Hvis du er en af dem, der ikke er helt klar til at give afkald på de lune sommeraftener til fordel for efterårets vind og blæst, får du her en chance for at genopleve sommervarmen.
I denne video, som stammer fra DMI’s hjemmeside og er sammensat af billeder fra vejrsatellitten Meteosat-9, kan du se skybevægelserne i dagtimerne over hele Europa i august 2012. Hvis du tager de virkeligt stærke briller på, kan du I nederste venstre hjørne af filmen følge med i dato og klokkeslæt.
Videoen er sammensat af over 1.000 enkeltbilleder fra satellitten, der befinder sig 36.000 kilometer over ækvator, og viser mange spændende vejrfænomener. Blandt andet kan du genopleve den meget varme weekend i Danmark den 18. og 19. august.





























