Oversvømmelser i Asien, skovbrande i Australien og hedebølger i Europa.
De ekstreme vejrfænomener bliver ofte videnskabeligt kædet sammen med klimaforandringer, og det er også tilfældet i en ny rapport.
For den dødbringende orkan Helene, der i sidste måned rasede i flere delstater i USA, blev kraftigere grundet menneskeskabte klimaforandringer.
Det skriver World Weather Attribution (WWA) i en pressemeddelelse.
I analysen konkluderer forskerne, at:
- Orkanens vindstyrke blev 11 procent mere intens af klimaforandringer.
- Klimaforandringer medførte cirka 10 procent mere nedbør.
- Orkaner lige så intense som Helene er nu 2,5 gange mere sandsynlige i området.

Orkaner bringer også stormfloder med sig, som er farlige, da de forårsager flest dødsfald, forklarer klimaforsker Aslak Grinsted i P1 Morgen.
Det kraftige regnskyl fra orkanen ville derfor have været mindre intenst, »hvis mennesker ikke havde opvarmet klimaet«, skriver forskerne bag rapporten.
»Hvis vi fortsætter med at afbrænde fossile brændstoffer, vil USA stå over for endnu mere ødelæggende orkaner,« siger Ben Clarke, der er videnskabelig assistent ved Imperial College London og medforfatter til rapporten, i pressemeddelelsen.
World Weather Attribution er en international forskersammenslutning, der undersøger sammenhængen mellem klimaforandringer og ekstreme vejrfænomener.
For at kunne afgøre, hvorvidt klimaforandringer har spillet en rolle, har forskerne sammenlignet observationer med klimamodeller. Den metode kan du læse mere om her.
Mens amerikanerne er i gang med oprydningsarbejdet, forsøger man nu at ruste sig imod orkanen Milton, der har sat kurs mod Floridas vestkyst.
Forskere forventer, at den vil opføre sig som Helene – hvis ikke værre – hvilket sandsynligvis også kan tilskrives klimaforandringer.
































