Det kan godt være, at de andre i baren kigger lidt skævt til én, hvis man en sen fredag aften stiller sig bag disken og beder om et tebrev.
Men bargæsterne kan være ganske rolige – værtshuset behøver ikke at udvikle sig til et søvndyssende teselskab af den grund.
For en tepose har faktisk nogle festlige egenskaber, som det kan ses i dagens tiende og i denne omgang sidste video i vores serie om videnskabelige bar-tricks.
For klipper man det øverste af posen, tømmer den for teblade og stiller den på højkant som et rør, bliver den fredelige tepose pludselig forvandlet til en affyringsparat raket.
Derefter sætter man ild til toppen og lader posen brænde ned, mens man på NASA-manér tæller ned fra 'ten ... nine ... eight ...'

Når posen er brændt næsten til bunds, og nedtællingen er nået til 'ignition', skyder den rødglødende rest af teposen højt til vejrs som en rumraket.
Når teposen er fløjet næsten hele vejen op til loftet, og 'brændstoffet' er brugt helt op, daler asken langsomt ned igen.
\ Læs mere
Det er bare varm luft
Opdriften skyldes den varme luft, der strømmer opad fra den brændende tepose, forklarer Martin Niss, der er lektor i fysik ved Roskilde Universitet.
»Ilden varmer luften op omkring det sted, hvor man har sat ild til posen. Da varm luft er lettere end kold, stiger det til vejrs, så der kommer en søjle af varm, opadstigende luft omkring teposen,« siger Martin Niss.
»Teposen følger med, fordi den simpelthen bliver trukket med op af den opadstigende luftstrøm. I starten er posen for tung, så det er først, når den bliver lidt lettere, at den bliver trukket med op,« forklarer han.
\ Bar-tricks på Videnskab.dk
Videnskab.dk genudgiver en serie om gode bartricks, der samtidig giver indsigt i, hvordan verden er skruet sammen. Denne første artikel i serien blev oprindelig bragt 16. april 2010.
Teposen er super let
Han tilføjer, at cylinderformen giver teposen et stabilt fundament. Samtidig er det afgørende, at teposen har en vis højde, så ilden kan brænde længe nok til at skabe en tilpas kraftig luftstrøm.
Og så er netop en tepose velegnet, fordi den vejer meget lidt.
»Sådan noget perforeret papir er meget let, fordi der er en masse huller i. Og man vil jo gerne have, at det har så lille en massefylde som muligt til det her forsøg,« siger Martin Niss.
\ Læs mere
Fugle og svævefly udnytter luftstrøm
Fysikeren kalder den opstigende, varme luft for en konvektionsstrøm. Ligesom i tricket med teposen er det konvektionsstrømme, der får aske fra et lejrbål til at flyve højt op i luften.
Fugle som storke og ørne bruger sådanne opadstigende luftstrømme til at svæve på, og fænomenet udnyttes også af rutinerede piloter i svævefly.
»Hvis man flyver rundt om sommeren, er der nogle steder over marker, hvor der stiger en luftstrøm op, og hvis man er erfaren, kan man gøre brug af den til at få sit svævefly op igen,« forklarer Martin Niss.
\ Tip til tepose-tricket
Luk døre og vinduer, så vinden ikke blæser teposen omkuld.
Brug en almindelig tepose uden voks i midten, for ellers kan den ikke blive høj nok.
Kender du et sjovt trick?
Dette trick er som nævnt det sidste i vores tema om bar-tricks i denne omgang.
Hvis du kender et sjovt, videnskabeligt trick, som vi ikke har vist, så tøv ikke med at fortælle os om det ved at sende en mail til redaktionen@videnskab.dk.





























