De bedste til at jodle finder man ikke i alpelandene Østrig eller Schweiz.
Nej, faktisk skal man til regnskoven i Latinamerika, hvis et nyt studie står til troende.
Forskere fra Anglia Ruskin University i England har fået ny indsigt i abers diverse lyde, som viser imponerende jodle-evner – og at musicalen The Sound of Music måske skal til at udskifte deres sangere.
Det skriver universitetet i en pressemeddelelse.
I studiet, som er udgivet i Philosophical Transactions of the Royal Society B, fandt forskerne frem til, at aber har særlige, tynde stemmemembraner i svælget.
Når aberne skifter lyd fra stemmelæberne til stemmemembranerne, kan de lave små knæk i deres kald – som altså lyder som jodlen.
Stemmemembranerne gør, at aberne kan lave frekvensspring op til fem gange større end menneskers jodlen.
Hos os mennesker forsvandt stemmemembraner gennem evolution, for at vi kunne snakke mere klart og stabilt, mener forskere.

Når mennesker jodler, springer de som regel en oktav eller mindre. Men aberne kan springe mere end tre oktaver på én gang, viser studiet. Abernes anatomi gør derfor, at de er bedre til at jodle end mennesket.
Forskerne optog og undersøgte kald hos flere abearter i et dyrereservat i Bolivia, herunder den sorte brøleabe (Alouatta caraya), den brunhovedede kapuchinerabe (Sapajus apella), dødningehovedaben (Saimiri boliviensis) og den peruvianske edderkoppeabe (Ateles chamek).
Aberne har muligvis udviklet de jodle-lignende kald for at kunne kommunikere bedre, siger Jacob Dunn, der er seniorforfatter til studiet, i pressemeddelelsen.

































