For 600 millioner år siden var havet fyldt med bakterier, alger og nogle mystiske juletræslignende væsner, som forskere indtil nu ikke har kunnet forstå, hvorfor pludselig uddøde.
De engelske forsker mener nemlig nu at have fundet svar på, hvorfor disse mærkelige væsner, såkaldte 'rangemorpher', pludselig forsvandt fra Jordens overflade for millioner af år siden, skriver Livescience.
De har samlet og undersøgt fossiler fra hele verden og brugt disse til at skabe 3D-rekonstruktioner af de mærkværdige væsner. Ud fra disse rekonstruktioner har de udledt en masse viden om, hvordan væsnerne levede og døde.
Ændrede havforhold og svømmende fjender
Nye havforhold og rovdyr, som kunne svømme, var de primære grunde til, at væsnerne forsvandt.
Forskerne mener, at væsnerne absorberede næring direkte gennem deres juletræsligende kroppe. Derfor trivedes de i næringsholdige vande, hvor næring var tilgængelig over alt omkring dem. Derfor fik det fatale følger, da verdenshavenes kemiske sammensætning begyndte at ændre sig.
Ligesom de fleste koraler i dag var disse væsner immobile. De kunne derfor ikke hamle op med svømmerne, som hurtigt vandt frem i den kambriske periode (540 til 490 millioner år siden).
»Idet den kambriske periode begyndte, kunne arterne fra den forrige periode, Ediacarium, ikke længere overleve. Siden dengang har verden ikke set lignende væsner,« fortalte forskningsleder Hoyal Cuthill i en pressemeddelse i forbindelse med udgivelsen af studiet i tidsskriftet PNAS for nylig.



































