Kæmpe-ulven ’direwolf’ blev kendt i den populære serie Game of Thrones, hvor den var familien Starks symbol og trofast beskytter af familiens yngste søn, Brandon Stark.
Virkelighedens ’direwolf’ levede faktisk i Nordamerika indtil for 13.000 år siden samtidig med sabelkatte, mammutter og amerikanske løver.
Nu har et internationalt forskerhold med dansk deltagelse analyseret ældgammelt DNA fra kæmpeulven og sammenlignet med nulevende arter af ulve, vilde hunde og sjakaler.
Ud fra det konkluderer de, at kæmpeulven rent genetisk slet ikke er en ulv.
»Man har haft tusindvis af knogler og ud fra udseendet konkluderet, at var en ulv. Nu har vi analyseret DNA’et og kan helt klart sige: Det var det ikke,« siger postdoc på sektion for evolutionær genetik på Københavns Universitet Mikkel Sinding til Videnskab.dk.
Han har været med til at lave det nye studie, som er udgivet i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature.
Professor Mikkel Heide Schierup fra Aarhus Universitet forsker også i analyser af gammelt DNA og har læst det nye studie om det myte-omspundne fortidsdyr.
»Det er super-oplagt at undersøge. Det er et dyr, som er lidt mystisk, der er fundet mange fossiler, men man har ikke kunnet komme videre i forståelsen ved kun at se på morfologien (dyrets udseende red.),« siger Mikkel Heide Schierup, som ikke har været en del af det nye studie.
»Det er endnu et eksempel på, at man kan få større indsigt ved at sekvensere DNA, end man kan på andre måder,« uddyber han.
Nulevende ulve er noget helt andet
På dansk har vi ingen populær betegnelse for direwolves (Canis dirus)
»På dansk bliver direwolves betegnet som skrækkelig ulv eller bare kæmpeulv,« fortæller Mikkel Sinding.
Det store fortidsvæsen lignede ud fra skelettet en overdimentioneret ulv. Kæmpeulven var blot større, tungere og havde større tænder og kraftigere bid end ulve.
Men rent genetisk er den lige så meget ulv, som en chimpanse er menneske, viser det nye studie.
»Der har været en heftig debat om, hvad denne her kæmpeulv egentlig var, og om nogle nulevende ulvearter nedstammer fra den eller er en slags hybrider af nulevende kæmpeulve. Der får vi sat flueben ved, at nulevende ulve genetisk er noget helt andet,« uddyber Mikkel Sinding, som har lavet det nye studie.
Splittede genetisk op for seks millioner år siden
Gennem komplicerede DNA-analyser når forskerne frem til, at nulevende ulve, vilde hunde, sjakaler og den uddøde kæmpeulv har haft en fælles stamfader på samme måde, som menneske-aberne og alle menneskearter havde.
Denne ukendte ulveforfader levede for næsten seks millioner år siden, og den er ophav til alle nulevende arter af ulve, sjalkal og vildhunde arter.
Kæmpeulvene udviklede sig ud fra denne forfader til en art, som var så genetisk langt fra andre ulvearter, at de ikke længere kunne reproducere sig med andre nulevende arter.
»Vi kan ikke sige med sikkerhed, at den ikke kunne, men den gjorde det i hvert fald ikke. Så der er ingen kæmpeulve-DNA i nulevende ulve i dag,« siger Mikkel Sinding.
Fanget i asfaltsumpe
De fortidige kæmpeulve har været kendt, siden det første fossil blev fundet i 1850’erne.
I dag er der fundet tusindvis af fossiler fra kæmpeulve i såkaldte asfaltsumpe i Los Angeles i USA. Asfaltsumpene findes naturligt flere steder i verden, hvor naturligt udviklet asfalt er boblet op til jordoverfladen.
Dyrene er blevet fanget i asfalten og druknet. Asfalten er god til at bevare knoglerne intakte, men det ødelægger DNA’et.
»Det har været absurd svært at få DNA ud af de her fossiler. Vi fik en hel kæbe tilsendt - en virkelig stor kæbe. Vi tæskede den gennem alle analyser, og vi fik intet ulve-DNA ud,« fortæller Mikkel Sinding.
Det var en australsk gruppe med knogler fra en hule i Wyoming, der endte med at få nok DNA ud af direwolf-knogler til at DNA’et kunne analyseres (sekvenseres) og sammenlignes med nulevende ulvearters.
