Hvaler strander jævnligt, både i Danmark og i hele verden, og begivenheden vækker opsigt blandt mennesker.
Lørdag 15. februar 2014 opdagede man eksempelvis en død strandet hankaskelot på Henne Strand på Vestkysten, omkring 35 kilometer nord for Esbjerg. Dagen efter blev der fundet endnu en kaskelot i vandkanten, omkring 700 meter fra den første. Sidstnævnte var stadig i live og udsendte fra tid til anden blåst-skyer fra næseboret.
Det var langt fra første gang, kaskelotter er dukket op på vores strande. Siden 1500-tallet er der blevet registreret 67 strandede kaskelotter i Danmark, hvoraf de 52 stammer fra de seneste 100 år. De fleste af disse strandinger har været på Vestkysten, især i Vadehavet.
Faktisk strandede to kaskelotter på netop Henne Strand tilbage i 1984. Mest bemærkelsesværdigt er dog de to massestrandinger på Rømø i 1996 og 1997, hvor henholdsvis 16 og 13 hanner endte deres dage på stranden.
Kaskelotten er kendetegnet ved netop at være en af de hvalarter, hos hvem man oftest ser massestrandinger; de øvrige er grindehvalerne og halvspækhuggerne.
Den største kendte massestranding af kaskelotter var i New Zealand i 1974, hvor 72 kaskelotter gik til.
Det er dog ingenting sammenlignet med de 835 halvspækhuggere, der strandede på Argentinas kyst i 1946.
Indicier peger på sygdom, men i realititeten må man gætte
Hvorfor hvaler strander, altså, havner på alt for lavt vand, mens de stadig er i live, har altid været omgærdet af stor gådefuldhed.
I enkelte sager har obduktion af strandede hvaler givet overbevisende indicier såsom sygdom og skader, men i langt de fleste tilfælde må man basere sit bud på gætværk.
Især massestrandinger er et stort mysterium, fordi man ofte har set raske dyr strande.
\ Strandede kaskelotter i Danmark de sidste 100 år
- 1941: 1 kaskelot nær Hirtshals 1944: 1 kaskelot nær Hirtshals
- 1949: 5 kaskelotter mellem Fanø og Mandø
- 1974: 1 kaskelot ved Skagen
- 1979: 1 kaskelot ved Tversted
- 1984: 2 kaskelotter ved Henne Strand
- 1984: 1 kaskelot ved Brunbjerg
- 1988: 1 kaskelot ved Sæby
- 1990: 1 kaskelot ved Nymindegab
- 1991: 3 kaskelotter på Fanø
- 1992: 1 kaskelot ved Husby
- 1996: 1 kaskelot ved Hulsig
- 1996: 1 kaskelot ved Gjerrild, Djurslands
- 1996: 16 kaskelotter på Rømø
- 1996: 1 kaskelot ved Husby
- 1996: 1 kaskelot ved Klitmøller
- 1997: 13 kaskelotter på Rømø
- 2000: 1 kaskelot på Rømø
Nogle af de mange forslåede årsager til hvalstrandinger er:
Desorientering - En del hvalbiologer mener, at tandhvalers ekkolokalisering, som de blandt andet bruger til at navigere med, fungerer dårligt på kystnære, lavvandede steder, hvor havbunden kun skråner ganske let, som man finder det mange steder i Vadehavet.
Denne teori er meget svær at efterprøve i praksis, og ikke alle er enige i den. Modargumentet er, at hvalernes ekkolokalisering er alt for avanceret en sans til ikke at skulle fungere under disse forhold.
Sygdom/svækkethed
Stærke eller usædvanlige strømforhold
Kraftig pålandsvind
Anormaliteter i Jordens magnetfelter (hvaler bruger formodentlig magnetfelterne til at navigere efter)
Militær sonar, der kan give skader på hvalernes hørelse eller skræmme dem for hurtigt op til overfladen fra dybe dyk, så de får en slags dykkersyge
Skader pådraget af høje undervandslyde såsom eksplosioner ifm. seismiske undersøgelser i søgen efter olie og naturgas
Nogle gange strander hvaler formodentlig helt med vilje. Man har ofte oplevet, at når man har trukket en strandet hval fri, er den kort tid efter strandet igen. Det skete for eksempel, da man i senfirserne med gummibåde trak nogle af kaskelotterne på Rømø fri.
Måske lagde kaskelothvalen sig bevidst på det lave vand
Det er også muligt, at hvaler, såsom finhvalen i Vejle Fjord i 2010, bevidst lægger sig på lavt vand. Det lykkedes hvalen at komme fri fra det første sted, den var stødt på grund, men kort tid efter lå den igen på lavt vand uden at kunne flytte sig.
Om det var planen eller et uheld er selvfølgelig ikke til at afgøre, men Vejle-hvalen var ekstremt udmagret, og det lader til, at hvaler, der ikke længere har kræfter til at holde sig flydende og dermed risikerer at drukne, med fuldt overlæg kan svømme ind på lavt vand for at kunne hvile sig på bunden med åndehullet over vandoverfladen.
Alle de ovennævnte forklaringer på, hvorfor hvaler strander, hænger sammen med en eller anden form for svækkethed eller skæbnesvanger miljøpåvirkning.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
\ Læs mere
Det er muligvis også forklaringen på i hvert fald en del af massestrandingerne hos kaskelotter:
At når et individ strander (hvad enten det skyldes sygdom eller navigationsproblemer) og kommer i nød, så bliver dets rejsefæller trofast med det og ender med selv at gå til.
Det kunne også være grunden til, at de vender tilbage og strander igen efter at være blevet trukket fri.
\ Om kaskelothvalen
Kaskelothvalen er verdens bedste fridykker. Den kan dykke over to kilometer dybt og være neddykket i op til to timer ad gangen.
Kaskelotten lever i høj grad af blæksprutter, men især hannerne kan supplere dette med fisk, hajer og rokker.
Strandingerne sker oftest i december til marts
Det er i de fleste tilfælde unge hankaskelotter, der strander i Danmark, og det sker gerne i vinterperioden december til marts (man har dog også set strandinger om sommeren og af individer over 50 år).
Det hænger sammen med, at hunnerne og ungerne året rundt bliver sydpå i varmere havområder, blandt andet omkring Azorerne, mens hannerne årligt migrerer frem og tilbage mellem hunnernes opholdsområder og koldere, føderige havområder nordpå.
Når en hval først er strandet, dør den af fysiologisk stress, chok og/eller overophedning.
