Omtrent 1.100 kilometer ud for New Zealands kyst ligger en vulkanø ved navn Raoul Island. Her samles en stor gruppe pukkelhvaler hvert år i et par dage og synger melodier for hinanden, inden de søger nordpå for sommeren.
Det er en række forskere ifølge Independent for nyligt kommet frem til. Og for at forstå hvorfor det er interessant, er det nødvendigt at kende lidt mere til pukkelhvalen.
Pukkelhvalen tilbringer sommeren langt nordpå i områder, hvor der er masser af føde. Når det bliver vinter, og det er tid til at parre sig, så drager de sydpå til det område, hvor de selv er blevet født, for at finde en mage.
Når de er i dette område, synger hannerne en særlig melodi, som er unik for deres område. En slags lokal fælles slagsang.
Forskere, som observer pukkelhvalerne, har dog lagt mærke til, at disse unikke melodier ændrer sig en smule hvert år. Og hvalerne låner ofte melodier fra andre hvalflokke.
LÆS OGSÅ: Australske hvalsange hitter over Stillehavet
Dette har vakt stor undren, da pukkelhvalerne holder sig til hvaler fra deres eget yngleområde og sjældent støder på hvaler fra andre grupper.
Men med opdagelsen af sammenkomsten nær øen Raoul Island er en del af mysteriet muligvis blevet løst.
Forskerne satte sig for at undersøge sammenkomsten nær øen, da de bemærkede, at mange hvaler mødes her og bliver et par dage, når de drager nordpå om sommeren, på trods af at det faktisk kræver, at hvalerne tager en stor omvej.
LÆS OGSÅ: Hør hvalunger snakke med deres mor
Da de placerede deres mikrofoner i vandet ud for øen, blev forskerne med det samme overraskede. Pukkelhvalerne plejer nemlig kun at synge deres melodier, når de befinder sig i deres yngleområder. Men havet ud for Raoul øen var fyldt med sang.
Forskerne observerede, at individuelle hvaler sang flere forskellige melodier, selvom hver gruppe almindeligvis holder sig til at synge en specifik melodi. Forskerne kunne derudover ud fra genetiske prøver og fotoidentifikation vurdere, at hvalerne kom fra forskellige ynglegrupper.
»Det store mysterie for os var, hvor de mødes og deler deres sange. Og det har vi fundet ud af nu,« fortæller Rochelle Constantine, der er hvalforsker ved University of Auckland, og som er en af forskerne bag studiet.
Melina Rekdahl, der forsker ved Wildlife Conservation Society inden for området, men som ikke har deltaget i studiet, bakker op om Constantines vurdering.
»De har tydeligvis fundet et område, hvor der foregår kulturel udveksling af melodier mellem hvalerne,« siger hun.
Studiet om pukkelhvalernes melodiudveksling er udgivet i Royal Society Open Science.
LÆS OGSÅ: Pukkelhvaler forsøger at redde andre dyr, der bliver angrebet
LÆS OGSÅ: Grønlandshvaler synger nye sange hvert år
jsj

































