Hvad får svampe ud af at være giftige?

Svampesæsonen er i fuld gang. I skoven myldrer kantareller, rørhatte, champignoner og trompetsvampe op af skovbunden lige til at fylde i svampekurven og senere i munden.

Men nogle svampe er dødeligt giftige. Det gælder for eksempel grøn fluesvamp, som både er en meget almindelig fluesvamp i Danmark og samtidig vores giftigste svamp.

Giften i grøn fluesvamp slår kroppens celler ihjel. Blot en enkelt svamp er nok til at slå et voksent menneske ihjel. Typisk er de første tegn på forgiftningen opkast og blodig diarre. Det skyldes, at svampens gift først virker i tarmsystemet.

Efter et par dage vil mange få det bedre. Efterhånden vil man dog sygne hen og til sidst gå i koma.

Det skyldes, at svampens gift ødelægger leveren, som skal rense blodet for affaldsstoffer. Når affaldsstofferne ikke renses ud, transporteres de til hjernen, som tager skade. Til sidst dør man en langsom og smertefuld død.

Svampen har intet ønske om at slå mennesker ihjel

Men hvad har svampen fået ud af det? Det vil Gertrud på syv år gerne vide.

»En hveps stikker for ikke at blive spist, men hvorfor er en svamp giftig?,« spørger hun.

Giften forhindrer jo ikke, at svampen bliver spist.

Videnskab.dk finder Gertruds undren så interessant, at vi her tager emnet op i vores brevkasse Spørg Videnskaben og ringer til Jacob Heilmann-Clausen, lektor på Statens Naturhistoriske Museum. Han er biolog og forsker i Danmarks biodiversitet, herunder de danske svampe.

»Det er helt sikkert, at den ikke har noget ønske om at slå mennesker ihjel. Giften bliver dannet som en del af svampens stofskifte, muligvis som et tilfældigt biprodukt. Man ved faktisk ikke så meget om giftens funktion for svampen,« siger han.

Han fortæller, at de svampe, der er giftige for os mennesker, i mange tilfælde ikke er giftige for de arter, der typisk æder dem i naturen, for eksempel snegle og insekter.

Svampe forsvarer sig, men ikke mod mennesker

Mange svampe vil faktisk gerne spises af de rette arter på det helt rigtige tidspunkt. Det gælder særligt trøfler, der er afhængige af, at dyr æder dem, når de er modne, og derefter spreder sporerne gennem deres ekskrementer.

Sporerne er svampenes pollen. De kan spire i jorden, hvor de ligesom pollen skal møde en partner – svampesporespirer fra en anden svamp af samme art – for at kunne danne en ny svamp. Sporerne kan sprede sig i naturen via dyrenes afføring.

Giftsvampe får altså ikke noget som helst ud af, at vi mennesker dør af at spise dem. Nogle svampe har dog forsvarsmekanismer, som beskytter dem, ikke mod mennesker, men mod bakterieangreb fra andre svampe eller dyr.

Det kan for eksempel være et slimlag, som forhindrer dyr i at spise svampen. Mest kendt er penicillin, som faktisk er et svampeprodukt, der slår bakterieangreb ned.

En svamp er et kæmpe net under jorden

Når man taler om svampe, ser de fleste en rørhat, en rød fluesvamp eller en champignon for sig. Men det er i virkeligheden slet ikke svampen, men derimod svampens frugt.

Selve svampen vokser faktisk under jorden og består af et kæmpe net af lange celler, som udveksler vand og næring. Et mycelium hedder dette svampenet, som i virkeligheden er svampen.

Ligesom at et æbletræ får æbler i sensommeren, danner mange svampe frugtlegemer om efteråret. Frugtlegemerne, som altså kan være giftige, bruger svampen til at sprede sine sporer i naturen.

Men størstedelen af svampens arbejde foregår under jorden, hvor den spiller en vigtig rolle i naturen.

Den nedbryder dødt materiale, for eksempel døde planter og dyr. Når planterne og dyrene er nedbrudte, kan svampen, men også skovens træer og planter, genoptage det nedbrudte, organiske materiale, forklarer Jacob Heilmann-Clausen. Andre svampe har et samliv med andre levende organismer, især planter.

»Det kendes for eksempel hos lav (grønlige svampe, som ligner mos og kan vokse på træer, red.) og mykorrhizasvampe, som udveksler vand og næringsstoffer med henholdsvis alger og planter . Mere skjult lever mange svampe som såkaldte endofytter, som findes hos alle planter. Her spiller de en vigtig rolle i planters immunforsvar ved at holde skadelige organismer på afstand,« siger han.

En svamp er ikke en plante

Men hvilken slags plante er en svamp så?

»En svamp er slet ikke en plante. Rent genetisk og evolutionsmæssigt er svampe faktisk tættere beslægtet med dyr end med planter,« siger Jacob Heilmann-Clausen.

Tidligere troede man, at svampe var planter, men genetiske analyser har bekræftet, at svampe rent udviklingsmæssigt er tættere på dyrene.

Planter laver fotosyntese, hvor de bruger solens energi til at omdanne vand og CO₂ til ilt og sukkerstof. Svampe laver ikke fotosyntese, ligesom dyr og mennesker er de afhængige af at optage sukker for at vokse og overleve.

»Men i modsætning til dyr og mennesker foregår fordøjelsen uden for svampen selv. Svampen producerer enzymer, som nedbryder organisk materiale til så små dele, at svampens celler kan optage det,« forklarer Jacob Heilmann-Clausen.

Fodsvamp har også et net

Dyr og mennesker bruger i modsætning til svampen enzymer og hjælpebakterier i munden og fordøjelsessystemet til at nedbryde føden.

»Svampen er meget bedre til at nedbryde føden end både dyr og mennesker. Vi kan slet ikke danne lige så mange enzymer, derfor har vi bakterier i munden og tarmene, som hjælper med at nedbryde. Det behøver svampen ikke. Drøvtyggere har faktisk svampe i deres fordøjelsessystem, som hjælper dem med at nedbryde føden,« siger Jacob Heilmann-Clausen.

Der findes altså et planterige og et dyrerige, hvor vi mennesker hører til, og som et søsterrige til dyreriget ligger svamperiget. Et rige, som både består af de svampe, vi kender fra skovbunden, men også mugsvampe, som kan invadere vores brød, og parasitsvampe, for eksempel fodsvamp.

Fodsvamp består faktisk også af et mycelium, altså et netværk af tråde, som udveksler næring. Men i modsætning til kantareller og honningsvampe får fodsvamp ingen frugtlegemer.

Nogle parasitsvampe kan også inficere planter og dyr og i sidste ende slå dem ihjel.

3.000 år gammel svamp fundet i Canada.

Nogle svampearter regnes faktisk for at være blandt de længst levende organismer på Jorden. Svampenettet, myceliet, kan nemlig blive meget gammelt, fortæller Jacob Heilmann-Clausen.

»I Canada har man fundet nogle meget store honningsvampe, hvor myceliet fylder 60-70 hektar og er omkring 3.000 år gammelt.«

Man måler størrelsen ved at indsamle svampens frugtlegemer, det vi normalt kender som svampene, og undersøge svampenes DNA. Har de ens DNA, stammer de fra samme svampe-individ.

Alderen udregner man fra størrelsen, og hvor hurtigt svampen vokser. En honningsvamp vil altså være omkring 3.000 år om at blive 70 hektar stor.

Grøn fluesvamp har en mild smag

Nu kom vi langt væk fra de giftige danske svampe.

Og Gertrud på syv år havde faktisk et spørgsmål mere. Hun har nemlig undret sig over, at der i en af familiens svampebøger står beskrevet, hvordan de giftige svampe smager.

For eksempel står der ud for hvid fluesvamp, at smagen er nøddeagtig.

»Er det så, fordi folk har nået at fortælle det, lige før de døde?« spørger hun.

Nej, mener Jacob Heilmann-Clausen.

»Du kan godt smage på de giftige svampe, bare du husker at spytte ud bagefter. Jeg har selv smagt på grøn fluesvamp. Den har en ret mild smag. Lidt som kinaradise,« slutter han.

Send os dit spørgsmål

Vi takker Gertrud for hendes spændende spørgsmål.

Husk, at du kan læse flere spændende spørgsmål og svar fra Spørg Videnskaben. Ligger du selv inde med et godt spørgsmål, er du meget velkommen til at sende det til sv@videnskab.dk.