Zombiemyrerne i Roskilde er på spil igen

I 2017 kunne Videnskab.dk afsløre den fascinerende – og set fra skovbundsperspektiv gruopvækkende - historie om, at zombiemyrer var blevet opdaget i danske skove.

Dengang kunne den begejstrede lektor Brian Lund Fredensborg berette, at han i Bidstrupskovene nær Roskilde havde opdaget skovmyrer, som var inficeret med ’lille leverikte’ – en parasit, som kryber op i hjernen på myrerne, kontrollerer dem og giver dem en zombieagtig adfærd.

Nu har forskerne endnu engang været på besøg hos myreturen nær Roskilde for at opmærke og følge specifikke myrers adfærd.

»Populært sagt har vi fundet den knap, som kan tænde og slukke for myrernes zombieadfærd,« fortæller lektor Brian Lund Fredensborg om det nye myre-studie, som netop er blevet publiceret.

Udnytter myrer, snegle og hjorte

Historien om zombiemyrerne og den lille leverikte rummer også en række andre hovedpersoner, som hver især bliver udnyttet i parasittens yderst sofistikerede livscyklus.

For at kunne gennemføre sin livscyklus skal leverikten nemlig ikke kun inficere en myre. Den skal også gå igennem maven på et græssende pattedyr såsom en hjort eller et får.

Herefter skal den ud med dyrets afføring og spises af en snegl, som så udskiller leverikte-æg med deres slim. Slim, som efterfølgende bliver spist af myrerne.

»Historien om zombiemyrerne er helt vildt fascinerende. Det er et godt eksempel på, hvor sindssygt gode parasitter kan være til at manipulere med deres værters adfærd,« siger Joachim Offenberg, som er seniorforsker ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet og forsker i myrer.

Gør myren til en zombie

I det nye studie har forskerne netop fokuseret på myrer, som er blevet inficeret med den lille leverikte. Når det sker, holder myren op med at fare rundt på skovbunden som normalt.

I stedet kravler myren op i toppen af et græsstrå, tager et fast bid i græsset og bliver siddende. Det er en fordel for den lille leverikte, for parasitten har brug for, at myren bliver spist af et græssende dyr såsom et får, en ged eller en hjort.

»Når myren sidder i toppen af græsstrået, er der større chance for, at den bliver spist, og det vil parasitten gerne opnå, for at den selv kan komme ind i sin næste vært. Men det smarte er, at myren først bider sig fast i sit græsstrå sidst på dagen, hvor dyrene netop begynder at græsse, og der er størst chance for at blive spist,« forklarer Brian Lund Fredensborg, som er lektor på Institut for Plante og Miljøvidenskab på Københavns Universitet.

Midt på dagen kan det derimod blive for varmt for myren at sidde i toppen af græsstrået. Så da lader parasitten myren slippe sit fastlåste bid i græsstrået og kravle ned for at leve et normalt myreliv.

»Det er decideret livsfarligt for myren at blive udsat for solens stråler. Det er ikke i parasittens interesse at myren dør, for så dør den også selv. Derfor får myren lov til at give slip og kravle ned i løbet af dagen,« forklarer Brian Lund Fredensborg.

Fulgte myrerne i Roskilde

Spørgsmålet er imidlertid, hvordan parasitten – den lille leverikte – ved, at det er tid til at igangsætte zombieadfærden og få myren til at kravle op i toppen af græsstrået?

Det virker usandsynligt, at den lille leverikte kender klokken. I tidligere laboratorieforsøg har forskerne da også sandsynliggjort, at det er temperaturen, som sørger for at få ’tændt’ for myrernes zombieadfærd på de rette tidspunkter.

»Men som forsker bliver man tit skudt i skoene, at laboratorieforsøg altid skal efterprøves i naturen. Men det er hundesvært at lave den slags forsøg i felten, men nu er det altså lykkedes,« siger Brian Lund Fredensborg, som udførte studiet i samarbejde med tidligere specialestuderende Simone Nordstrand Gasque som i dag er ph.d.-studerende ved Wageningen Universitet i Holland.

Simone Nordstrand Gasque påklistrede individuelle ID-mærker på 172 myrer fra Bidstrupskovene, som alle var inficerede med den lille leverikte. Herefter fulgte hun myrerne igennem en periode og noterede forhold såsom temperatur, fugtighed og lignende, når myrerne kravlede op og ned fra toppen af græsstråene.

»Det var et møjsommeligt arbejde, men vi kunne tydeligt se, at myrerne kravler op i græsstrået, når det bliver køligt. Og når det så bliver varmere igen, giver de slip og kravler ned. Så adfærden er reguleret af temperaturen,« forklarer Brian Lund Fredensborg.

»Vi fulgte myrerne ind i oktober måned, og på kølige dage kunne de godt blive siddende i græsstrået hele dagen. Så det handler ikke bare om tidspunktet på dagen, men om hvorvidt det er varmt eller koldt.«

Parasittens liv i pattedyr

Spørger man Joachim Offenberg, som ikke har været en del af studiet, mener han også, at »resultaterne ser overbevisende ud.«

Historien om den lille leverikte slutter imidlertid ikke, når det lykkes for parasitten at blive spist af et græssende pattedyr, eksempelvis en hjort.

Fra tarmen på hjorten finder leverikterne nemlig vej til galdegangene. Galdegangene er ’rør, som fører op til leveren, hvor leverikterne slår sig ned. De suger blod og udvikler sig til voksne ikter, som formerer sig og begynder at lægge æg.

»Æggene kommer ud med dyrets afføring. Og nu skal de så spises af en snegl for at kunne udvikle sig og komme videre i deres livscyklus,« forklarer Joachim Offenberg.

Snegl spiser lort - og får parasit

Inde i sneglen bliver de små leverikter mangedoblet – de skaber simpelthen kloner af sig selv. Herefter fremprovokerer de klonede leverikter en masse slim hos sneglen.

»De får sneglen til at hoste en slimbold op, som er fuld af parasitter. Slimbolden skal spises af myrer, og der er et eller andet, som gør slimbolden attraktiv for myrerne. De spiser den med det samme, hvis de går igennem skovbunden. Men vi ved ikke hvorfor,« fortæller Brian Lund Fredensborg.

Når myrerne spiser slimbolden, bliver de samtidig inficeret med parasitter. De fleste af parasitterne bevæger sig ned i bagkroppen på myren. Men en enkelt af dem vandrer den modsatte vej. Op mod myrens hjerne.

»I hjernen presser den sig op mod et helt bestemt sted, som kontrollerer myrens munddele. Det er lidt vildt at tænke på, at den kan finde lige netop dette sted i myrens lille hjerne,« siger Brian Lund Fredensborg, som tilføjer, at hjerneområdet kaldes for det subesophageale ganglion.

Parasit i hjernen 'ofrer sig' for andre

I virkeligheden er den enlige parasit i hjernen på myren lidt af en helt – set fra leverikternes perspektiv.

Den ’ofrer sig’ for de øvrige for at få myren til at udvise sin zombieagtige adfærd og sætte sig fast i græsstrået. Men selv vil den dø, når myren bliver spist af et græssende pattedyr og ryger ned i mavesækken på dyret.

»De øvrige leverikter i bagkroppen på myren indkapsler sig, så de er beskyttet mod mavesyren, når de ryger ned gennem mavesækken på eksempelvis en hjort. Men leverikten i hjernen på myren er ubeskyttet og dør. Så den laver alt arbejdet og ofrer sig for de andre,« fortæller Brian Lund Fredensborg.

Han henviser til et nyere studie, publiceret i tidsskriftet PNAS, hvor forskerne viser, at parasitten i hjernen på myren er en klon af de andre parasitter i myrens bagkrop.

»Derfor giver det mening, at det kan betale sig for den at ofre sig for de andre. Fordi det er kloner af den selv,« fortæller Brian Lund Fredensborg.

Kan potentielt smitte mennesker

Indtil videre har Brian Lund Fredensborg kun set zombiemyrerne i Bidstrupskovene nær Roskilde, men han forventer, at de findes flere steder i landet.

Eksempelvis er der i et enkelt tilfælde fundet kronvildt i Vestjylland, som er inficeret med lille leverikte, fortæller han. I yderst sjældne tilfælde er der i udlandet fundet eksempler på, at mennesker også er blevet inficeret med lille leverikte.

Så hvis du har hang til at spise myrer – eller frekventerer trendy restauranter, som serverer myrer – er der derfor en lille risiko for, at du selv kan blive en del af leveriktens sofistikerede livscyklus. Det kan du læse mere om i artiklen 'Zombiemyrer’ kan smitte mennesker.

Forskerne fra Københavns Universitet fortsætter med at have leverikten under lup, da de i fremtiden gerne vil blive klogere på, hvordan parasitten overtager myrens hjerne.

»Nu ved vi, at temperaturen bestemmer, hvornår parasitten overtager myrens hjerne, men vi mangler stadig at finde ud af, hvilken cocktail af kemiske stoffer parasitten bruger til at forvandle myrer til zombier,« slutter Brian Lund Fredensborg.