Tidlig forår, på toppen af 1.000 meter is i bevægelse. Minus 15 grader celcius. 80 kilometer fra den nærmeste bosættelse. Resterende antal tændstikker: 74.
Matthias ødsler tændstikkerne væk i et desperat forsøg på at tænde benzinovnen. Heldigvis for ham er vi schweizere; vi undertrykker vores irritation med høflighed.
Han åbner tændstikæske nummer to ud af tre, der meget gerne skulle række otte dage endnu.
Vores team består af fire mænd: Sne-fysik-ekspert Matthias Jaggi, WSL Institute for Snow and Avalanche Research SLF i Schweiz, den amerikanske kameramand Nick Kalisz, der arbejder for Teton Gravity Research, Jason Box, professor og forsker i glaciologi ved forskningsinstituttet GEUS – og så mig, gruppens novice, kandidatstuderende i klima og atmosfære og på turnus ved GEUS.
På komfuret simrer en blanding af hvidløg, stivelse, benzindampe og smeltet sne: Tilsammen producerer denne noget uskønne blanding vores helt egen, meget specielle ‘fondue’.
Vi har ganske vist brudt med schweiziske traditioner, der kræver et hvidvinsindhold på 35 procent, men retten bliver serveret midt i den grønlandske iskappes overvældende skønhed.
Fonduen er en velfortjent lækkerbisken efter en lang dag, hvor vi har indsamlet sne til prøvetagning og klaret de første kilometer af en rejse på 40 kilometer over iskappen på ski; en billigere løsning for GEUS-forskerne end en helikopter.
Q-transect-udfordringen
Vores mission er at sætte tal på mængden af sne, der har hobet sig op ved Sermilik Bræ i Sydgrønland.
Vores feltarbejde tager os hele vejen fra toppen af iskappen og ned til kysten, hvor vi vil blive hentet af en båd. Ingen helikopter, ingen skidoo eller snemobil – bare os, vores udstyr og vores ski.
Vi forsøger nemlig at at sætte et så lille CO2-fodaftryk som muligt i forbindelse med denne slags klimaforskning.
Vi følger Q-transect – en usynlig linje tværs over iskappen, hvor forskere fra PROMICE-projektet siden 2009 hvert år har installeret og vedligeholdt målinger. (En transect er en rute, som forskere følger for eksempelvis at tælle og registrere forekomster af for eksempel forskellige arter i forbindelse med et studie; i dette tilfælde mængden af sne på indlandsisen, red.).
Hovedformålet er at måle, hvor meget is der enten går tabt eller hober sig op hvert år, afhængig af hvor meget sne som falder, og hvor kraftig afsmeltningen er.
Vi løser et klimamodel-mysterium
Vi forsøger at komme til bunds i et kendt problem for regionens klimamodeller: I området omkring Sermilik Bræ underestimerer tre regionale klimamodeller den årlige afsmeltningen af isen med fejl på en faktor på mere end 2.
I Q-transects nederste områder er tabet af is på blot 1 m2 nok til at fylde 70 badekar. Det er smeltevand, som til sidst ender i havet, hvor det bidrager til havniveaustigninger.
Og med det nuværende klima kan den mængde is, der hvert år tilføres på indlandsisen, ikke følge med afsmeltningen. Det er let at se, at det er et problem.
Vi sætter vores lid til klimamodellerne, der forudsiger fremtidige havniveaustigninger. I forsøget på at forbedre forudsigelserne har vi behov for gode estimater af, hvor meget is der hvert år tilføres, versus hvor meget is der hvert år går tabt som følge af afsmeltningen.
Vi kalder det ‘overflademassebalancen’.
Kun én måde at få målinger
Vores målinger fokuserer på overflademassebalancens plus-side, og der er kun én måde at gøre det på: Op på indlandsisen for at veje sneen i det lag, der har hobet sig op ovenpå den massive is.
Vi bekræftede og satte tørre tal på, hvor meget klimamodellerne overestimerer mængden af sne, der hober sig op i løbet af vinteren.
Resultatet er en afgørende faktor i at fastslå klimamodellernes underestimeringsproblem.
Modellerne ‘troede’ nemlig, at der var mere sne i løbet af vinteren, end der rent faktisk var, og det betød, at den modellerede iskappe imod slutningen af gletsjer-året (omkring oktober) indeholdt for meget is.
Som følge af glacialfysikken underestimerer klimamodellerne mængden af is, der går tabt hvert år.
Vores resultater er publiceret i Journal of Geophysical Research.
Lad regnen falde
Men lad os vende tilbage til måden, vi indsamlede data, for ude på indlandsisen gik tingene ikke helt som planlagt.
Q-transect dag 3: Jason kommer hen imod hos efter en samtale med Meteorologisk Institut via satellittelefon.
Det er dårlige nyheder. Prognosen lyder på vindstød på mere end 100 kilometer i timen, og endnu værre – regn.
Sikkerheden er i højsædet, i takt med at vi bevæger os tværs over indlandsisen, og regn er en trussel, fordi den trænger i igennem sneen og gør den ustabil. Sneen er det eneste, der adskiller os fra de underliggende gletsjerspalter.
Valget er klart; vi er nødt til at nå frem til kysten før stormen. Vi skal presse de planlagte fem dage sammen til én eneste dag. Vi er motiverede på trods af, at vi hver bærer 60 kilo oppakning på hver vores slæde.
Men set fra en positiv synsvinkel betyder det, at vi ikke skal bekymre os så meget om manglen på tændstikker.
Højdepunkter og lavpunkter
Efter 13 timer, hvor vi har vandret, trukket, boret og så trukket lidt igen, når vi frem.
Vi løb tør for drikkevand for et par timer siden. Det er ret ironisk, når man tager højde for, at vi befinder os på en gletsjer, der mister 1.300.000.000 ton vand hvert år.
Jason har arrangeret, at vi bliver hentet af en båd den samme aften. De seje grønlandske fiskere rejste to timer for at nå den fjerntliggende fjord bare for vores skyld.
Og så kommer turens største skuffelse: Det dårlige vejr betyder, at landgang er en umulighed.
Vi slår lejr for to nætter ved kysten – i regnvejr. En nat kan jeg tilføje ‘frygt’ på listen af følelser, jeg har oplevet på denne tur.
Tidspunket, hvor prognoserne forudså, at regnen ville stoppe, kommer og går. Og regnen siler stadig.
Jeg begynder at tænke på alle de ting, der kan gå galt, når vejret er så dårligt – i et telt ved en kyst, hvor ingen har ligget i lejr før og med begrænsede ressourcer.
Men set i bakspejlet vil jeg sige: Hvad er bedre?
Arbejdet fortsætter
Vores tid på isen blev afkortet, så vi fik kun fire hele dage og ikke ni, som vi ellers havde planlagt.
Vi var dog stadig i stand til at indsamle data om sneen, der hobede sig op ved alle ni Q-transect-lokationer.
Efter vi havde foretaget en kritisk gennemgang af de indsamlede data fra felten, var vi til sidst i stand til at regne ud, hvorfor klimamodellerne ikke kunne forudsige overflademassebalancen for denne del af den grønlandske indlandsis.
Derudover havde NIck lavet nogle fantastiske videooptagelser, der tilsammen dannede en mini-klimadokumentar.
Den kan du se her:
Vores Q17-ekspedition var første gang, at GEUS-forskere stod på ski langs Q-transect, og afgørende for vores succes var omhyggelig planlægning, evnen til at tilpasse os i felten og teamwork.
Et år senere drog vi afsted for at gøre det hele én gang til.
Q18: Nu med kiteski!
Det er allerede fire måneder siden, Jason Box og jeg igen bevægede os ud på indlandisen i forbindelse med Q18-ekspeditionen, som var en udvidet udgave i forhold til distance, tid og udstyr.
Jeg var rigtig glad for at blive inviteret med igen, blandt andet på grund af vores transportvalg: Kiteski!
Vi assisterede først kollegaer fra GEUS i den nærliggende Camp Recovery, hvor vi ledte efter motordele til en Airbus A380, der var gået i stykker over indlandsisen.
Sammenlægningen af de to feltkampagner var en stor logistisk hjælp for eftersøgningsholdet, men det betød yderligere 60 kilometer for os; hovedårsagen til at vi stod på kiteski.
Vi var afhængige af vinden, som skulle trække både os og vores udstyr, der var lastet på to slæder.
På trods af utallige blå mærker og adskillige mistede tånegle var det en ubeskrivelig oplevelse at svæve over den Nordlige halvkugles største ismasse, mens vi så bjergtoppe i horisonten og deres spejlbillede på himlen som følge af refleksionen øverst i det kolde atmosfæriske grænselag.
Møjsommeligt arbejde
Som dagene gik, stod vi tidligere og tidligere op. Vi fandt, at det var bedst at stå op kl. 3.30, så vi kunne stå på kiteski, når vinden er kraftigst. Det tog mere end en time at varme komfuret op og koge vand. Så klædte vi os på, gravede lejren op og ryddede den for så at laste vores slæder meget forsigtigt.
Klokken 6.30 var vi undervejs, når den katabatiske vind var på sit højeste. (Katabatisk vind er en relativ kold faldvind (vind som falder ned langs en bjergside), der bevæger sig fra et højere liggende bjerg-plateau ned gennem skrænter og dale til lavereliggende områder omkring bjerget, red.).
Da vi først blev vant til at stå op så tidligt, gjorde det ikke så meget; solen stod tidligt op, og det gjorde vi også.
Det tredje medlem af vores team tog ikke med. Han havde ikke fået andet ud af vores introduktionskursus i kiteski før ekspeditionen end blå mærker.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
48 timer gik tabt, da en storm ramte lejren med mere end 100 kilometer i timen. Vinden blæste snedriver ind i forteltet, så vores udstyr frøs til is, og det tog endnu længere tid at varme komfuret op.
Da stormen ophørte, lå der 40 centimeter ny, dyb sne. Meget smuk, men også varm, og den sad fast under støvler og ski.
Vi begyndte at vandre, mens vi trak afsted på vores slæder, der nu vejede 80 kilo. Vindforholdene var ikke gunstige.
Vi var udmattede, da vi hver især foldede vores kite ud, som ganske vist fik os op i tempo, men også ude af kurs. Arbejde i felten går aldrig som planlagt.
Så næste gang du læser om et studie om klimaforandringerne i den arktiske region, så husk på, at selv om klimamodellerne er fantastiske, så er de afhængige af, at feltdata bliver tjekket.
Sådan er livet for en glaciolog: I vores polyestertelt med mærkværdig fondue i gang med det møjsommelige, afgørende og helt uforglemmelige arbejde at verificere data i felten.
Læs denne artikel på engelsk på vores internationale søstersite ScienceNordic.com. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.
Vi gik på reb i områder, hvor der var stor risiko for gletsjerspalter. Nicks drone fangede de iøjefaldende ‘sastrugi’, som er højderygge, som vinden skaber ud af sneen. (Foto: Teton Gravity Research/Geocenter Denmark)
Vi udvinder sne-kerner langs Q-transect-netværket. Efterfølgende vejer vi sneen. (Foto: Teton Gravity Research/Geocenter Denmark)
Vi trak hver en slæde lastet med mad, læ, tøj og forskningsudstyr. På en dag med solskin føltes selv 0° som sommer – takket være 360° solbadning. (Foto: Teton Gravity Research/Geocenter Denmark)
Det blev rigtig hårdt arbejde på Q17-ekspeditionens 3. dag, da blæsten rigtig fik fat. (Foto: Matthias Jaggi)
Vi løb tør for drikkevand, hvilket er ret ironisk, når man tager højde for, at vi befandt os på en gletsjer, der mister 1.300.000.000 ton vand hvert år. (Foto: Jason Box)
Ved kysten tyngede kraftig regn og våd sne vores telte. (Foto: Mauro Hermann)
De grønlandske fiskere vendte tilbage, da vejrforholdene blev bedre. Nu kunne vi laste bådene med vores gennemblødte udstyr. (Foto: Teton Gravity Research/Geocenter Denmark)
Jason, mig og Matthias (fra ventre mod højre) på turens koldeste øjeblik gennem fjorden med >30 knob. (Foto: Teton Gravity Research/Geocenter Denmark)
Dagens lejr, Q18. (Foto: Mauro Hermann)
Q18: Vi var kun to, så vi måtte hver slæbe to slæder. Heldigvis hjalp vores kites os med det tunge læs. (Foto: Prof. Jason Box)
En spade og en snesav. Det er alt, du behøver for at bygge en læmur mod den kommende storm. (Foto: Prof. Jason Box)
Snapshot af vind, der blæser 100 kilometer i timen. Læmuren beskyttede os, men teltet blev alligevel begravet i sne. (Foto: Prof. Jason Box)
For at rette de tidligere målinger forsøgte vi at estimere den sneakkumulation, som stormen var skyld i, med mærkede bambuspinde. (Foto: Mauro Hermann)
Kiteski-sessionen efter stormen i ny puddersne opsummerer ekspeditionen ret godt. (Foto: Mauro Hermann)
