Purpurlædersvamp (Chondrostereum purpureum) har hidtil kun udgjort en trussel mod planter som pæretræer, roser og rododendronbuske, som kunne dø, hvis de ikke hurtigt blev behandlet.
Udover frygten for i ny og næ at miste en rosenbusk har svampen ikke været anset som et problem for mennesker. Indtil nu.
Det skriver ScienceAlert.
Et nyt studie, udgivet i tidsskriftet Medical Mycology Case Reports, beskriver, hvordan en ellers sund og rask 61-årig indisk mand, som til daglig arbejder med svampe, har pådraget sig en omgang purpurlædersvamp.
Patientens symptomer bød på hoste, en raspende stemme, udmattethed og synkebesvær.
En CT-skanning af mandens hals viste en materiefyldt byld langs luftrøret.
Først kunne lægerne ikke få symptomerne til at matche med noget, de kendte, men en særlig teknik til svampe afslørede tilstedeværelsen af hyfe, som svampe består af.
Selvom manden arbejder med svampe, huskede han ikke at have arbejdet med den specifikke art for nylig.
Igennem sit arbejde var manden dog i kontakt med råddent materiale og andre plante-svampe, som muligvis kan være kilden til hans infektion.
I dag, efter at have fået helbredt såret, svampen forårsagede, behandling med et svampedræbende middel og to år med tjek på hospitalet, er manden kureret.
Det er usandsynligt, at vi finder ud af, hvorfor infektionen tog rod i et menneske, og det forbliver uvist, om det nogensinde sker igen.
Oprindeligt har vi skrevet i artiklen, at skanningen viste pus langs mandens luftrør, men dette er nu rettet til, at skanningen viste en materiefyldt byld, red.
aeh