Har du oplevet at have en overbo, der i sin gang hamrede hælen i gulvet, så billeder, skabe og møbler rystede på din etage?
Eller at fjernsynets volumen var skruet så højt op, at du nærmest selv kunne følge med i fredagsfilmens plot.
Hvis du kan nikke genkende til frustrationerne, har du mere til fælles med narhvalen (Monodon monoceros), end du måske lige gik og regnede med.
I denne episode af podcasten ‘Hvordan ved vi det?’ fra Videnskabernes Selskab og Det Unge Akademi handler det om narhvalen.
Her får vært Torben Sangild besøg af professor i havbiologi Mads Peter Heide-Jørgensen fra Grønlands Naturinstitut og professor i statistik Susanne Ditlevsen fra Københavns Universitet.
Sammen dykker de ned i Arktis’ kolde vand for at gøre os klogere på narhvalen.
For narhvalen, der med sit snoede horn i panden ligner hvalernes svar på en enhjørning, er nemlig meget frustreret over lydene, som den tobenede overbo – os mennesker – laver, når vi sejler på havene i Arktis.
\ Om podcasten
I podcastserien ‘Hvordan ved vi det?’ forsøger værten Torben Sangild at gøre os klogere på havet gennem samtaler med vidende gæster.
I denne sæson kan du blandt andet blive klogere på:
- Hvordan Danmark så ud for 10.000 år siden
- Danmark som søfartsnation
- Havet som apotek
Podcastserien er fra Videnskabernes Selskabs formidlingsindsats VidenSkaber og Det Unge Akademi.
Videnskab.dk bringer podcasten med økonomisk støtte fra Videnskabernes Selskab.
Formidlingsindsatsen VidenSkaber er støttet af Novo Nordisk Fonden, Carlsbergfondet og Lundbeckfonden.
Narhvalen lever nemlig ved at kommunikere og lokalisere via de lyde, den laver. Og når skibene kommer indenfor en radius af fem-ti kilometer fra en gruppe narhvaler, ændrer de adfærd:
De svømmer ind mod kysten og bliver handlingslammede, og så stopper de med at lave lyde og dykke dybt, hvor de finder deres føde.
Narhvalens adfærd ved støjen fra skibstrafik minder om deres adfærd, når der er farlige spækhuggere i nærheden.
Og med formodninger om øget skibstrafik på Arktis kan det blive svært for narhvalen at udøve sine basale funktioner.
Men hvad med dens mytiske horn? Hvad bruger den det til? Og kan det bruges til at gøre os klogere på andre aspekter i videnskabens navn?
Få svaret i podcasten her.


































