet og gaverne en hel julemytologi med julenisserne som de små borgerlige husguder, som fik deres julegrød og levede på loftet, og som hver jul kom med gaver til børnene,« siger Else Marie Kofod i en tidligere artikel på Videnskab.dk.
Kilde: Else Marie Kofod.
»Fra den tid af gik det stadig tilbage for ham, så han blev lige så fattig, som han før havde været velhavende, og deri var nis skyld, ti han bar om natten fra ham og over til en anden bonde.«
Julenissen er borgerskabets opfindelse
Det var altså vigtigt at behandle gårdnissen med respekt, hvis ikke man ville komme galt af sted. Heldigvis skulle historien om nissen komme til at udvikle sig til det mere fredelige.
I løbet af 1800-tallet begyndte nissen nemlig at blive sat i forbindelse med julen, da borgerskabets kulturpersoner tog ham til sig. I borgerskabets fortælling om nissen har han ikke samme dårlige og drillesyge side som gårdnissen.
»Det er det, man gør med traditioner. Man bruger det, man har lyst til at bruge,« siger Else Marie Kofod.
Risengrød var datidens højreb
Forklaringen om nissens forkærlighed for risengrød skal også findes på det tidspunkt i nissens historie, hvor han begynder at blive forbundet med julen. Hvor han før spiste sød grød, begynder han nu at spise risengrød.
»Netop på det tidspunkt, hvor nissen kommer ind i vores juletraditioner i gennem 1800-tallet, begynder risen og risengrøden at få sin udbredelse blandt borgerskabet. Der var ikke mange, der havde råd til det, så det er formodentlig derfor, det er risengrød, han får, og ikke noget andet. Det var dyrt, fint og ikke almen spise,« siger Else Marie Kofod.
Den forklaring bakkes op af Charlotte S. H. Jensen:
»Risengrød var et megalækkeri. Ris er en importvare, og grøden er lavet med mælk. Så det er 1800-tallets svar på højreb eller sushi. Det er i hvert fald mums,« siger Charlotte S. H. Jensen, som dog ikke kan forestille sig, at den moderne nisse kommer til at spise vor tids fine retter.
»Vi har billedet af nissen med grøden som et nærmest ikonisk billede, så jeg har svært ved at se ham sidde med kniv og gaffel eller sidde og spise sushi.«
Vi siger tak til forskerne for indblikket i nissens madvaner og sender en T-shirt til Line som tak for spørgsmålet. Går du også rundt med et spørgsmål, som videnskaben skal svare på, kan du skrive til sv@videnskab.dk. Hvis du bare vil have fingrene i T-shirten - som sikkert kan gøre nissen lige så lykkelig som grød - kan du købe den direkte her.
