Hvalfangst har reduceret mange hvalarter til kanten af udryddelse, selv i fjerntliggende farvande ved Nord- og Sydpolen.
På blot 70 år blev mere end 1,3 millioner hvaler dræbt omkring Antarktis alene.
Omfanget af den industrielle jagt decimerede mange hvalbestande i havet omkring Antarktis.
Men i dag, næsten 40 år efter at der er blevet sat stopper for kommerciel hvalfangst, ser vi endelig tegn på, at nogle af de mest jagtede arter er ved at komme sig.
41 nye individer er blevet katalogiseret
I et nyligt studie rapporterer forskerne, at et stigende antal blåhvaler, der engang var i høj kurs blandt hvalfangerne på grund af deres enorme størrelse, igen befandt sig i farvandet omkring den antarktiske ø Sydgeorgien.
41 nye individer er blevet katalogiseret i løbet af de seneste 9 år.
Da hvaljagten var på sit højeste i starten af det 20. århundrede, blev cirka 3.000 blåhvaler dræbt hvert år i vandet omkring Sydgeorgien.
Farvandet omkring øen er rig på netop den slags krill, som disse hvaler spiser, og forskerne mener, at hvalernes tilbagevenden varsler de nye generationers 'genopdagelse' af dette velforsynede 'spisekammer' i havet.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Også pukkelhvalernes antal er stigende
Også omkring den vestantarktiske halvø er der lignende tegn på, at pukkelhvalernes antal er stigende.
Langt mod nord lader det til, at antallet af grønlandshvaler nærmer sig de højder, vi så, før man begyndte at jage hvalerne, mens finhvaler og vågehvaler i dag regelmæssigt bliver observeret i Chukchi-havet i nærheden af Alaska.
Nu da kommerciel fangst af hvaler er afskaffet i Arktis, er de arktiske havområder blandt verdens bedste steder for de vandlevende pattedyr at genetablere deres bestande.
Habitaterne er stadig relativ uberørte med en (indtil videre) forholdsvis stabil forsyning af føde.
Klimaforandringernes konsekvenser
Arktis er dog stadig vært for de oprindelige samfunds fangst af hvaler indenfor særlige kvoter, og fangsten bliver nøje forvaltet.
Forbuddet mod kommerciel hvalfangst afværgede, at de store hvaler blev udryddet omkring Arktis, men det kan ikke beskytte dyrene mod den globale opvarmnings effekt på området.
Hvilke konsekvenser vil forandringerne have for bestanden af hvaler i regionen?
Vi må ikke ødelægge det hele
I løbet af de kommende årtier vil hvalbestandene ved polerne stå overfor flere nye stresskilder - fra opvarmning af vandet, der forstyrrer deres forsyning af føde, til forurening og kommercielt fiskeri.
Mindre havis og længere isfrie perioder om sommeren betyder lettere adgang til havområderne ved Nord- og Sydpolen, og oceanernes ressourcer frister mange industrier til at udvide eller etablere sig i disse fjerntliggende farvande.
Fartøjstrafikken, især i Arktis, er stigende, og hvalerne er blandt de mest sårbare over for den stigende støj og den potentielt dødelige fare for sammenstød.
Vi har lært en masse
Vi har lært, hvordan man minimerer den menneskelige aktivitets effekt på hvalerne i travle farvande ved Arktis og Antarktis.
Som en del af et igangværende forskningsprojekt finansieret af Europa-Kommissionen forsøger jeg i fællesskab med mine kolleger at anvende, hvad vi har lært i Arktis, for at hjælpe med at beskytte hvalerne mod skibsfartens voksende tilstedeværelse.
Ved at sænke farten på fartøjerne kan vi reducere risikoen for fatale sammenstød med hvaler, og det har den ekstra fordel, at det samtidig reducerer, hvor meget støj skibene producerer.
I lighed med de hastighedsbegrænsninger, som planlæggere implementerer i travle bycentre for at mindske risikoen for, at biler rammer fodgængerne, kan vi skabe ‘slow-down’ områder for skibene der, hvor, vi ved, hvalerne er.
Udfordringen i Arktis er at finde, hvor disse foranstaltninger vil have størst effekt, hvor de er sikre at implementere (is øger allerede risikoen ved sejlads i Arktis), samt hvordan vi kan sikre, at foranstaltningerne bliver overholdt, når der ikke er nogen til at overvåge, om de bliver overholdt.
Dødbringende støj
En kilde til stress, som vi kan overvåge og evaluere ret godt, er forekomsten af støjforurening i havet takket være hydrofoner, der kan foretage lydoptagelser under vandet. Store skibe producerer høj, lavfrekvent støj, der kan nå langt omkring under vandet.
Hvaler er afhængige af lyd for at kunne navigere i de mørklagte habitater, men støj fra fartøjerne kan forhindre dem i at kommunikere og søge føde effektivt.
Det svarer lidt til at forsøge at føre en samtale med en anden person i en proppet, travl restaurant.
Men for hvaler er det ikke bare irriterende; det kan være dødbringende. Et studie viser, at støjende omgivelser øger riskoen for, at pukkelhvalmødre og deres kalve bliver adskilt.
\ Læs mere
Fra grådighed til fascination
Igangværende forskning i Arktis skal identificere områder, hvor øget støj fra skibe kan påvirke hvaler, og hvor foranstaltninger - som eksempelvis at flytte skibsfarten længere væk - kan hjælpe.
I mange tilfælde har fascination erstattet grådighed i vores forhold til hvaler.
Vi forstår dem nu som nyttige indikatorer for havets sundhed, såvel som meget intelligente væsener med komplekse kulturer, som vi har en forpligtelse til at beskytte.
\ Læs mere
Fremsynet og visionær
Men det har taget mere end 40 år at nå hertil, og det faktum, at mange hvalbestande - blandt andet hvidhvaler, grønlandshvaler og visse pukkelhvaler - stadig er trængte, indikerer, at vi stadig har et stykke vej at gå endnu.
Ikke alle de arter, som engang blev jagtet af den kommercielle hvalfangst, ser ud til at komme sig, selv med langvarige beskyttelsesforanstaltninger.
Kaskelothvaler på den sydlige halvkugle og gråhvaler i Ruslands arktiske område er bemærkelsesværdige eksempler.
Selvom forskerne stadig har meget at lære, forstår vi nok til at indse, at vores opfattelse af disse smukke skabningers behov og sårbarhed skal være fremsynet og visionær, så vi kan skabe en fremtid for dem.
Lauren McWhinnie modtager støtte fra European Commissions H2020, Department of Fisheries and Oceans Canada, Transport Canada, CHONe og MEOPAR. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
