Et ædegilde af rang udspillede sig ved Weddellhavet i Antarktis, da op mod 150 finhvaler gled forbi hinanden i det iskolde hav, mens de mæskede sig i krill - et lille rejelignende krebsdyr.
»Jeg har aldrig set så mange hvaler på et område før,« siger professor i biologi Bettina Meyer om den store koreograferede hval-middag, som hun observerede under en ekspedition i 2019, i en pressemeddelelse.
»Jeg var fuldstændigt fascineret af at se den enorme gruppe af hvaler spise sammen,« tilføjer professoren fra det tyske Alfred Wegener Institute, der netop står bag et nyt studie, hvori et forskerhold beretter om det enestående syn fra 2019.
Se den store samling af finhvaler mæske sig i krill her:
De store strømme af finhvaler blev set af et forskerhold, der havde sat kurs mod Antarktis for at undersøge, hvordan klimaforandringerne satte spor på den antarktiske krill - læs mere i faktaboksen:
\ Store strømme af finhvaler dukkede op igen og igen
Det tyske forskerhold var egentlig rejst mod Antarktis på en ekspedition med isbryderen Polastern for at undersøge, hvordan krillene i området reagerede på klimaforandringerne.
Men så dukkede de store strømme af finhvaler op igen og igen.
Først faldt forskerholdet fra isbryderen over grupper på 50 til 70 finhvaler ud for den antarktiske halvø. Finhvaler lever normalt i grupper på mellem til 6 til 10 hvaler. Men det er kendt, at finhvaler ved polerne mødes og spiser i samlinger på om mod 100 dyr.
Forskerne og et kamerahold fra britiske BBC lavede også 22 helikopterflyvninger over et område på lige over 3.200 kilometer, hvorfra de kunne tælle sig frem til, at 100 mindre grupper af finhvaler strejfede omkring.
Observationerne gav dem en mistanke om, at der var et voksende liv af finhvaler i området.
Mistanken blev så endelig bekræftet året efter på en ny ekspedition, hvor forskerholdet - igen allieret med BBC-kamerafolk - ud fra Elephant Island i Antarktis stødte på den enorme flok på omkring 150 fællesspisende finhvaler.
Finhvalen gør comeback
Observationen er ikke kun opsigtsvækkende, fordi så enorm en hval-trafik er ret unik.
Ædegildet bør ses som et tegn på, at bestanden af finhvaler er stigende igen, efter at den kommercielle fangst af finhvaler blev gjort ulovlig for snart 50 år siden.
»Selvom vi ikke kender det fulde antal af finhvaler i Antarktis på grund af manglende simultane observationer, kan det her være et godt tegn på, at populationen af finhvaler er på vej tilbage,« siger professor Betina Meyer i pressemeddelelsen.
Hvalforsker Peter Teglberg Madsen, der ikke har været en del af observationerne og det nye studie, bekræfter, at beretninger fra Antarktis kan være tegn på, at bestanden på den op mod 20 meter lange hval er ved at genrejse sig ved Sydpolen.
»Det er svært ikke at være enormt begejstret, når man ser videoerne af de mange finhvaler,« siger Peter Teglberg Madsen, der er professor i zoofysiologi på Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.
»Vi bliver konstant bombarderet med ‘doom and gloom’-nyheder om klima- og biodiversitetskrisen. Så det er meget glædeligt at se, at vi mennesker faktisk kan rette op på noget af det skidt, vi har gjort i fortiden,« siger professoren.
Hvalsang satte fokus på udryddelse
Finhvalen blev så godt som udryddet gennem begyndelsen af 1900-tallet og frem mod 1970’erne. I 1967 blev den amerikanske biolog og miljøforkæmper Roger Payne så berømt for sin opdagelse af hvalsang blandt pukkelhvaler.
Og den smukke sang ændrede alt, påpeger Peter Teglberg Madsen:
»Roger Payne fik folk til at indse, at hvaler ikke bare var en flydende klump spæk, der kunne jages vildt. Da man lærte hvalsangen at kende, skabte det en enorm miljøbevidsthed. Det førte til et stop for hvalfangst, og det er den, vi ser effekterne af i dag,« lyder det fra professoren.
I 1970’erne blev der således sat en stopper for den kommercielle hvalfangst på finhvaler, pukkelhvaler og flere andre hvaler.
I dag er pukkelhvalens bestand flere steder i verden tilbage på samme niveau, som den var, inden vi mennesker drev rovdrift på dem. Allerede i 2008 blev pukkelhvalen fjernet fra Den Internationale Naturbeskyttelsesunions (IUCN) rødliste over truede dyrearter.
»Der er vi ikke med finhvalerne endnu,« siger Peter Teglberg Madsen, men påpeger, at finhval-bestanden er på rette kurs:
»Vi har i mange år vidst, at antallet af finhvaler var voksende i Nordatlanten. Så det overrasker mig heller ikke, at de har fundet så store samlinger i Antarktis. Noget kunne dog tyde på, at det er gået lidt langsommere i Antarktis. Eller også har vi bare ikke haft lige så god systematisk overvågning af finhvalerne der,« lyder det fra Peter Teglberg Madsen.
Det var på en ekspedition med isbryderen Polastern her, at forskerne observerede de mange finhvaler:
Økosystem nyder godt af hvalernes pølser
Hvalernes tilbagekomst er ikke kun godt nyt for det store pattedyr. Hvalerne - og især deres ekskrementer - spiller en vigtig rolle i havenes komplekse økosystem.
Hvaler bliver også kaldt en ‘økosystems-ingeniør’, fordi de har en væsentlig betydning for økosystemet, som de lever i, forklarer Peter Teglberg Madsen.
»Det helt centrale ved hvaler er, at de altid laver deres pølser i havoverfladen. På den måde omsætter de gødning i form af nogle næringsstoffer i overfladen, som alger og andre dyr nyder godt af,« påpeger den danske hvalforsker.
»Så at hvalerne er tilbage, kan øge produktionen i hele økosystemet i havene. De vil komme alt fra pingviner og havfugle til pelssæler og antarktiske torsk til gode,« vurderer Peter Teglberg Madsen.
Unikt indblik i finhvalers jagtteknik
Det nye studie, der er publiceret i tidsskriftet Scientific Reports, bringer ikke kun godt nyt om hval-populationerne og økosystemet i Antarktis. Der er også guf at hente for de dedikerede og nørdede hval-forskere.
Ifølge forskerne bag studiet har de nemlig også fået indblik i en helt unik jagtteknik gennem deres iagttagelser af finhvalernes krill-orgie.
Mens forskerne har kunnet følge med i hvalernes gøren og laden fra havoverfladen, har de gennem akustiske måleinstrumenter også kunnet følge med i, hvad der skete dybt nede under overfladen ved havets bund.
Her kunne de observere, at en håndfuld af finhvalerne dykkede dybt ned mod havbunden for at tvinge krillene op mod havoverfladen, hvorfra resten af hvalerne kunne mæske sig i lækker krill.
»Det er en virkeligt interessant mekanisme,« lyder det fra Bettina Meyer i en vedlagt video til det nye studie:
»Kun nogle få hvaler går ned og skubber krillen op, mens alle de andre dyr mere eller mindre spiser på overfladen. Det kan være en måde at spare energi på,« siger den tyske professor.
Hendes kollega Helena Herr, førsteforfatter til det nye studie, supplerer:
»At dykke dybt kræver uden tvivl mere energi for de enkelte dyr. Så hvis flere hvaler dykker ned for at tvinge krillen op til resten af gruppen, vil det være tegn på en avanceret type samarbejde.«
»Det har ikke været beskrevet før. Så det ville være en førstegangs-observation af den kooperative jagt-adfærd hos finhvaler,« siger Helena Herr, der forsker i marinbiologi ved Alfred Wegener Institute.
Du kan se finhvalerne dykke og spise krill i havoverfladen her:
Mere end en klump spæk
Peter Teglberg Madsen bekræfter, at den avancerede jagtteknik ikke har været kendt blandt finhvaler før.
»Vi ved, at pukkelhvaler samarbejder, ved at nogle af hvalerne blæser bobler ud, der kan samle deres byttedyr i en tæt stime ved overfladen, og de på den måde kan koordinere deres jagt. At finhvaler koordinerer deres jagt på lignende måder er mig bekendt helt nyt,« fortæller hvalforskeren, hvis nysgerrighed tydeligvis allerede er vakt:
»Det kunne være spændende at se nærmere på, hvordan det foregår rent akustisk; altså, hvordan hvalerne ‘taler’ sammen, og hvordan de lige bestemmer, at nu er det Finn, Poul og Bente, der dykker ned,« siger professoren, der leder Marine Bioacoustics Lab på Aarhus Universitet.
Opdagelsen af den avancerede jagtteknik understreger for Peter Teglberg Madsen den læring, som Roger Paynes opdagelse af hvalsangen i 1976 gav os:
»For mig at se, er det endnu en bekræftelse af, at det her dyr er meget mere end en klump spæk. At hvaler er mere avancerede, end man havde regnet med for bare nogle årtier siden,« slutter han.
Du kan se de to tyske forskere Bettina Meyer og Helena Herr glæde sig over synet af finhvalerne her:





































