Et langsomt drama udspiller sig lige nu i det subantarktiske nord fra Antarktis.
Isbjerget A-68A, der måler 4.200 kvadratkilometer, svarende til halvanden gange størrelsen på Fyn, har lige nu kurs mod øen South Georgia, der er et af verdens vigtigste levesteder for pingviner og sæler.
Omkring halvdelen af verdens kongepingviner og æselpingviner samt 25 procent af verdens makaronipingviner lever på øen, der også huser millioner af antarktiske pelssæler.
»Det kan blive voldsomt,« siger geografi-professor Bo Elberling, som har lavet feltarbejde på South Georgia.
»Det svært at spå om, hvad der præcist kommer til at ske, men jeg tror, at det kan have markante konsekvenser for dyrelivet. Øen er den subantarktiske ø, der har allermest liv. Her lever millioner af pingviner og sæler, der bruger øen til opvækst af deres unger og har brug for daglig adgang fra kolonierne på land til havet,« lyder det fra professoren fra Københavns Universitet.
100 kilometer fra South Georgia
Katastrofen - hvis det da ender så galt - har på en måde været undervejs længe.
Det store isbjerg knækkede af den såkaldte Larsen C-gletsjer i juli 2017. Siden drev det langsomt mod nord, men det var først i begyndelsen af det herrens år 2020, at det fik fart på og begyndte at bevæge sig mod South Georgia, der ligger 1.400 kilometer fra Argentinas østkyst.
»Vi har fulgt isbjerget på vores satellitter med stor spænding,« fortæller Povl Abrahamsen, der forsker i oceanografi ved British Antarctic Survey (BAS) i Cambridge.
»Lige nu er det 100 kilometer fra kysten, og det er meget tæt på at ramme kanten af kontinentalsoklen. Det er en ekstraordinær situation,« uddyber Povl Abrahamsen, der til januar tager på ekspedition til South Georgia, hvor de også vil benytte lejligheden til at undersøge, hvilke konsekvenser isbjerget kan få for området.
Povl Abrahamsen er også bekymret for, hvilke effekter isbjerget vil have for dyrelivet, men han fastslår ligeledes, at det er svært at forudsige, hvad der præcist kommer til at ske med isbjerget.
»Det er meget sandsynligt, at isbjerget kommer til at støde på øens kontinentalsokkel. Isbjerget kommer ikke til at ramme kysten, da det stikker 200 meter ned i vandet. Men spørgsmålet er, om det kommer til at sætte sig fast, eller om det kun vil støde på kort og så drive videre,« vurderer Povl Abrahamsen.
\ Læs mere
Potentiel katastrofe i slow motion
Hvis isbjerget, der er det næststørste i verden, sætter sig fast til kontinentalsoklen ved South Georgia, vil det sandsynligvis blive der i månedsvis eller endda årevis.
Der vil isbjerget, som en gigantisk ferskvands-isterning i et saltvands-kar, ligge og smelte langsomt, og det kan have langsigtede konsekvenser for økosystemet i området.
»Det vil afgive en helt masse koldt ferskvand, der vil sænke saltholdigheden og temperaturen i et område og på den måde påvirke alle dele af fødekæden,« fortæller Bo Elberling.
Frygten er, at det påvirker livet for alger og plankton, der ikke vil trives under de nye forhold. Alger og plankton fungerer som føde for krill, som er de små krebsdyr, som pingvinerne og sælerne lever af.
South Georgia var også ‘under angreb’ fra et isbjerg i 2004, hvor isbjerget A-38 stødte på grund ved øen, hvilket førte til fund af massevis af døde pingviner og sæler, skriver britiske BBC.
»En anden effekt er den fysiske del. Det er et kæmpe isbjerg, og mindre istykker og drivis kan blokere adgangsvejen for sæler og pingviner nær kysten,« vurderer Bo Elberling.
Han føler sig gennem sine ekspeditioner personligt knyttet til South Georgia og dyrene på øen, og han tilføjer, at det er hårdt at se til, mens katastrofen nærmest i slow motion kan indtræffe, uden man kan gøre det store:
»Men vi skal heller ikke blande os, vi må nøjes med at observere.«
En ekstraordinær historie
Det er helt normalt, at store isbjerge river sig fri fra Arktis og Antarktis, og det er heller ikke unormalt, at isbjerge kolliderer med landområder.
»Vi kan se på havbunden, at mange øer og South Georgia inklusiv har ar fra voldsomme sammenstød med isbjerge. Så det er garanteret sket før,« fortæller Povl Abrahamsen og tilføjer:
»Men jeg tror ikke, at noget lignende er blevet observeret, mens vi har haft satellitter til at overvåge isbjerge, så på den måde er det ret unormalt.«
Kombinationen af A-68A-isbjergets størrelse, dens ekstremt nordlige position og South Georgias rige dyreliv gør alligevel den aktuelle situation til en ekstraordinær historie.
»Processen er naturlig. Vi ser gigantiske isbjerge som dette rive sig fri med jævne mellemrum, men isbjerget er usædvanligt langt mod nord,« fortæller René Forsberg, professor i jordobservation på DTU SPACE.
Han er fløjet over isbjerget ved flere lejligheder og kalder det for et »vildt syn«.
Kæmpe-isbjerge vil blive hyppigere i fremtiden
Meget tyder dog på, at Povl Abrahamsen og andre is- og polarforskere kan få rigeligt med lejligheder til at observere den slags begivenheder i fremtiden.
Der bliver sat nye afsmeltnings- og varmerekorder på Antarktis og Arktis i disse år, og det vil højst sandsynligt resultere i flere isbjerge på afveje.
»Det er vigtigt at understrege, at det er naturligt, at isbjerge kælver fra gletsjere, men i fremtiden, når klimaet bliver varmere, kommer det helt sikkert til at ske hyppigere,« vurderer Povl Abrahamsen, der dog ikke kan sætte tal på, hvor hyppigt det vil ske.
Samme pointer kommer fra René Forsberg, der forklarer, at isbjerget netop kommer fra den Antarktiske Halvø, der er mest udsat overfor de stigende temperaturer og den medfølgende afsmeltning i området.
»Vi så en lignende hændelse i 2002 med Larsen A-ishylden, der rev sig løs. Larsen C-ishylden, som isbjerget kommer fra, bliver også ved med at kælve, så vi kommer nok til at se endnu et isbjerg på den størrelse inden for 10 til 20 år, hvis udviklingen i Den Antarktiske Halvøs opvarmning fortsætter som nu,« vurderer René Forsberg.
Mens de varmere temperaturer vil fungere som føldselshjælp for fremtidige kælvende ishylder, er der intet, der tyder på, at løsrivelsen af det pågældende A-68A-isbjerg kan kobles til de nuværende klimaforandringer.
»Det kan være helt naturlige processer, men vi ved det ikke,« forklarer Bo Elberling.
Ekstra spændende ekspedition i vente
11. januar næste år drager Povl Abrahamsen mod Sydhishavet og South Georgia på en 41 dage lang ekspedition, og her vil han også få mulighed for at se nærmere på det gigantiske isbjerg.
»Det er en årlig ekspedition, så det var planlagt i forvejen. Vi skal primært ned og overvåge og lave målinger af økosystemet, saltholdigheden og temperaturerne,« fortæller Povl Abrahamsen.
»Men siden vi har det her isbjerg i området, så vil vi da benytte lejligheden til at undersøge effekten, som isbjerget har på økosystemet og det fysiske system i området. Det bliver da ekstra spændende at se effekten - og selvfølgelig også selve isbjerget,« tilføjer han.
Det kræver dog, at isbjerget stadig er i området.
»Det kan flyde videre, inden vi når derhen. Vi følger med i ugerne frem, og jeg håber da, at det stadigvæk er i området,« slutter Povl Abrahamsen.
